Drop al din nostalgi, ynk og melankoli, mand: Brinkmann bør holde sig til psykologien

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Beviser på et glinsende hovmod drypper som Christoph Heusgens tårer i München videre ned igennem selvmedlidenhedsrenden til Svend Brinkmanns evindelige Trump-brokkerier.

Der er ingen tvivl om, at Trumps hårde linje og Vances tale i München provokerer og sårer den europæiske betamand. De knuser hans illusoriske selvbillede, hvori han er en kulturel, magtfuld, etisk og intellektuel King Kong. Det trigger hans fornægtelse, der dækker over de reelle årsager til, at overmagterne lige nu designer skæbnen over vores hoveder.

Naturligvis er listen lang, hvorfra man sagligt og retteligt kan kritisere Trump. Men når man indtager den idéposition, som Svend Brinkmann gør i Weekendavisen, at Europa er forælder til et træls teenager-USA, så trænger man til en dosis realitet. For kun i tilfælde af, at en forælder er meget syg, er denne afhængig af sit teenagebarn til at passe på sig.

Drop al din nostalgi, ynk og melankoli, mand: Vi formår tydeligvis ikke at se nøgternt på egen situation, hvilket Vance netop kærligt opfordrede os til med ordene: »What I worry about is the threat from within – the retreat of Europe from some of its fundamental values.«

Jeg er enig med Brinkmann i, at der skal opstå en europæisk renæssance – en indre kulturel oprustning, men fundamentet for denne kan aldrig være den nostalgi, ynk og melankoli, som han samt et unisont kor af toppolitikere lægger for dagen. Her burde en psykologiprofessor som Brinkmann i stedet kunne trække på sit fag. Psykologiens praksis er redskaberne til at kigge på de ting i det indre, som er svære. Den handler om at bryde fornægtelsen, så man med klarsyn kan håndtere problemerne og tage et meningsfuldt ansvar:

Ja, det er hårdt at se i øjnene, at vi bryster os af at være et frit samfund, men har svækket vores ytringsfrihed.

Ja, det er hårdt at se i øjnene, at vi følte os gode, da vi tog mange immigranter ind, men nu udfordres af en voksende antidemokratisk religion, i hvilken vi anses som vantro.

Ja, det er hårdt at se i øjnene, at vores smukke europæiske demokratier er præget af en toksisk splittelse, og det afføder en kraftig politikerlede. Ja, det er hårdt at se i øjnene, at vores EU-idealisme er endt med at bureaukratisere konkurrencedygtigheden ihjel.

Ja, det er hårdt at se i øjnene, at vi reaktivt sked højt og helligt på Natos forsvarsmålsætning, indtil det var for sent.

Ja, det er hårdt at indse, at vi trods vores 1.000 års krigserfaring, civilisation, egenretfærdighed og historiske excellence ikke er den store dreng i skolegården. Det er altid svært, når ens selvbillede ikke stemmer overens med virkeligheden.

Men det er lige netop i løsningerne på disse udfordringer, at vi har muligheden for at skabe den efterspurgte renæssance. Ikke ved at pege udad i forurettelse. Ikke ved at svælge i selvmedlidenhed – for hvem er det så, der er den egentlige teenager?

I spejlet af kriser ser man sandheden. Hvem vi er som europæere, er ikke bestemt af, hvem vi var, eller hvem vi kunne blive, men af hvordan vi vælger at agere nu. Europa er mere end et museum.

Og det ville være historisk imponerende og noget at være stolte af, hvis vi formår at foretage en grundig selvransagelse og viser verden, hvad man kan udrette med frygtløs ærlighed. Og til dette vil jeg gerne invitere Svend Brinkmann og co. ud af deres forurettelse og ind i virkeligheden, fordi det er i den, vi skal kæmpe for Europa.