Mediers fokus på det sensationelle og det farlige giver et skævvredet billede af psykisk sygdom

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

DR’s seneste Anders Agger-satsning om de anbragte på Sikringen har været genstand for meget opmærksomhed og diskussion.

En del af debatten har gået på den potentielt stigmatiserende effekt, det kan have at oplyse om de konkrete forbrydelser, som er grundlaget for hovedpersonernes placering på Sikringen.

Skal vi vide, hvilke forbrydelser seriens hovedpersoner har begået, eller skal vi forsøge at se dem som mennesker, der også har ret til rehabilitering og en fremtid, hvor fortiden ikke forfølger dem? Set fra et stigmatiseringsperspektiv er dette dog ikke nødvendigvis den primære diskussion, som serien kaster af sig.

Agger-serien bærer nemlig på et andet signifikant bidrag til stigmatisering, nemlig mediernes tendens til at sammenkoble psykisk sygdom og farlighed. I medierne italesættes psykisk sygdom oftest gennem fokus på enkeltstående tragedier og gerne gennem en farligheds- og kriminalitetsdiskurs, der giver dækningen et præg af true crime.

Mediernes fokus på det sensationelle, det exceptionelle og det farlige bidrager til et skævvredet og stigmatiserende billede af psykisk sygdom. Det er sandt, at de exceptionelle tilfælde eksisterer, og en faglig dækning af dem er ikke uden samfundsmæssig værdi. Der mangler dog proportioner mellem mediernes valgte fokus og så den faktiske virkelighed.

Der mangler en tilsvarende mediedækning af nuancerede historier om det kedelige, gennemsnitlige og helt igennem hverdagsprægede levede liv med psykisk sygdom, som kan opveje den sensationssøgende journalistik på området. Det liv, som de fleste med psykisk sygdom lever, hvor sygdommen i perioder præger livet meget og i andre perioder lever mere stille i baggrunden.

Det handler altså ikke kun om, hvorvidt det enkelte medieindslag afspejler virkeligheden, det handler også om, hvorvidt det samlede mediebillede tilbyder en proportional repræsentation af personer med psykisk sygdom. Det handler om det kollektive narrativ, som medierne redistribuerer og dermed til dels legitimerer som en antaget repræsentativ dækning af et levet liv med psykisk sygdom.

Tendensen er, at fortællinger om personer med psykisk sygdom fokuserer på persongruppen i særlige systemiske settings – om det så er i fængsler, i psykiatrien eller i andre separate institutioner. Vi er vant til at genkende personer med psykisk sygdom, når de optræder i disse kontekster, fordi det er den kulturelle fortælling, der bliver gentaget oftest i medierne.

Mediedækningen af personer med psykisk sygdom i de fælles rum, hvor sygdommen i mange tilfælde er en bisætning, er omvendt til at overse.

Vi har derfor behov for en mediedækning, som i højere grad spejler virkeligheden, hvor diskussioner om alt fra barselsregler til skattesystemer og klimapolitik er temaer som berør personer med psykisk sygdom. Hvor enhver type af faggruppe, arbejdsplads og relationel dynamik i samfundet bliver båret, nuanceret og udviklet af bl.a. personer med psykisk sygdom. Hvis vi ikke kan nikke genkendende til denne udbredelse af psykisk sygdom, skyldes det måske til dels den endimensionelle mediedækning, og dels at frygten for at blive stigmatiseret afholder folk fra at oplyse om deres sygdom.

Når medierne genfortæller endimensionelle, stereotypiserende og stigmatiserende historier, skader det folk omkring os, det afholder folk fra at opsøge nødvendig sundhedsfaglig hjælp, og det skaber en fremmedgørelse, som fragmenterer vores relationer og fællesskaber.

Det er derfor tid til en mere repræsentativ mediedækning præget af hverdagsagtige fortællinger om livet med psykisk sygdom. Det liv, som vi faktisk kan spejle os i og genkende, fordi vi enten selv lever det, eller fordi vi deler vores liv med nogle, der gør. Det er fortællinger, der både oplyser og afstigmatiserer – til gavn for den enkelte og for samfundet.