Fortsæt til indhold
Debatindlæg

16-årige skal ikke have kørekort

Mobilitetsproblemer må ikke give flere biler på vejene – slet ikke nogle, der er kørt af 16-årige.

Marius Enzo Drouin-MortensenDaglig leder, Alternativets Unge, hovedbestyrelsesmedlem, Alternativet, København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Patrick Rosenberg Culmsee-Bryhl fra Danmarksdemokraternes Ungdom. Jeg har læst dit debatindlæg om at give 16-årige i landdistrikterne kørekort, og jeg forstår dine bekymringer. I landdistrikterne er der absolut mobilitetsproblemer. Det er ikke nemt at komme fra a til b uden en bil. Derudover kan det for mange unge være besværligt at deltage i sports- og foreningsaktiviteter. Men at give 16-årige kørekort må og skal ikke være løsningen på problemet.

Mens jeg skriver dette, er det Danmarks Overshoot Day – dagen, hvor vi har brugt de ressourcer, vi har til rådighed for at overholde Parisaftalen. Vi må sørge for ikke at skabe en kultur, hvor bilen bliver det foretrukne transportmiddel. I stedet skal vi sikre, at den offentlige transport bliver langt bedre og mere tilgængelig. Det kræver, at vores politikere prioriterer en fremtid, hvor privatbilisme ikke er løsningen, men hvor vi i stedet skaber en bevidsthed om, at bilen bidrager til forurening af vores luft, klima og natur.

Politikerne bør investere i forbedret offentlig transport og innovative mobilitetsløsninger. Det bør være fokusområdet i arbejdet med at løse transportudfordringerne i landdistrikterne. At skabe bæredygtige alternativer er langt mere hensigtsmæssigt end at introducere en yngre aldersgruppe til at køre bil – noget, der bør høre fortiden til. Lige nu er der en skævhed i mobilitetstilgængeligheden, men øget privatbilisme er ikke den rette vej.