Karakterkrav er en tillidserklæring, ikke en heksejagt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med den netop indgåede aftale om en ny gymnasieuddannelse følger også et højere karakterkrav til gymnasiet. Det er en meget fornuftig og god beslutning og en rigtig god investering. For foruden den nye uddannelsesmulighed for de unge kommer det også til at hæve det faglige niveau på den nuværende gymnasieuddannelser, stx og hhx, hvilket der i den grad er brug for.

Men kritikken er allerede begyndt: Det højere karakterkrav vil presse de unge og skabe stress og mistrivsel. Jeg er helt uenig. Jeg støtter helhjertet, at kravet bliver hævet til 6,0 i karaktergennemsnit i både de afsluttende standpunktskarakterer og i de lovbundne prøver fra folkeskolens afgangseksamen. Det har Venstre kæmpet for i mange år.

Hvorfor så det? Er det bare, fordi vi er onde, borgerlige mennesker, der ikke kan lide skoleelever, som får under 6 i karaktergennemsnit? Nej, selvfølgelig ikke. Et karakterkrav på minimum 6 efterlader rigeligt med plads til fejl og til, at det ikke er alle fag, man mestrer til perfektion.

Men sådan et karakterkrav vil betyde, at de treårige gymnasier kan opretholde en vis faglig standard. Hvis vi vil skabe et uddannelsessystem i verdensklasse, er det fair nok at kræve, at hvis man vil ind på de stærkeste boglige gymnasiale uddannelser, så skal man også gå ud af grundskolen med et gennemsnit på minimum 6,0. Niveauet på både hhx og stx burde holde en standard, der forudsætter et vist fundament af boglige kompetencer fra folkeskolen.

Stx og hhx skal være for dem, der har lysten og evnerne til at dygtiggøre sig fagligt og teoretisk. Derfor synes jeg, at det i virkeligheden også er en tillidserklæring at stille tydelige krav til de unge og samtidig tro på, at de kan leve op til dem.

Det kan man sagtens mene uden at fordømme eller se ned på dem, der ikke klarer snittet. For det betyder ikke, at man er mindre værd som menneske, fordi man ikke kan komme ind på stx eller hhx. Man kan få en masse succes i livet uden en studenterhue. Der er både en masse livskvalitet – og i øvrigt fine penge at tjene – uden en studenterhue fra stx eller hhx.

Vores erhvervsuddannelser giver gode karrieremuligheder for at skabe konkrete forbedringer i hverdagen både for en selv og for andre. Og når vi samtidig opretter en helt ny ungdomsuddannelse, epx – der ikke lukker nogle uddannelsesmæssige døre – så mener jeg sagtens, at vi kan stå på mål for at have hævet karakterkravet for de treårige gymnasieuddannelser. I øvrigt med en fast klassestruktur for at give eleverne bedre mulighed for de sociale fællesskaber, som mange i dag kun kan finde på stx eller hhx.

Men hvad så med trivslen? Accelererer et højere karakterkrav ikke bare præstationskulturen? Det korte svar er “jo”. Men det er ikke præstationskulturen, der er skyld i den dårlige trivsel hos børn og unge. Det er en overfladisk analyse.

Der er forskel på at præstere og på at være fejlfri. Et samfund uden præstationskultur er dømt til at stoppe med at udvikle sig. Hvis ingen præsterer, bliver der aldrig skabt noget nyt eller innovativt. Det er sundt at skulle stramme sig an og præstere. Det bliver man ikke ulykkelig af. Tværtimod bygger det karakterstyrke, også selvom man ikke altid lykkes. Det er kun godt, at man lærer, at belønning ikke kommer af sig selv. Det skal være hårdt at forberede sig til en eksamen. Ligesom det er hårdt at træne op til en sportspræstation.

Der er brug for, at der bliver sondret mellem præstationskultur og perfekthedskultur. Mange af de problemer, præstationskulturen får skylden for, har nemlig snarere deres rod i perfekthedskulturen. Hvori består forskellen? I en præstationskultur skal man gøre sig umage. Man skal arbejde for tingene, og man skal yde, før man kan nyde. Der bliver stillet krav til folk. Det forventes, at man gør en indsats og tager et personligt ansvar for at opnå sine mål.

Men man må gerne fejle, for det lærer man noget af. Og man må gerne fejle mere end en gang. Det vigtigste er, at man gør sig umage. Det drivende element er en positiv forventning om, at hvis man præsterer, så kan man gøre en forskel for sig selv og for andre.

Det er derfor ikke en dårlig ting at have tillid til, at unge godt kan præstere. Det er heller ikke skidt at forlange, at de gør sig umage. Det modsatte er i virkeligheden langt værre.

Hvis man siger til alle, at de kan komme ind på de mest boglige uddannelser, så udvander man kvaliteten af uddannelserne og gør dermed os alle en bjørnetjeneste. I øvrigt også dem, der skal kæmpe sig igennem en svær boglig uddannelse, selvom deres kompetencer ligger et helt andet sted.

Som rektorerne fra Niels Brock, Greve Gymnasium og Rysensteen Gymnasium så korrekt konstaterer: »Gymnasiet skal ikke rumme drenge, der ikke kan sidde ned og koncentrere sig. Det griber stærkt forstyrrende ind i undervisningen og alle andre unges læring. Gymnasiet skal heller ikke rumme elever, der ikke er fagligt kompetente til at tage en gymnasial uddannelse. Faktisk er grupper med disse karakteristika først rigtig hjulpet, hvis de kan leve op til et adgangskrav på 6. Ellers vil de opleve for store gab mellem det, de kan, og det, de skal lære i gymnasiet. Det er her, den sociale ulighed bliver virkelig synlig, da netop grupper med disse træk formentlig har sværest ved at få hjælp hjemme. Og så er det, frafaldet opstår, og med dette et psykisk nederlag.«

De tre uddannelseslederes pointer er knivskarpe. For der ligger jo en sandhed gemt i, at man ikke hjælper nogen ved at være uærlige. Det burde ikke være farligt at sige til elever i 9. klasse, at de ikke skal være håndværkere, hvis de har to venstrehænder. Eller at de ikke skal på gymnasiet, hvis de har svært ved at læse, skrive eller regne.

Ved ikke at være ærlige over for dem sætter vi dem op til at fejle senere. Og giver dem i øvrigt et praksischok, når de en dag slippes fri af uddannelsesverdenen og skal møde en arbejdsgiver, der stiller kontante og håndgribelige krav.

Med den nye gymnasieuddannelse sender vi et stærkt signal til ungdommen om, at der er tonsvis af muligheder for succes, fællesskaber og positive oplevelser, selvom man ikke har fået de højeste karakterer i folkeskolen. Samtidig sætter vi også en stopper for myten om, at gymnasiet er noget for alle. Og det er godt: Den samfundsmyte er nemlig skyld i, at unge uden de rette boglige forudsætninger lider nederlag og føler mindreværd. Ikke fordi de er mindre værd, men fordi de er blevet presset ind i et uddannelsessystem, der slet ikke passer til deres evner og talent.

Uddannelsessystemet skal tage udgangspunkt i, at et ethvert ungt menneskes vej i livet drives af lysten til at finde det, man er bedst til. Og at unge menneskers talenter og evner bedst forløses ved at sætte rammer og turde stille krav, der tager udgangspunkt i den enkelte. Når systemet ikke passer til de unge, så er det systemet, vi skal lave om – og ikke de unge. Det gør vi nu.