Selvfirmation er et symptom på et samfund, der har mistet sin forankring

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Jyllands-Postens artikel 28/5 ”Er det navlepillende at blive selvfirmeret?” sættes der ord på en voksende tendens i tiden: ønsket om at blive selvfirmeret – at bekræfte sin egen eksistens gennem personlig iscenesættelse og følelsesmæssig eksponering. Artiklen spørger, om dette er navlepilleri.

Selvfirmation er ikke bare et tilfældigt udtryk. Det er et tegn i tiden. Vi skal ikke bare være mennesker – vi skal præsentere os selv som særlige, autentiske, mærkbare mennesker. Vi iscenesætter os i opslag, reels og kommentarer, der skal vise, at vi mærker os selv, tager os selv alvorligt og tør stå ved det. Vi viser, derfor er vi.

Selvfirmation er en ny form for selvkontrol – en spejlverden, hvor man hele tiden ser sig selv udefra. Hvor man ikke lever livet, men dokumenterer det. Hvor sårbarhed bliver en præstation, og ægthed bliver en strategi.

I artiklen citeres sognepræst og debattør Marie Høgh for, hvordan dette fænomen risikerer at underminere selve identiteten. Når individet konstant skal udtrykke sig for at være noget, bliver det afhængigt af andres respons for at føle sig helt. Når likes og kommentarer bliver spejlet, man ser sig selv i, taber man forankringen i noget større end én selv.

Selvfirmation er ikke et begreb, der findes hos den tyske sociolog Andreas Reckwitz, som ellers ofte krediteres for analysen af det, han kalder singularitetssamfundet. Men tendensen, han beskriver – hvor det særlige og unikke menneske er idealet – har uden tvivl affødt fænomener som selvfirmation.

Ifølge Reckwitz er det moderne samfund præget af et skift: fra det generelle til det unikke, fra fællesskab til præstationsindividualisme. Det ordinære er blevet suspekt. Det gennemsnitlige er blevet et symbol på nederlag. Vi skal skille os ud – ellers er vi ikke rigtige mennesker. Her får selvfirmation sin funktion: som en konstant og ofte neurotisk form for selvvedligeholdelse.

Men hvad betyder det for os som mennesker – og som fællesskab?

Vi risikerer, at mennesket bliver fremmed for sig selv. Når alting handler om at bekræfte sin egen eksistens, mister vi noget af det mest fundamentale: evnen til at være til stede uden at skulle præstere. At være i relation uden at være på. At blive set uden at skulle vise.

I folkekirken tror vi på et andet menneskesyn. Vi tror på nåden: at du er elsket, før du har bevist noget som helst. Du behøver ikke blive dig selv gennem præstation og eksponering – du er allerede noget, fordi du er skabt og villet af Gud.

Denne grundlæggende eksistentielle frihed er fraværende i selvfirmationens logik. Her er der ingen nåde – kun synlighed og spejling. Ingen hvile – kun aktivitet. Ingen dybde – kun overflade.

I stedet for selvfirmation har vi brug for genfirmation – ikke af os selv, men af vores fælles menneskelighed. Et rum, hvor vi tør være almindelige, fejlbarlige og elskede. Det rum findes ikke nødvendigvis i likes og stories. Men det findes ved døbefonten. I nadverens delte brød og vin. I bønnen, som ikke skal vises frem, men bæres ind i stilhed.

Kirken er det sted, hvor mennesket ikke skal iscenesætte sig for at være noget. Her bekræftes du, ikke fordi du er særlig – men fordi du er. Her kan vi høre ordene: “Du er mit elskede barn” – ikke som en social medie-strategi, men som et løfte. Som frihed.

Er det navlepillende at selvfirmere sig? Nej – det er langt mere alvorligt. Det er et symptom på et samfund, der har mistet sin forankring. Hvor anerkendelse er blevet valuta, og eksistens kræver bevisførelse.

Derfor bør vi tage selvfirmationen alvorligt – ikke som en ny måde at finde sig selv på, men som et tegn på, at vi måske er ved at miste noget væsentligt: den stille, nådige erkendelse af, at vi ikke behøver blive til – vi er allerede til. Elsket. Uden filter.