Trivselskommissionen er faret vild i akademisk ordgejl

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Min gode vært på den oliven- og vingård, jeg besøger med min familie ved Firenze i Toscana, undlader ikke en lejlighed til at definere det vigtigste i livet med ordene: »Bread, table, family.«

Jeg kunne ikke være mere enig. Og jeg kom da også til at tænke på min næste ferie til Toscana, da jeg læste uddrag af Trivselskommissionens rapport omhandlende alt og ingenting.

Trivselskommissionen er netop udkommet med en rapport, der konkluderer, at der er trivselsudfordringer hos børn og unge, der skal løses. Men flertallet lever gode liv.

Den konklusion kunne mange danskere nok have overbragt kommissionen og regeringen helt gratis, og så havde regeringen sparet udgiften til en nedsat Trivselskommission.

Men så gik der tid med at forfatte en rapport, for sådan en skal der jo leveres for at retfærdiggøre, at en større gruppe akademikere har kunnet få deres økonomiske udkomme. Og så berettes der om alt fra cykelhjelme og iPhones til moderne forældrepraksis, defineret ved overbeskyttelse og monitorering.

Ordet skilsmisser nævnes ikke med et ord af Trivselskommissionen. Problemet med mistrivsel er måske snare relateret til for ”lidt forældre” end for ”meget forældre”.

Når bare far og mor er glade i deres nye parforhold, er lille Sofus det også. Måske er det blot en diskurs, som skal mildne sandheden om, at alting kommer med en pris.

Når lille Sofus ser sine forældre leve i serielle parforhold, hvor ”papmor” og ”papfar” kommer og går. Hvor ”papsøskende” bringes ind i børns liv for efter nogen tid at forsvinde igen, har det nok en pris, der måske endda bringes ind i voksenlivet.

Det havde været befriende, hvis Trivselskommissionen med solid akademisk forskning havde undersøgt den slags i stedet for at henfalde til ligegyldigheder som at se en iPhone som et problem.

Trivselskommissionens rapport er i bedste fald ligegyldig og i værste fald fjerner den fokus fra det mindretal, der reelt har brug for en hånd fra fællesskabet.