De syge stemmer mangler i debatten om kræft. Selvfølgelig gør vi det – vi er jo syge og ligner en hamster på speed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Egentlig vil jeg gerne mene noget om den nye kræftplan, regeringen er kommet med, for jeg synes, det er relevant for mennesker, der selv har kræft eller har haft kræft, at mene noget om den.

Men faktisk ved jeg ikke rigtig noget om planen, og jeg tror, det forholder sig på samme måde for de fleste, der er det samme sted som mig.

Selv fik jeg konstateret akut leukæmi sidste september og har siden undergået tre kemokure og en knoglemarvstransplantation. I skrivende stund ligger jeg på stue 18.1 på OUH’s afdeling X, og i morgen kl. 7.30 stikker en form for læge en nål op i min ryg for at udelukke, at der ikke er ny leukæmi i min hjerne.

Samtidig forsøger en anden læge at finde ud af, hvorfor min krop stadig føles røvsyg, selvom den burde begynde at få det bedre, mens en tredje mistænker, at min medicin gør, jeg har udviklet en form for sukkersyge.

Jeg har hverken mulighed for eller overskud til at sætte mig ind i en kræftplan. At bruge min tid på at mene noget politisk er et privilegium, man – når sygdommen buldrer – ikke længere har adgang til.

Og selv hvis jeg havde magten til at bestemme, hvad jeg skulle bruge mit liv på, ville jeg allerhelst være derhjemme med min familie, gå i gymnasiet og se mine venner.

Den eneste grund til, at indlægget her overhovedet eksisterer, er, fordi jeg er på højdosis prednisolon og har sværere ved at sove end en hamster på speed.

Det faktum er i virkeligheden et kæmpe problem. De syge stemmer mangler.

Vi hører succeshistorier fra folk, der er blevet raske, eller vilde skæbneberetninger fra dem, der ikke fik ordentlig hjælp, men ikke fra dem, der har det virkelig dårligt lige nu.

Så her ligger jeg på et sygehus og bliver lidt vred.

For udover at føle mig som en hamster på speed ligner jeg nemlig også en hamster på speed (ja, hele mit hoved er fyldt med væske – og det er grimt).

Der er ikke nogen, der ser sådan ud i ”Debatten” på tv. For seks måneder siden lignede jeg nok mest af alt et lig, der trak vejret, fordi kemoen afkræftede mig så meget. Der er ikke nogen, der ser sådan ud på partiernes eller nyhedsmediernes Instagram-profiler.

For tre måneder siden lignede jeg Michelinmanden, der var løbet ind i et hvepsebo. Der er ikke nogen i aviserne eller podcasts eller debatterne eller i forhandlingslokalerne, der ser sådan ud. Jeg vil have, du forestiller dig, hvordan det ser ud. At du ser, at du ikke ser os.

Og grunden er simpel. Vi er syge. Vi har det dårligt. Det er ubehageligt at se på, og det er besværligt at have med at gøre. Så selvfølgelig er vi ikke til stede. Ikke nødvendigvis, fordi der ikke er nyhedsværdi eller indhold i os. Men fordi vi kræver for meget at involvere, og vi skaber en av-følelse i maven.

Vi skal kunne overskue at sætte os ind i sagerne og helst se lidt lyst på det hele. Ikke lyde dumme. Svare inden deadline. Og det kan man ikke, hvis man stadig er syg.

Selvfølgelig er det vigtigt at høre fra folk, der har haft kræft, og jeg anerkender, at de bliver inddraget. De har et større overskud, og det giver mening, at de sidder med og bliver spurgt.

Men det er ikke nok. Det er ikke hele målgruppen. Så vi skal være kreative. Finde en måde også lige at få et pip med fra os, der ligger her og virkelig håber, de bare snart kan få det moderat tilpas igen. Normalt ville jeg komme med et bud på, hvordan vi gør det, men hele pointen er, at det ikke er mit ansvar at finde løsningen lige nu, for jeg er faktisk syg.