Vi skal lære af historien, siger vi. Men gør vi det?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I går fortalte min ven mig om et foredrag, hvor en gammel modstandsmand fortalte om, hvordan han havde udført sabotage mod den tyske besættelsesmagt. Den slags arrangementer er der mange af i øjeblikket i forbindelse med den store fejring af 80-året for Danmarks befrielse. Det er et glædeligt og vigtigt jubilæum, vi fejrer. Det er smukt at hylde dem, der kæmpede for frihed og demokrati og turde byde besættelsen trods. Det skal minde os om, at vi har pligt til at stå op imod undertrykkelse, vold, folkedrab og dehumanisering af befolkningsgrupper.

At være besat af et militært overlegent naboland er ikke blot et historisk fænomen. Jeg boede på Vestbredden i tre måneder i efteråret, hvor jeg oplevede livet under en nutidig besættelse. I tre måneder måtte jeg skjule mig for militær og bosættere, når jeg bevægede mig ud af de områder i byerne, hvor israelsk militær og civile ikke har adgang, da mødet med besættelsesmagten indebærer risiko for at blive sendt hjem, og mødet med bosætterne indebærer risiko for vold. Langt farligere er det for den palæstinensiske befolkning, der dagligt risikerer at blive fængslet eller dræbt i mødet med besættelsesmagten.

Mens jeg boede i Betlehem, oplevede jeg militære angreb med tåregas på skolebørn, vold mod civile på vej til bøn, arrestationer og daglig chikane af helt almindelige palæstinensere. I landområderne bliver der dagligt taget land fra den palæstinensiske befolkning, og mange kan ikke længere lukke deres dyr ud på græs eller passe deres marker, da bosættere har etableret outposts på palæstinensernes jord markeret med et israelsk flag. Disse bosættere ydes endog militær bistand, når de angriber palæstinenserne i deres huse eller på deres marker.

Den undertrykkelse, vold og dehumanisering, jeg har været vidne til på Vestbredden, gør det svært for mig at deltage i den store fejring af 80-året for Befrielsen uden hele tiden at se dobbeltstandarderne, hykleriet, i regeringens manglende afstandtagen fra Israels ulovlige besættelse af Palæstina og massive overtrædelser af menneskerettighederne.

Den danske regering yder endog militær støtte til Israel, til trods for at Israel står anklaget ved Den Internationale Menneskerettighedsdomstol for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.

Undervisning i Anden Verdenskrig og Holocaust er naturligvis kernestof i historieundervisningen. Hver gang jeg er blevet undervist i emnet, har jeg tænkt over, hvordan jeg selv ville have ageret under Besættelsen. Jeg har forestillet mig, hvordan det ville være at deltage i modstandskampen, og altid tænkt, at jeg selvfølgelig ville have kæmpet for mine idealer om ligeværd, frihed og demokrati. Da jeg for nylig så Holocaustfilmen ”Zone of Interest”, der skildrer kommandant Rudolf Höss’ idylliske familieliv klos op ad Auschwitz’ buldrende ovne, mærkede jeg atter fortvivlelsen over menneskets evne til at ignorere eller fortrænge det forfærdelige, systematiserede folkedrab.

Vi skal lære af historien. Aldrig, aldrig må vi ignorere et folkedrab. Aldrig må vi lade frihed og menneskerettigheder blive sat til side af militaristiske styre. Men det er præcis det, der sker i øjeblikket i Palæstina. Jeg vil påstå, at alle kender til de daglige overgreb, arrestationer af børn, angreb på civile og annektering af land.