Fra én, der faktisk er ung: Nej, de fleste børn og unge i Danmark trives ikke

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Trivselskommission. Fra en ung pige på 21 år: Jeg er trist og skuffet over jeres arbejde. Jeg vil gerne mødes med jer om fem år og se, om jeres arbejde faktisk har forbedret børn og unges trivsel.

Mit gæt er: Det har jeres anbefalinger ikke. Desværre.

På trods af jeres gode intentioner er det, I har brugt halvandet år på, som jeg ser det, simpelthen ikke godt nok. I har været for uambitiøse og sat barren for trivsel alt for lavt.

»De fleste børn og unge i Danmark trives,« skriver I. Jeg var ret chokeret, da jeg læste det.

»De fleste.« Hvad indebærer det? Og hvad ligger der egentlig i »at trives«? Ud fra mine oplevelser og erfaringer som nylig gymnasieelev, værnepligtig, folkeskolevikar og frivillig for et civilsamfundstilbud, der tilbyder anonym rådgivning til unge, er jeres grundlag simpelthen et naivt udgangspunkt for jeres arbejde. I beskriver det selv i jeres afrapportering: Livstilfredsheden blandt unge falder, og det samme gælder fysisk samvær. Ensomheden vokser, og flere oplever at være stressede. Børn og unge er altså mindre tilfredse med deres liv og mindre sammen med venner i den virkelige verden. Det kalder jeg ikke at være i trivsel.

Hovedbudskabet om forældreopdragelse som en løsning på børns mistrivsel er ikke tilstrækkeligt. Selvfølgelig er det vigtigt, at forældre sætter kærlige krav til deres børn, men det er ikke kernen i løsningen på unges nedadgående trivsel.

De unge skal simpelthen have det bedre! Det er det, jeg vil have, at kommissionen skal komme med anbefalinger til, hvordan de får. Her køber jeg ikke den meget ansvarsløse tilgang: ”Livet er hårdt”, som er kommissionsformandens diskurs i samtlige podcasts om Trivselskommissionens arbejde, jeg har lyttet til: »De unge skal ikke forstå de perioder med mørke og uro og sitren som noget sygeligt, men som noget menneskeligt.« Livet bør ikke gøre ondt! Det er min pointe.

Jeg snakker ikke om hverdagens besværligheder. De er uundgåelige og bør ikke fikses, men livet må ikke gøre ondt i længere tid. Så nej, kommission, vi skal ikke affinde os med, at livet er hårdt, eller at vi skal forstå, at bare fordi vi møder modgang, er vi ikke syge. Ergo skulle vi være i trivsel.

Vi må gerne gøre de unge robuste, men de løsninger, I kommer med, er ikke værktøjer til det unge menneske, der føler uro. Vi lader de unge i stikken, hvis vi konkluderer, at de fleste unge har det godt, og at de skal lære, at livet er hårdt. Der løfter I ikke opgaven. Mine observationer i klasseværelset eller i samtalen med de unge, der i tusindvis vælger at søge hjælp, viser ikke en ungdom i trivsel. Mange er for triste, usikre, hårde ved hinanden og sig selv.

Jeg mener, at man er i trivsel, hvis man overordnet set er glad og tilfreds med sig selv, lever med sænkede skuldre og indgår i et trygt socialt fællesskab. Det fællesskab skal vi hjælpe de unge med at opbygge, forstå vigtigheden af og slå hårdt ned på alt, som ikke bidrager positivt til det. For at være i trivsel er det afgørende at være i et miljø, hvor man kan være sig selv, sige sin mening højt uden frygt for at blive upopulær, vise sårbarhed, men også samtidig et sted, hvor der er krav til hinanden.

Så Trivselskommission, jeg håber, I vil gøre et nyt, mere ambitiøst forsøg på at finde ud af, hvad vi kan gøre ved den faldende livstilfredshed blandt unge. Det tror jeg på, man kan finde en bedre løsning på.

På Krogerup Højskole, hvor jeg var elev, var der alt det, som skaber god trivsel: Folk gjorde sig umage, lagde en arm om hinanden, talte pænt og tog ansvar – ikke kun for sig selv, men for fællesskabet. Så vil I, Trivselskommission, i jeres næste rapport være søde at komme med nogle nytænkende redskaber til at redde og forbedre unges trivsel, så de kan få det så godt, som de burde have det?