Nej, Henrik Sass – Working Holiday var grov udnyttelse og social dumping

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvor ville det være dejligt, hvis politik var så simpelt, som det bliver fremstillet af Henrik Sass Larsen i hans debatindlæg i JP om udenlandsk arbejdskraft forleden. Det viser sig, siger Sass, at import af udenlandsk arbejdskraft i virkeligheden kan gøres meget simpelt. Venligtsindede kulturer, kvoter og en hjemsendelsesordning er alt, der behøves.

Sass fremhæver Working Holiday-ordningen, som Bertel Haarder indførte i sin tid. Unge mennesker fra Chile og Argentina kunne komme til Danmark, holde ferie i seks måneder og arbejde i seks måneder. Der var en kvote, og de unge skulle vende hjem efter endt ophold.

Men den ordning blev, ifølge Sass, ødelagt af Socialdemokratiet efter pres fra nogle »luddovne og kommunistisk sindede fagforeningsfolk i 3F, som ikke gad organisere disse unge mennesker, og som var imod platformsøkonomi«. Det ligger ellers ligefor at bruge nøjagtig samme logik og tankegang i fremtiden, siger Sass.

En af disse ”luddovne 3F’ere” er mig. Og jeg synes, Sass glemmer noget. De unge chilenere og argentinere fik ganske rigtigt, som Sass skriver, hurtigt arbejde i danske platformsvirksomheder som f.eks. Wolt, Hilfr og Happy Helper. Tre danske digitale arbejdsplatforme, som enten gør rent i folks hjem eller leverer mad.

Men de blev ikke ansat som lønmodtagere. Ingen af platformene mente nemlig, at de var arbejdsgivere. De formidlede blot arbejde mellem selvstændige erhvervsdrivende, de var såkaldt soloselvstændige, sagde de.

Det betød blandt andet, at de unge ikke tjente almindelig løn og fik trukket A-skat, de fik i stedet udbetalt et honorar som freelancere og skulle selv indberette og indbetale skatten. Det gjorde de bare ikke. Ifølge Skat indbetalte under 3 pct. af de unge skat til Danmark.

3F havde dengang kontakt til nogle af de unge, men fordi de var selvstændige erhvervsdrivende, kunne de ikke umiddelbart optages i forbundet, der kun er for lønmodtagere. Derfor forhandlede og indgik 3F verdens første kollektive overenskomst med platformen Hilfr og sikrede dem på den måde ordentlige løn- og arbejdsvilkår på lige fod med danskere.

I et interview året efter sagde de unge, at når først de var kommet til Danmark, blev der slet ikke ført kontrol med dem. Nogle havde været her i mange år, andre rejste rundt mellem europæiske lande. De havde været væk hjemmefra i fem-seks år. Der var ingen, der holdt seks måneders ferie. Der var intet arbejde i Argentina eller Chile. De var her for at arbejde.

Det skal til sidst også nævnes, at hvis de unge havde indbetalt B-skat (60 pct.) af det honorar, de modtog, så ville deres egen timeløn efter skat have ligget på under 30 kr. i timen. Der var tale om grov underbetaling.

Socialdemokratiet afskaffede ikke ordningen. Den blev midlertidigt suspenderet under corona. Den findes i dag i en modificeret version. I den nye ordning må de unge blandt andet kun modtage a-skattepligtigt lønarbejde. Der er kvoter på, og man skal holde den ferie, som ordningen tager udgangspunkt i.

Så, kære Sass, Working Holiday var ikke et eksempel på udlændinge, der kom til Danmark »uden bureaukrati«. Det var et eksempel på grov social dumping, udnyttelse og underbetaling på bekostning af den danske statskasse. 3F handlede hurtigere end noget andet forbund i verden, og Socialdemokratiet rettede en katastrofe til noget, der kan fungere.

Hvorfor du mener, at 3F’erne var luddovne og kommunistsindede, og Socialdemokratiet gav efter for pres, må du selv redegøre for. Nu kender du – og alle andre – baggrunden.