Bag lukkede døre og nedrullede gardiner: Dobbeltliv er stadig virkelighed for alt for mange mænd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De fleste danskere vil nok mene, at vi er et åbent og progressivt samfund, når det kommer til køn og seksualitet. Det ville jeg også selv sige – hvis man kun ser det hele lidt fra oven og ikke rigtigt dykker ned under overfladen.

Men som homoseksuel, der sprang ud som 13-årig, har jeg for alvor mærket bagsiden af de normer og forventninger, der især knytter sig til mænds seksualitet og kønsudtryk.

Jeg er selv feminin i min opførsel og har derfor gennem tiden haft en række bekendtskaber, som har lænet sig mere mod den maskuline side. Og det er ofte her, kompleksiteten opstår.

Alt for mange af de mænd, jeg har talt med – og mødt gennem dating – lever i et dobbeltliv. De tør ikke være ærlige om deres tiltrækning til feminine mænd eller transpersoner. Ikke fordi følelsen ikke er ægte, men fordi frygten for at blive dømt eller opfattet som “anderledes” af deres venner og omgivelser er for stor.

Det sætter sine spor. Både hos dem og mig selv.

Jeg taler ikke kun for mig selv, når jeg siger, at det ikke altid er helt nemt at finde den seriøse kærlighed som feminin homoseksuel mand.

De fleste af de fyre, jeg har datet, har ikke haft modet til at stå frem og være åbne om deres følelser.

Mange af dem har aldrig forestillet sig at kunne vise det offentligt og ser diskretion og dobbeltliv som den nødvendige levevej. Og derfor er forholdet ofte dømt til at forblive bag lukkede døre – med gardinerne rullet ned.

Jeg taler mere specifikt om mænd, der ser sig selv som ”straight” og udtrykker sig maskulint, men som samtidig føler sig tiltrukket af femininitet – herunder feminine drenge.

Efter års erfaring på datingapps og i det virkelige liv lever alt for mange med en konstant frygt for fordømmelse.

Nogle af dem har endda pigekærester, der ikke aner, hvad deres partner i virkeligheden kæmper med eller søger i smug. Og det synes jeg simpelthen ikke, at vi kan være bekendt i et velstående og veluddannet samfund som det danske.

Jeg har altid troet på, at Danmark var et åbent samfund. At vi var kommet videre fra fordømmelse og skam. Og jeg tror stadig, at mange danskere ser sig selv som rummelige.

Men når så mange mænd og drenge stadig lever med skam, hemmeligholdelse og frygt, så må vi spørge os selv, hvor inkluderende vi egentlig er.

Rummeligheden rækker nemlig kun lige, indtil det handler om deres egen søn, ven eller kollega, som ikke nødvendigvis kun er til piger.

Så kan reaktionen pludselig ændre sig. Jeg generaliserer selvfølgelig en smule, men det er nødvendigt for at gøre opmærksom på et mønster, der træder igen og igen.

Vi lever i 2025. Det burde ikke være kontroversielt at sige, at mænd, der tiltrækkes af drenge eller feminine fyre, ikke nødvendigvis skal kaldes “homoseksuelle”.

Mange af dem er nok i virkeligheden biseksuelle – eller straight, men oplever tiltrækning, der ikke passer ind i de gængse kasser. Og det skal der være plads til. Vi skal turde tale om det. Ikke gemme det væk.

For det her handler ikke kun om den enkelte – det handler også om de partnere, der lever i uvidenhed, og de mennesker, der hver dag tvinges til at skjule en vigtig del af sig selv. Vi kan ikke kalde os et favnende og frit samfund, hvis maskuline fyre stadig ikke tør stå ved deres tiltrækning til andre mænd.

Det viser, at vi ikke er helt så åbne, som vi tror – og at vi stadig har lang vej igen. Hvis ikke man kan stå frem og være sig selv i et land som Danmark, så kan man det ingen steder.