Dansk fedtspilleri bærer også sin del af skylden for grønlandsk krise

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der har været sagt og skrevet meget i den seneste tid om Donald Trumps interessekrav om Grønland. Og reaktionerne i Danmark har forståeligt nok været rasende.

Der er da heller ingen tvivl om, at en så arrogant behandling af en loyal allieret – som gennem et kvart århundrede har betalt en dyr pris for vor støtte til USA både økonomisk, politisk og endda i form af vore soldaters liv – er chokerende såvel som uantagelig.

Når det er sagt, må det ligeledes påpeges, at Trumps svært bekymrende udtalelser er vand imod den totale ansvarsløshed, vores egen regering udviser midt i den måske største udenrigs- og sikkerhedspolitiske krise siden Den Kolde Krig, hvor man blindt buldrer videre i årtiers feje og mislykkede politiske spor om rigsfællesskabet.

Alt for længe har vores håndtering af området således været udslaget af en kombination af naivitet og dårlig samvittighed. Her har man i årtier på flagellantisk vis dyrket en mildest talt forskruet fortælling om vores påståede ondskabsfuldheder mod det grønlandske folk. Et narrativ, som videre oppiskes i disse år af en ung generation af grønlandske politikere med Múte B. Egede og Aki-Matilda Høegh-Dam i spidsen; disse har skabt sig karrierer på en direkte Danmarks-fjendtlig diskurs baseret på en sær blanding af hulkende offermentalitet og oppustet selvovervurdering.

Imens alt dette nonsens har stået på, har danske politikere med meget få undtagelser stået bovlamme tilbage og ladet et så bizart paradigme stå uimodsagt hen. Selvom vor nuværende danske regering ikke har opfundet narrativet, har den i høj grad videreført det. Og det er særligt problematisk nu, hvor Grønland ikke længere blot er en indenrigspolitisk sag. Det er således sigende, at statsminister Mette Frederiksen midt i den nuværende krises zenit længe fremturede med, at »grønlænderne selv bestemmer deres fremtid«.

Det er den slags tankeløse udtalelser, der har fået amerikanerne til at konkludere, at Danmark simpelthen ikke er ansvarlig og troværdig nok til at håndtere et så vitalt sikkerhedspolitisk spørgsmål som Grønland – og her er det vigtigt at påpege, at denne analyse i USA deles af langt flere end bare Trumps administration.

For nej, selvfølgelig kan en suveræn stat som Danmark ikke bare lade en del af sit eget rigsfællesskab melde sig ud efter forgodtbefindende, alt efter tidens politiske luner. Og da slet ikke, når der er så vitale sikkerhedspolitiske aspekter på spil for hele den vestlige verden.

Når det kommer til Grønland, bør der for Danmark kun være to realistiske muligheder: Enten genoprettes en klar linje om at bevare og styrke rigsfællesskabet, eller også må området (med undtagelse af det nordligste arktiske areal) afhændes til en allieret, der vil anvende og opruste den militære tilstedeværelse i en udbygget geopolitisk sikkerhedssfære. Altså med andre ord til USA.

Af historiske og kulturelle grunde er den første mulighed mest ønskelig. Men den anden er så klart at foretrække fremfor den nuværende danske regerings fuldstændig håbløse tredje vej, hvor man blot lader stå til og afventer en snarlig og total grønlandsk selvstændighed.

I et sådant scenarie ville Grønland nærmest omgående løbe tør for økonomiske midler, og der ville i så fald ikke gå længe, inden russerne eller kineserne generøst ville tilbyde deres assistance. Hvilket reelt blot betyder, at de ville købe retten til militær tilstedeværelse på den store ø.

Det kan amerikanerne naturligvis under ingen omstændigheder acceptere eller risikere. Og det burde en dansk regering så absolut heller ikke – hvis vi vel at mærke havde en ansvarlig én af slagsen.