Danmark skal gribe chancen, når USA presser unge forskere væk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig at være ung forsker i USA i dag. Du har brugt år på at uddanne dig, kæmpet dig gennem et konkurrencepræget system, og netop som du står klar til at bidrage med ny viden og teknologiske gennembrud, bliver tæppet trukket væk under dig.

Sådan er virkeligheden for mange amerikanske forskere under Trump-administrationens forskningsfjendtlige kurs. Nedskæringer, politisk indblanding og usikkerhed om finansiering har skabt en krise i amerikansk forskning – og det er især de unge, der mærker det.

Jeg kender det personligt. Jeg er amerikansk ph.d.-studerende ved Institut for Ecoscience på Aarhus Universitet. Når jeg ser mod mit hjemland, er det med en blanding af sorg og chok. Forskning i USA – engang et globalt fyrtårn – er ved at forvitre. Og mange unge, talentfulde forskere overvejer nu, ligesom jeg selv, om fremtiden ligger i Europa.

Bevillinger fra NIH, NSF og Department of Energy bliver frosset, reduceret eller trukket tilbage. Laboratorier lukker. Projekter stoppes. Og unge forskere tvinges ud af den karriere, de har arbejdet for hele livet.

Mine venner i USA oplever det på første hånd: Min veninde Helen Larson, ph.d.-studerende i kvantekemi, arbejder med at gøre solcelleteknologi mere effektiv. Hun ser ind i en fremtid, hvor man konstant må søge midler og kæmpe mod politisk ustabilitet for at kunne blive i den akademiske verden.

Rachel Gessner, der forsker i cellekommunikation, ser ikke længere sin fremtid i USA. Hun overvejer nu seriøst at tage en postdoc-stilling i Europa, hvor støtten til forskning er mere stabil og politisk uafhængig.

Og Casey Davis, som forsker i grundkemi, ved ikke engang, om hun har sundhedsforsikring, når hendes ph.d. slutter. Hun føler sig presset til at finde et job – ikke fordi hun vil forlade forskningen, men fordi systemet tvinger hende.

Det her handler ikke bare om enkelte skæbner – det er hele forskningsinfrastrukturen, der vakler. USA har ellers i årtier været hjemsted for verdens førende forskning. Med over 400 Nobelpriser og ansvar for næsten 30 pct. af verdens samlede forskning og udvikling har amerikanske laboratorier drevet innovation på globalt plan. Men det fundament er ved at smuldre. Ifølge tidsskriftet Nature overvejer tre af fire unge amerikanske forskere at forlade landet.

I Danmark oplever jeg noget helt andet: stabile forhold, respekt for viden og politisk opbakning til forskning. Her ser man ikke forskere som en udgift – men som en investering. Som vores viceinstitutleder sagde: »Den amerikanske forskningspolitik åbner døre for os. Vi har nu en chance for at tiltrække forskere, som vi aldrig før ville have haft mulighed for at få til Danmark.« Og han har ret.

Danmark – og Europa – har en historisk mulighed. Vi kan blive det sted, hvor fremtidens forskning blomstrer, mens andre lande lukker dørene. Men det kræver politisk vilje: investering i forskerstillinger, attraktive vilkår og langsigtet støtte til både anvendt og grundlæggende forskning. Og det kræver, at vi sender et klart signal.