Klimasikring har ikke brug for bureaukratiske benspænd

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Lige nu skinner Solen, foråret har været tørt, og det kan være svært at huske vejret et halvt år tilbage. Men 2024 blev det næstvådeste år nogensinde, mens 2023 regnede væk og satte rekord som det vådeste år, siden vi begyndte at måle den slags.

Danmark står over for et klima, der i stigende grad viser tænder. Mere regn, voldsommere vejr og stigende grundvand er ikke kun fjern fremtid – det er virkelighed i dag, og det har flere steder i landet fået at føle.

I august 2024 blev hovedstaden ramt af et skybrud, hvor der faldt nedbør svarende til en 100-årshændelse. Nogle steder endog en 200-årshændelse. Og i september 2024 blev Esbjerg-egnen ramt af silende dagsregn og skybrud. Vejle blev atter oversvømmet, og også Kolding fik klimaforandringerne at føle. Kort sagt: Ingen steder i landet kan lukke øjnene for det vådere og voldsommere vejr, vi oplever oftere og oftere.

Da regnen trak videre, stod ulykkelige boligejere tilbage med oversvømmede kældre, ødelagte hjem og værdier – også af den slags, der aldrig kan erstattes af en forsikring, fordi genstande vidner om levet liv.

Vandskaderne satte sig også i forsikringsselskabernes skadestal med flere end 15.000 anmeldte skader i 2024 – der i øvrigt blev overgået af tallene året før. 2023 satte rekord med næsten 25.000 anmeldte skybrudsskader.

I Forsikring & Pension skønner vi, at vandskader fra skybrud og fra den voldsomme efterårsstormflod i 2023 alene løb op i over 3 mia. kr. Ser vi frem mod de næste 100 år, vurderer en rapport fra DTU – udarbejdet med støtte fra F&P og CIP Fonden – at Danmark risikerer skader for over 400 mia. kr., hvis vi ikke investerer i rettidig forebyggelse. Problemet er, at reglerne spænder ben for netop det.

Regulering, regnemodeller med forældede data og anlægsloftet gør det i praksis næsten umuligt for kommunerne at gennemføre ambitiøse og langsigtede klimasikringsprojekter. De løsninger, der tidligere kunne anlægges for at lede vandet væk og beskytte boliger, virksomheder og byområder, falder nu oftere igennem i godkendelsesprocesserne. Det er uholdbart.

Vi har den nødvendige viden, teknologier og de økonomiske analyser, der viser, at det kan betale sig at forebygge. Investeringer i størrelsesordenen 69 mia. kr. kan f.eks. reducere forventede skybrudsskader med 112 mia. kr. – og dermed give samfundet en samlet besparelse på 43 mia. kr. Så hvad venter vi på?

Som samfund har vi ansvar for at beskytte byerne, så borgerne føler sig trygge og aldrig står alene mod det voldsomme vejr og med de skader, der følger med klimaforandringerne.

Det er helt nødvendigt at lade kommunerne anlægge kollektive løsninger på et fælles problem – f.eks. ved at lade klimasikring ligge uden for anlægsloftet eller ændre rammerne for anlægsloftet, så den enkelte kommune i tværkommunale klimatilpasningsprojekter alene hæfter for sin egen andel af et projekt. I dag hæfter alle kommuner i et projekt for den samlede anlægsinvestering.

Og så skal landets forsyningsselskaber have lov at sikre til et højere niveau – så længe det giver økonomisk mening.

Klimasikring er ikke en luksus eller noget, vi kan udskyde til senere. Det er en nødvendighed, hvis vi vil beskytte vores byer, vores værdier og vores økonomi. Det kræver, at rammerne for klimatilpasning tilpasses virkeligheden – ikke modarbejder den. Gør vi intet, risikerer vi som i USA, at oversvømmelserne sker så ofte, at forsikringsselskaberne må trække sig fra de mest udsatte områder.

Det har ingen interesse i.

Derfor skal vi klimasikre, og vi skal gøre det i samarbejde. Vi har ikke råd til at lade stå til. Forebyggelse er ikke bare billigere. Det er sund fornuft.