VU: Vragede politikere skal ikke foran i køen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nylig foreslog Folketingets formand, Søren Gade, en ordning for de politikere, som ikke bliver genvalgt. En statsfinansieret én af slagsen, hvor vragede politikere skal have mulighed for psykologhjælp på skatteborgernes regning. Det mener vi er et stærkt udtryk for privilegieblindhed.

Vi ved godt, at det at miste sit job kan gøre ondt i psyken hos de fleste – og at det gør sig gældende på tværs af indkomst og social status. Men en statsbetalt løsning for politikere er en pinlig måde at tilgodese en gruppe, som i forvejen har mere end de fleste. For med et vederlag på knap 60.000 kr. om måneden skulle man tro, at en time eller to hos en psykolog kunne presses ind i privatbudgettet.

Søren Gade fortæller om ekskollegaer, der havnede i depression eller depressionslignende symptomer efter deres afslutning i Folketinget. Og nok er det frygteligt. Men hør, I er langtfra de eneste i sådan en situation. Og I har ovenikøbet pengene til at betale jer fra at komme nogenlunde helskindet igennem et sådant forløb.

Det er svært som ung i en generation, der kæmper for bedre adgang til psykologhjælp, at skulle være vidne til en sådan forlomme til de politikere – hvis pligt det er at kæmpe for os. Vi ser, at de giver netop den ting, som så mange unge skriger på, til sig selv.

Når vi læser om bedre adgang til psykiatrien, fejrer vi det som regel i ungdomspartierne. Men dette forslag er så langt fra virkelighedsnært, som noget kan være. Så langt fra borgerne, som noget kan være. Hvor er hensynet til, at de midler, vi har i den fælles kasse, skal bruges på almenvellets bedste – og hvor er forståelsen for proportionerne?

Det er en form for omvendt Robin Hood-model, vi ser, hvor de, der skal hjælpe de unge, der står i kø i psykiatrien, hvor økonomiske barrierer for mange er alt for virkelige, kan stå med næsen mod vinduet – og se politikerne, der burde varetage deres interesser, hjælpe hinanden/sig selv i stedet.

Sundhed, velvære og velfærd skal absolut ligge langt oppe på listen over indsatser, vi fra politisk side skal markere os på gennem skatten, men det proportionale er svært at få øje på, når mennesker med en langt ringere indkomst får ødelagt deres økonomi i forsøget på at komme oven vande, mens politikere laver politiske særordninger for sig selv.

Er vi nået til en generation af politikere, hvor alle forventer at få mandlen i risalamanden – hvert eneste år? Det kunne man desværre tro. For en statsbetalt psykologordning til vragede politikere er hensynsløst.