Arbejdspligt er ren symbolpolitik: Alligevel bruger man 200 mio. kr. om året på sådan noget makværk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Loven om arbejdspligten er et klassisk eksempel på det, vi godt tør kalde ved det rette navn: rendyrket symbolpolitik. En politisk idé, der har til hensigt at vise, at vi ikke vil finde os i, at nogen ”nasser på systemet”, og derfor vil straffe dem med at sende dem i ligegyldige nyttejob, koste hvad det vil.

Vi tør godt opsummere effekten helt kort: Den er uværdig for dem, den rammer, den hjælper ikke folk i arbejde, og den koster skatteborgerne dyrt. Kommunerne har advaret om den enorme administrative byrde, og vi har årelang erfaring fra jobcentrene med, at den her form for tvang ikke virker – tværtimod.

Heldigvis bliver der lyttet til kritik fra regeringens side. Eller gør der nu også det? Man prøver dog at rette op på miseren med, at også adoptivbørn blev ramt. Nu er der dog identificeret flere store huller, og både Monika Rubin (M) og Kim Valentin (V) har været ude at foreslå modifikationer, så ikke også diplomatbørn bliver fanget i lovens net. Medlemmer af regeringspartierne erkender altså, at det ikke er godt nok.

Lad os foreslå en løsning, der er meget billigere og meget bedre: Rul loven tilbage. Så enkelt kan det gøres.

Det er en rigtig god idé, at flere kvinder med ikke-vestlig baggrund bliver en del af arbejdsmarkedet: De skal også føle, at de er en værdifuld del af samfundet, og vi skal som samfund tage ansvar for at støtte den udvikling. Men det gøres ikke ved at jage folk rundt med krav og sanktioner – det gøres ved at lytte, forstå og investere i løsninger, der faktisk virker. Og løsningerne er derude.

Eksempler som Huset Venture, hvor sprogundervisning er en integreret del af arbejdet, og hvor kvinderne er med til at producere designertøj, viser, at når kvinder bliver mødt med støtte, respekt og en arbejdsplads, der giver mening, så rykker de sig.

Café Mors Varme Hænder i Tingbjerg er endnu et af de mange eksempler: Her har mange kvinder genvundet troen på sig selv med udgangspunkt i arbejdet med at drive en café, men især det nye netværk og inspirationen fra de andre kvinder har inspireret dem til at finde troen på, at de også har noget at byde ind med. Fælles for disse initiativer er, at kvinderne får et fællesskab, et formål – og en reel mulighed for at udvikle deres kompetencer. Vi ved altså, hvilken form for jobintegration der virker, så hvorfor ikke fortsætte ad det spor i stedet for stædigt at fastholde idéen om, at tvang er vejen frem?

Problemet med arbejdspligten er ikke kun, at den er ineffektiv – den er også uværdig. Den sender et signal om, at vi antager, at de ikke vil bidrage, medmindre vi svinger pisken hårdt. Men vi ved, at det ikke passer. De fleste vil gerne arbejde. De fleste vil gerne bidrage. Det er vores ansvar at sikre, at de får muligheden for det – på en måde, der faktisk fungerer. Sagsbehandlerne, der sidder på jobcentrene, vil også meget gerne hjælpe, og trods meget snak om frisættelse gør man med denne lov det stik modsatte: Man sørger for, at de bliver bundet på hænder og fødder af bureaukrati, så de bliver frataget muligheden for at bruge deres faglighed.

Økonomien er en sag for sig: Samlet set betyder det, at kommunerne skal bruge næsten 200 mio. kr. om året for at få 300 personer i arbejde!

Så vores budskab er simpelt: Drop arbejdspligten. Skrot den. Brug kræfterne på de løsninger, vi ved virker. Lyt til de kvinder, det handler om. Støt dem i stedet for at kontrollere dem. Det er den eneste vej til reel forandring. I samme ombæring sparer vi mange millioner og en masse grå hår ude i kommunerne. Og tænk på, hvor meget reel integration vi kunne få, hvis vi lod bare nogle af de 200 mio. kr., der spares, gå til de mange initiativer, der allerede findes, og som vi ved virker.