Skal Danmark være undtagelsernes land igen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Aftaler mellem stater skal overholdes, men er der særregler?

Det mener repræsentanter for Folketingets højrefløj, men der er fortsat ingen støtte at hente fra de respektive fagministerier, Justitsministeriet og Udenrigsministeriet.

I den løbende offentlige debat om Danmarks internationale forpligtelser og deres overholdelse har Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) spillet ikke uvæsentlige roller, især igangsat og vedligeholdt af politikere fra den yderste højrefløj, men nu også med højlydt deltagelse af højrefløjspartierne Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Det aktuelle problemkompleks er ikke nyt; det drejer sig om udvisning af udenlandske kriminelle. En undersøgelse af, hvor stort problemet egentlig er, ses ikke at spille nogen rolle for disse partier. Partierne læner sig især op ad markante juridiske synspunkter fremført af professor i formueret Mads Bryde Andersen, som siden 2005 har ytret sig kritisk om EMD.

Det aktuelle højdepunkt er høringen i Folketinget den 7. maj om Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Høringen var uforsvarlig og arrangeret på et skammeligt og subjektivt grundlag, hvor det gentagne kritiske blik på domstolen var høringens forudsætning.

Tre stærkt domstolskritiske jurister stod på den ene side mod direktøren for Institut for Menneskerettigheder (IMR) på den anden side. Da menneskerets- og folkeretsjurister i Danmark ikke lader sig forpligte til at kaste ”et kritisk blik” på EMD, måtte udlændinge- og integrationsudvalget for at finde kritiske oplægsholdere søge hjælp hos en fhv. norsk skatteretsprofessor, en fhv. engelsk højesteretsdommer og formueretsprofessor Mads Bryde Andersen.

Mads Bryde Andersen synes at mene, at folkerettens grundprincip om at ”aftaler skal overholdes” uden videre kan tilsidesættes. Men folkeret er ikke aftaleret. I sin bog ”Grundlæggende aftaleret” 4. udgave 2014, side 65 og 493 anfører han da også, at »I det folkeretlige forhold mellem stater kan ikke-opfyldelse af indgåede konventioner mødes med sanktioner af politisk eller evt. juridisk art …«

Det er uklart, hvordan han får denne opfattelse til at hænge sammen med, at det nærmest skulle være problemløst for Danmark i det verserende spørgsmål at foretage et politisk elastikspring, ”et bungeejump.”

Om begrebet viljeerklæring anføres, at den udløser en »begrænsning i løftegiverens frihed til at handle … herfor får løftegiveren typisk en modydelse«.

Danmark fik ved tiltrædelsen af EMRK en modydelse, nemlig et aldeles nødvendigt supplement vedrørende frihedsrettigheder til sin utilstrækkelige grundlov.

Mads Bryde Andersens påstand om, at Danmark kan træde ud af EMRK og derefter træde ind med et forbehold, er tilbagevist igen og igen af skiftende justitsministre, folkeretsjurister og andre, og påstanden blev med styrke tilbagevist af IMR’s direktør.

Bryde Andersen har tilkendegivet, at de to ministerier tager fejl i deres vurderinger. Der er flere aspekter i denne sag. Bryde Andersen har ganske afgørende ikke sandsynliggjort, på hvilken baggrund en stat – Danmark – skulle have en ret til at indtræde efter at være udtrådt, og hvorfor medlemsstaterne skulle tilslutte sig, at Danmark skulle kunne genindtræde med færre forpligtelser end de selv har påtaget sig. Dansk selvexceptionalitet er ikke åbenlys for alle andre. Han har heller ikke tydeliggjort, hvorledes forbeholdet konkret skulle formuleres.

Spørgsmålet om forbehold til internationale traktater blev i øvrigt drøftet af komitéen af juridiske rådgivere for Folkeretten (Europarådet) i 2000. Drøftelsen omfattede forskellige faser, hensynet til at forbyde reservationer, afklaring af årsager til reservationer, udløb af reservationer m.v. Også opsigelse af en traktat og genratificering med forbehold blev drøftet.

Wienerkonventionen indeholdt ingen specifikke regler derom, men gyldigheden af en sådan handling var kontroversiel; reglen om forbehold ved traktatindgåelse kunne anses for omgået.

Man skal bemærke, at det var juraen, der blev drøftet – ikke medlemsstaternes stillingtagen til en konkret situation.