Bare for at klare ganen og begreberne ved spisebordet: Vil du række mig et stykke med identitet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ved middagsbordet hjemme hos os kommer samtalerne ofte vidt omkring. Et stykke ovnbagt torsk og lidt hvidvin kan nemt følges af spørgsmål som: Hvad vil det egentlig sige at være dansk? Er du mere dig selv, når du taler dit modersmål?

Eller: Kan man være flere personer på én gang?

Det er ikke altid, vi når til konklusioner. Men spørgsmålet i sig selv er værdifuldt – især i en tid, hvor begreber som etnicitet, identitet og kultur ikke blot diskuteres i universitetsmiljøer, men også i politik, medier og i klasselokaler. Vi taler om mangfoldighed, men ofte med en skabelon, der risikerer at ensrette det, der skulle være broget og bevægeligt.

Jeg har ofte tænkt på identitet som noget, man ikke blot har, men noget, man gør. Noget, man genskriver – igen og igen. Den polske sociolog Zygmunt Bauman kalder den postmoderne identitet for en palimpsest – et genbrugt manuskript, hvor nye lag af blæk dækker de gamle. Men de gamle ord forsvinder aldrig helt. Som når kunstneren Firelei Báez overmaler gamle koloniale landkort og derved tildeler dem nye fortællinger. Sådan er også vi – overskrevne og omskrevne kort.

I den forstand er identitet ikke statisk. Den er hverken iboende eller endegyldig. Den er ikke en kerne, vi kan skrælle os ind til, som man skræller et løg. Den er snarere det, der sker, når vi bevæger os mellem sprog, mellem sociale kontekster, mellem roller – og nogle gange mellem kulturer, som ikke umiddelbart kan forliges.

I dag møder vi ofte opfordringen til at afkolonisere. Det lyder umiddelbart frigørende. Men spørgsmålet er: Hvad betyder det at skulle ”afkolonisere sig selv”? At pille det fremmede ud af sig selv og finde en slags ”oprindelig” identitet nedenunder? Det lyder tillokkende, men det bygger på en misforståelse: at kultur er noget rent, uforstyrret og oprindeligt. Men enhver kultur er et konglomerat. Et resultat af påvirkninger, udvekslinger, migrationer, oversættelser og konflikter.

Sproget selv – dét, vi taler med og tænker med – bærer spor af dette. Der findes ingen urkultur, intet sprog uden lån. At tro andet er som at lede efter kilden til en flod, der altid har været i bevægelse.

Når vi taler om etniske grupper, glemmer vi ofte, at sådanne betegnelser sjældent fanger virkeligheden. De er modeller – mentale kort over sociale relationer – men de er aldrig det samme som terrænet. Når en gruppe bliver så stor, at dens medlemmer ikke kender hinanden personligt, er den i realiteten en indbildt gruppe.

Det betyder ikke, at den ikke eksisterer – men at den eksisterer som forestilling. Den er under konstant forandring, og dens betydning er flydende, ikke fast. Et individ, der identificeres som ”en del af gruppen”, er altid andet og mere end sin etnicitet. Og sommetider er vedkommendes sociale netværk stærkere uden for gruppen end inden for. Det forstyrrer ikke nødvendigvis selvforståelsen. Tværtimod – det bekræfter den.

De kulturelle markører, der tillægges etniske grupperinger, vælges ofte som modsætninger til andre etniciteter, hvilket betyder, at en etnisk gruppe ikke nødvendigvis er et kulturelt fællesskab i Grundtvigs forstand. Det er selve afgrænsningen som postulat, der er vigtig, og indholdet kan være nok så tilfældigt. Imidlertid er det vigtigt at fastholde, at etniske grænsedragninger og grupperinger ikke kan fastholdes, men altid er flydende og uklare.

Postkolonialisme er både en analyse og en strategi. Den afdækker, hvordan kolonialismens hierarkier ikke er døde med imperierne, men har forskanset sig i sprog, litteratur, kunst og strukturer. Det er også et forsøg på at genskabe fortællingen – med egne ord, på egne vilkår. Salman Rushdie kaldte det for »imperiet, der slog igen«. Og det gjorde det – med romaner, film, billedkunst og akademiske værker skrevet af tidligere koloniserede folk på kolonimagtens sprog.

Men det er også blevet en ny arena for magt. Postkolonialismen har fået sin egen elite, som ofte taler på andres vegne. Den ved bedst, hvad der er autentisk, hvad der er undertrykkende, og hvad der skal fjernes eller omfortolkes. Det er ikke uden risiko. Som med al magt følger faren for at reproducere det, man egentlig ville gøre op med.

Når man ser på den europæiske kunst i begyndelsen af det 20. århundrede, ser man tydeligt, hvordan det eksotiske og ”oprindelige” blev brugt som brændstof for modernistisk fornyelse. Kunstnere som Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde fandt i afrikanske masker, oceaniske figurer og kunst fra det globale syd en form for »rå energi« og »ægte udtryk«. For ekspressionisterne var det fremmede en kilde til at slippe fri af det borgerlige Europas æstetiske konventioner.

Men det, der i samtiden blev betragtet som kunstnerisk frigørelse, var også et udtryk for kolonial appropriation. De fremmede objekter blev løsrevet fra deres kulturelle sammenhæng og omdannet til dekorative elementer i en europæisk fortælling om fornyelse. Det var ikke dialog, men forbrug. Det fremmede blev ikke mødt som ligeværdigt, men som råstof for europæisk kunstnerisk udvikling.

I dag står vi med deres værker og må spørge: Kan man adskille værket fra den koloniale kontekst, det opstod i? Skal det afvises – eller forstås? Skal museerne skjule eller forklare? Disse spørgsmål er ikke lette, men nødvendige. For de handler ikke kun om kunst – de handler om magt, historie og vores blik på den anden.

Jeg har engang læst Michel Serres’ begreb om parasitten – som ikke blot er en snylter, men en forstyrrelse, et spektakel. Den kulturelle parasit kommer ikke nødvendigvis udefra. Den kan være en Bollywood-film, der forstyrrer Hollywoods fortælling. Eller en grønlandsk maske i en københavnsk stue. Den kulturelle parasit er ikke blot ”det fremmede”, men en begivenhed, der bryder ind og skaber noget nyt.

Turisten er også en slags parasit. Hjælpen, vi sender til det globale syd, er en parasitisk relation – en strøm, hvor det modtagne også bringer noget med sig tilbage. Men uden værten – den første verden – intet parasitisk forhold. Det er gensidig afhængighed, men ikke ligeværdig.

Det handler ikke om at afvise postkolonialismen. Den er nødvendig – som terapi, som kritik, som værktøj. Men vi skal vogte os for at gøre den til dogme. Når historien kun må fortælles med én stemme – den moralsk rigtige – så risikerer vi at gentage den tavshed, som kolonialismen selv praktiserede.

Vi må fastholde kompleksitet og tvivl. Vi må acceptere, at kulturer er hybride, at identiteter er skiftende, og at mennesker er mere end de kategorier, vi placerer dem i. Det kræver, at vi også tør tale om det, der ikke passer i skemaerne.

Og det bringer os tilbage til middagsbordet.

Når vi spørger hinanden: Hvad betyder det at være dansk? Eller: Hvem er du egentlig? Så er det ikke svarene, men spørgsmålet i sig selv, der åbner døren til noget vigtigt. Til anerkendelsen af det uafgørlige. At være i tvivl er en styrke, ikke en svaghed.

Identitet er ikke en færdig ret. Det er en samtale. En, der med lidt held – og en god flaske vin – kan vare hele livet.