Skal det være muligt at få børn med en afdød?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det lyder næsten som en bibelsk undfangelse: Et barn bliver undfanget længe efter faderens død. Hvor fortællingen før var baseret på tanke og tro, er det i dag en reel mulighed i fertilitetsklinikker verden over. Og med teknologien følger et spørgsmål, vi ikke kan ignorere: I hvilken udstrækning – og under hvilke vilkår – skal det være muligt at få børn med en afdød?

Det oplagte eksempel er en kvinde, der mister sin ægtefælle. Sammen har de drøftet ønsket om børn, og hans sæd er nedfrosset under et længere sygdomsforløb. I hvilken udstrækning må hun anvende sæden? Disse situationer er ikke længere hypotetiske. Alligevel mangler Danmark en tydelig og mere samlet regulering af posthum reproduktion. Det skylder vi både de afdøde, efterladte og ikke mindst de børn, som kommer til verden. I modsat fald svigter vi det etiske ansvar.

Bioteknologien har efterladt en lang række muligheder for fertilitetsassistance. Muligheder, som hjælper ufrivilligt barnløse hver dag, hvilket er godt. Men det betyder ikke, at vi altid bør gøre det, vi kan. Spørgsmålet om posthum reproduktion handler ikke kun om teknik og fertilitet – det handler om menneskelige relationer, om rettigheder og om det særligt krævende ansvar, der følger med assisteret reproduktion. I centrum står fire aktører: den afdøde mand, den efterladte kvinde, barnet og samfundet. Og deres interesser stemmer langtfra altid overens.

Uden tydeligt og informeret samtykke fra den afdøde må sæd ikke anvendes. Det handler om respekt for autonomi og kropslig integritet – også efter døden. Teknologien må aldrig blive anledning til at bruge mennesker som midler i andres livsprojekter, uanset hvor forståelige de projekter måtte være. Er der givet et skriftligt samtykke (til forskel fra implicit accept), ændrer situationen sig markant – særligt når det handler om en ægtefælle. Her kan ønsket om at fuldende en fælles familieplan veje tungt. Men det må ikke ske på bekostning af barnets tarv.

Et barn skabt med en afdød far vil vokse op uden mulighed for at kende, tale med eller opleve den forælder, der bidrager til barnets identitetsskabelse. Det gør ikke nødvendigvis barnet til offer, men det skaber særlige vilkår – eksistentielt, psykologisk og socialt. Derfor må barnets perspektiv ikke reduceres til “teknisk mulighed for liv”, men vægtes som et reelt og selvstændigt etisk hensyn. Det gælder i øvrigt også ved brug af en anonym sæddonor, som principielt også kan være død ved barnets fødsel. Her er der i reglen hverken relationel sammenhæng, forudgående fælles intention eller mulighed for identitetsoplysning. Anderledes er risikoen større, når ægtefællen dør, hvor ønsket om et barn kan være forbundet med sorgbearbejdning og idéen om at bevare noget af ægtefællen via et barn.

Det er således behov for en ansvarlig og fremadskuende regulering, der tydeligt rammesætter brug af posthum sæd. En sådan regulering bør afklare en lang række forhold: Hvor langt rækker mandens samtykke eksempelvis? Har den afdøde mands forældre (de potentielle bedsteforældre) en stemme, der bør høres? Hvor lang tid må den afdøde mands sæd deponeres med sigte på senere brug? Må kvinden lade en anden kvinde (surrogatmor) bære barnet, hvis hun ikke længere selv har muligheden? Bør der åbnes for at udtage sæd fra mandens lig? Bør mænd sidestilles ved brug af afdød kvindes æg, og hvad med homoseksuelles rettigheder? Desuden må en række juridiske forhold afklares nærmere, såsom juridisk forældreskab efter døden, arveret herunder status for barnet.

I et demokrati tæller hver stemme lige meget. Men det betyder ikke, at alle holdninger vejer lige tungt. Hvis vi vil tage skabelsen af liv alvorligt, må politiske beslutninger på dette område hvile på mere end enkeltsager med tilhørende følelser. De må bygge på etisk besindelse og principper knyttet til barnets rettigheder og på samfundets pligt til ikke bare at facilitere liv – men at gøre det på en måde, hvor værdighed, gensidighed og langsigtede konsekvenser er styrende. Et barn med en død er ikke nødvendigvis en tragedie. Men det er nye livsvilkår, som stiller krav til os alle. Hvis vi ikke evner at tænke og regulere i takt med de biotekniske muligheder, svigter vi både de døde og fremtidens børn.