Du tager fejl, Hummelgaard: L 218 betyder mere overvågning
Med lovforslag L 218 får PET adgang til omfattende overvågning af hele befolkningen – og flere oplysninger om den enkelte borger.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger i JP 7/5, at det nye lovforslag om PET ikke giver »øget overvågning«. Det er en påstand, som Alternativet er dybt uenigt i. For med lovforslag L 218 får PET adgang til netop det, kritikken handler om: omfattende overvågning af hele befolkningen – og flere oplysninger om den enkelte borger.
Med indførelsen af såkaldte større sammenhængende datasæt får PET mulighed for at lagre og analysere store mængder data om os alle – ikke fordi vi er mistænkt for noget, men fordi vi kunne være det i fremtiden. Det er masseovervågning forklædt som “ikke-personrettet analyse”. Det svarer til, at hver enkelt dansker har en agent stående over skulderen hele tiden – og at det kaldes “ikke-personrettet”, fordi det gælder os alle og ikke en enkelt person.
Det er korrekt, at reglerne for målrettet overvågning ikke ændres direkte. Men det ændrer ikke på, at PET i praksis vil få adgang til langt flere oplysninger om enkeltpersoner – blot med et andet udgangspunkt. Når PET har adgang til databaser med sociale medie-aktiviteter, biometriske data og adfærdsprofiler, er vejen banet for politisk profilering, automatiseret risikovurdering og overvågning baseret på digitale mønstre snarere end konkret mistanke.
Det er en digital mistankemaskine, hvor enhver afvigelse fra “normalen” kan udløse overvågning. Ifølge Justitsministeriets egne bemærkninger kan de anvendte systemer være fejlbehæftede og diskriminerende. Men der er hverken retsgarantier, dommerkontrol – eller mulighed for, at den overvågede ved, at det sker.
Lovforslaget ændrer balancen mellem stat og borger. Det flytter Danmark i retning af en mere gennemgribende statslig overvågning – uden at den enkelte nødvendigvis har gjort noget galt. Derfor bør Hummelgaard tage kritikken alvorligt i stedet for at feje den af med halve sandheder.