Alle taber på længere sygefravær

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Nanna er 29 år og har været sygemeldt med arbejdsrelateret stress. Sara er 42 år og arbejder med sygedagpengemodtagere på det jobcenter, hvor Nanna er tilknyttet. Ved Saras første samtale med Nanna var der ikke udsigt til raskmelding. Nanna fremstod trist og uden håb om at arbejde igen inden for sit fag, som hun brænder for. Nanna og hendes arbejdsgiver havde heller ikke en konkret plan for, hvad der skulle ske, fordi arbejdsgiver ville afvente, at Nanna fik det bedre.

Sara ringer imidlertid til arbejdsgiver og taler om optrapningsplan og mulighedserklæring. Sara nævner også muligheden for at omplacere Nanna på arbejdspladsen. Ved den seneste samtale mellem Nanna og Sara fortæller Nanna glad, at hun sammen med arbejdsgiver har planlagt omplacering og optrapningsplan, som gør det muligt, at Nanna kan vende tilbage til sin arbejdsplads på fuld tid inden for to måneder.

Nannas succesfulde tilbagevenden til arbejdsmarkedet er bare et af titusinder af eksempler på, hvordan jobkonsulenterne via deres indgående kendskab til virksomhederne, kommunale tilbud og sundhedssektoren har kunnet hjælpe borgerne ud af en ved første øjekast håbløs situation. Jobkonsulentens indsats fører ikke altid til en hurtig raskmelding – til gengæld fører den ofte til en holdbar en af slagsen.

Fra den 1. januar 2027 vil sådanne vellykkede indsatser være en saga blot. De massive besparelser på 2,7 mia. kr. på jobindsatsen, der følger af beskæftigelsesreformen, betyder nemlig, at jobcentrene ikke længere skal have tæt kontakt med sygedagpengemodtagerne. Sparedagsordenen betyder ovenikøbet, at syge borgere får nedsat deres dagpenge med hele 25 pct., hvis de ikke er i stand til at genindtræde i arbejdslivet efter 22 uger. Det booster i den grad den ulighed, der kendetegner samfundet i disse år.

Alle sygemeldte skal naturligvis behandles med ordentlighed og respekt. I 2024 var omkring 450.000 borgere på sygedagpenge. Mange af dem vender hurtigt tilbage i job, men omkring en tredjedel er syge i over et halvt år. Det er de borgere, reformen overser. De risikerer at miste deres indkomst, deres tilknytning og deres håb, fordi hjælpen fra jobcentret er sparet væk.

Fra vores dygtige jobkonsulenter ved jeg, at der bag mange somatiske sygemeldinger gemmer sig psykiske lidelser, ensomhed, traumer eller komplekse livssituationer. I de tilfælde er jobkonsulenten ofte den første til at se hele mennesket og ikke kun sygemeldingen. Uden jobkonsulentens indsats bliver vejen tilbage til arbejdsmarkedet længere – og ofte helt lukket.

Jeg er ikke i tvivl om, at sygedagpengeperioderne vil stige som en konsekvens af reformen. Det er i det hele taget ikke realistisk, at borgere med for eksempel psykisk sygdom vil kunne blive behandlet i sundhedsvæsnet, inden deres ydelse bliver nedsat. Får besparelserne på sygedagpengeområdet ben at gå på, vil man ikke alene slukke en masse menneskers håb og drømme om et liv i det store arbejdsfællesskab. Det vil også blive dyrt for samfundet.

Hvis bare 1.000 flere borgere end i dag er på sygedagpenge i et helt år, koster det samfundet 200 mio. kr. Hvis alle sygedagpengeforløb bliver bare én uge længere i gennemsnit, stiger regningen med 300 mio. kr. Samtidig mister vi arbejdsudbud – måske endda permanent. Stigende og længerevarende sygefravær betyder med al sandsynlighed også, at flere borgere ryger over på førtidspension.

Der er i den grad brug for at justere den uholdbare beslutning om at afskære alle syge fra muligheden for at indhente tidlig hjælp fra en professionel beskæftigelsesmedarbejder. Med den politiske aftale om fremtidens beskæftigelsesindsats risikerer vi at skubbe mennesker væk fra arbejdsmarkedet i stedet for at hjælpe dem tilbage. Nanna fik en ny chance. Det bør tusindvis af andre også få.