USA's jagt på oplysninger i Grønland er ikke spionage. Det er en nødvendig indsamling af viden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den seneste ballade om Trump-administrationens nye direktiv om at intensivere overvågningen eller informationsindsamlingen (som efterretningstjenesterne foretrækker at kalde det) i Grønland er ikke en optrapning til en blød krigserklæring, som nogle reaktionære journalister eller politikere hævder.

Dog er det et tegn på, at Trump-administrationen tager hele Grønlandssagen alvorligt, og at den ønsker at finde amerikanske støtter, som er villige til at hjælpe USA med dets bestræbelser på at blive partner med Grønland, mens administrationen navigerer i diplomatiets oprørte vande.

Som jeg ser det, har USA flere mål. Ét er at forbedre USA’s forståelse af, hvordan grønlændere i virkeligheden forholder sig til USA. Et andet er at åbne døren til en mere direkte og vedvarende dialog med det grønlandske folk. Ingen af de mål er i sig selv fordækte.

Sandheden er, at verdens lande rutinemæssigt overvåger eller iagttager hinanden både inde- og udefra. Men nu er USA – og især Trump-administrationen – blevet opfattet som hovedskurken i det grønlandske drama.

Mange frygter, at USA vil opbygge en gigantisk database over hver eneste grønlænder med oplysninger om deres politiske overbevisninger og forbrugsvaner med henblik på at købe deres loyalitet.

Det er i strid med virkeligheden. Den normale praksis af overvågning og dataindsamling kan i sig selv ikke defineres som spionage, som ofte karakteriseres som skjult og illegal overvågning. Alverdens lande har overvåget hinanden i hundredvis af år.

Praksissen er blevet anerkendt af enhver seriøs militærstrateg, politisk analytiker og regeringsleder, som forstår, hvor kritisk pålidelig information er for et lands militære beredskab og dets samspil med nabolandene. Samspillet kan dreje sig om internationale politiske spørgsmål, traktatforhandlinger, erhvervsmæssige relationer, eller om hvordan deres politiske partier gebærder sig.

Verden vrimlede med spioner under Den Kolde Krig. Nogle fungerede som NOC’er (non-official cover) – agenter med respektable jobs i deres lokalsamfund. Andre havde til opgave at skabe en udvidelse af et netværk af andre kilder, der kunne trænge dybere ind i samfundets struktur for at få adgang til værdifuld information og blive til en del af et “tidligt varslingssystem”, der kunne bruges til at forhindre konflikter.

Det har været almindelig praksis, at lande med bilaterale politiske aftaler, der havde en fælles fjende, tillod efterretningsagenter at operere fra hinandens ambassader. Nogle som erklærede medarbejdere, og andre kunne være skjulte. De erklærede agenter arbejder tæt sammen med værtslandets efterretningstjenester med udveksling af rutinemæssig information. Andre gør det ikke, men sender deres rapporter direkte tilbage til deres hovedkvarter, så andre kan evaluere oplysningernes relevans.

Der rejses mange spørgsmål i forhold til det nuværende direktiv, som blev lækket til Wall Street Journal og senere blev til en nyhedshistorie. Skal amerikanske diplomater eller almindelige amerikanere, der arbejder for den amerikanske regering, forbydes at kontakte grønlændere? Skal den danske eller grønlandske regering forhindre sine egne borgere i at tale med uofficielle amerikanere?

Og hvad med legitime meningsmålingsinstitutter? Skal de forhindres i at foretage meningsmålinger i Grønland eller Danmark? Hvad med akademikere eller erhvervsfolk? Skal de afholde sig fra at stille grønlændere spørgsmål om deres holdning til USA? Vil journalister være undtaget forbuddet? Hvis svaret er ”ja” til det sidste spørgsmål, hvordan kan vi så sikre os, at deres oplysninger ikke er forudindtagede eller fordrejede?

For at forstå informationsindsamlingens industri er vi nødt til at udvide vore perspektiv til at omfatte resten af verden. Hvor mange af verdens autoritære regimer ville være interesserede i at forbyde journalister og whistleblower-organisationer i at operere i deres lande? Hvor mange af dem ville ønske at regulere ethvert nyhedsindslag, før de når frem til et tv-studie eller avistrykkeri? Mange.

Sandheden er, at vores moderne verden lever af information. Noget af den er sandt, andet falsk – men hvis vi skal bevare friheden til at træffe fornuftige beslutninger, må vi beskytte informationsindsamlingen. Ellers kan vi lige så godt skrue tiden tilbage til koldkrigsårene og acceptere, at diktatoriske regimer med absolut magt vil regere ubestridt, vel vidende at kun de har adgang til de rigtige oplysninger.

Grønlandssagen handler i virkeligheden om, hvor vi vælger at trække grænsen for informationsindsamling og -formidling, og om vi derefter tør spørge os selv: ”Er vi i virkeligheden ikke mere bange for den information, der kommer fra indsamlingen, end vi frygter selve processen?”