Flere penge er ikke bare den perfekte automatløsning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er ikke meget at være uenig i, når KL-formand Martin Damm (V) og KL-næstformand Peter Rahbæk Juel (S) i JP slår fast, at vores velfærdssamfund skaber tryghed, sammenhæng og stabilitet – og at det netop i urolige tider er vigtigere end nogensinde at styrke vores fælles fundament.

Vi bakker fuldt op om ønsket om stærke daginstitutioner, skoler, ældrepleje og sociale tilbud. Det er helt afgørende for både borgernes hverdag og for Danmarks sammenhængskraft.

Men spørgsmålet er, hvordan vi gør det i praksis. For vi lever i en tid, hvor hver en krone skal vendes. Vores fælles regning vokser – ikke bare til velfærd, men også til forsvar, klimaomstilling, sundhed og meget mere.

Derfor skylder vi både borgerne og fremtidens velfærd, at vi spørger os selv: Bruger vi de mange milliarder, vi allerede investerer i den offentlige sektor, så klogt som muligt? Her må svaret desværre ofte være nej.

I dag har vi ikke et klart og gennemsigtigt billede af, hvad kommunale velfærdstilbud reelt koster. Mange indirekte omkostninger – administration, bygninger, vedligehold, HR og it – gemmes væk i centrale budgetter, mens private og selvejende aktører er forpligtet til at opgøre alle udgifter åbent og detaljeret. Det betyder, at kommunale tilbud på papiret kan se billigere ud – uden nødvendigvis at være det.

Derfor er gennemsigtighed i kommunal økonomi altså ikke et teknisk nørderispørgsmål, som kun skrankepaverne bør interessere sig for – det er en forudsætning for bedre prioriteringer, og det er noget, som bør fylde i samtalen om fremtidens velfærd. For hvis ikke vi kender prisen på grisen, ved vi heller ikke, om vi får nok værdi for pengene. Og så risikerer vi at kaste gode penge efter dårlige løsninger, mens borgerne betaler prisen i form af lavere kvalitet og færre valgmuligheder.

Men gennemsigtighed i sig selv løser ikke alt. Vi har også brug for at tænke velfærd mere åbent. Vi skal væk fra forestillingen om, at det offentlige nødvendigvis skal levere alle ydelser selv. Tværtimod skal man se det som et stort potentiale at styrke samarbejdet med private aktører. Et endnu stærkere offentlig-privat samarbejde skal altså ikke ses som en spareøvelse, men som en vej til innovation og højere kvalitet.

Private virksomheder kan bidrage med løsninger, der er effektive, borgernære og teknologisk avancerede. Og når offentlige og private aktører samarbejder på ordentlige og gennemsigtige vilkår, kan vi ofte få mere velfærd for pengene – og en bedre oplevelse for borgerne. Det er virkelighed i mange af de kommuner, der allerede arbejder strategisk med offentlig-privat samarbejde.

KL har helt ret i, at vi skal løfte velfærdens fysiske rammer – men vi skal også investere i velfærdens strukturelle rammer. Vi har alle en fælles interesse i at få mest muligt velfærd for vores penge.

Så ja, vi er helt enige, økonomiaftalen skal sikre en stærk og bæredygtig velfærd. Men lad os samtidig insistere på, at det ikke bare handler om flere penge – det handler om bedre løsninger. Og det får vi bl.a. ved at sikre, at der er en større gennemsigtighed i den kommunale økonomi, og ved at styrke samarbejdet mellem offentlige og private aktører.