Vi er ved at kvæle os selv i selvoptagethed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vores blikke er oftere rettet mod egen navle end mod verden og menneskerne omkring os. Hvis vi kun evner at se verden fra vores eget perspektiv, mister vi evnen til at forstå, værdsætte og respektere andre.

TV 2’s meget omtalte dokumentar ”Naboen fra helvede” portrætterer en samfundstendens, hvor selvoptagethed ikke længere er en skygge i periferien, men et dominerende personlighedstræk.

Dokumentaren er blevet et samlingspunkt og et samtaleemne ved de danske middagsborde. Her inddeler vi os i hold – hold Simon eller hold Markus. Måske forsøger vi at udpege den største klaphat, men det er jo ganske underholdende, at ingen af parterne gider at tage ansvar og kun ser deres egen version af virkeligheden. Det uhyggelige er, at vi griner, fordi vi genkender os selv. Serien viser nogle sider, som alle mennesker besidder. Vi ser vores egne menneskelige småligheder, vores stædige retfærdiggørelser og vores modvilje mod at tage ansvar.

I virkeligheden er dette symptomatisk for samfundets nuværende tilstand. Vores egen selvoptagethed begrænser både os selv og fællesskabet. Jo mere vi zoomer ind på os selv, desto mere sløret bliver verden omkring os.

Denne tendens sniger sig ind overalt, fra tv-skærmen til klasselokalet. På gymnasiet sidder vi side om side, men uden at være mentalt til stede. Pauserne bliver opslugt af skærmenes kolde, blålige skær. Vi jagter likes, lader os styre af algoritmer og dyrker illusionen om konstant at være i centrum. Fællesskabet visner, fordi vi glemmer at vande det. Vores altomfattende fiksering af makeup og perfekte sixpacks giver vores sociale sixpack muskelsvind.

Vi kan ikke forvente, at Mette Frederiksen eller nogen anden fra voksenbordet løser problemerne, hvad enten det gælder naboskab eller at få folk til at kigge op fra telefonerne. Selvoptagetheden kan ikke lovgives væk. Den skal bekæmpes indefra. Vi er tvunget til at gøre det hårde arbejde selv.

Det er op til os alle sammen, og det kræver, at vi helt grundlæggende ændrer adfærd. Kigger op fra telefonen og bliver bevidste om de relationer, vi indgår i. I min egen klasse blev nogle bevidste om dette, hvilket har resulteret i, at det mundrette kortspil ”røvhul” nu er en fast pauseaktivitet. Det virker måske som en lille ting, men spillekortene er et symbol på en aktiv handling. En påmindelse om, at fællesskab kræver engagement.

Konflikterne i ”Naboen fra helvede” virker ekstreme, men i virkeligheden er de bare forstørrede versioner af den selvoptagethed, vi alle udviser i mindre skala. Når vi nægter at give plads i trafikken. Når vi scroller i stedet for at lytte. Når vi insisterer på at have ret i stedet for at forstå.

Det er de små egoistiske handlinger, der tilsammen skaber et samfund, hvor vi står længere fra hinanden. Ingen ønsker at være som personerne i ”Naboen fra helvede”, men selvoptagethedens rødder har fæstnet sig dybt i os alle. Skal vi rive dem op, kræver det en erkendelse og en fælles indsats. Vi skal ikke vente på politiske udspil, men handle selv. Vi skal se hinanden.