J.D. Vance kaldte os tilbage til virkeligheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Fred i vor tid!« proklamerede Chamberlain stolt i München i 1938. Vicepræsident J.D. Vance havde et anderledes kras og realistisk budskab ved det sikkerhedspolitiske topmøde forleden. For ligesom så mange andre har han set skriften på væggen og gav sit mene, mene tekel til et vankelmodigt Europa.

Når forargelsen over vicepræsident Vances sikkerhedspolitiske tale i München har lagt sig, må vi spørge os selv: Har han og præsident Trump ikke set Europa og europæerne præcis, som vi er – og fører de ikke en politik, der baserer sig på realisme fremfor luftkasteller og søde drømme om fred i vor tid?

Det er ellers mere reglen end undtagelsen, at Trump afskrives som en udannet og åndløs tyran og Vance som en hillbilly, der ikke forstår sig på den civiliserede verden – og dermed afskriver man jo også det flertal af amerikanere, der gav dem deres stemme. Sandheden er snarere, at de ser mere klart og nærmest profetisk, når det gælder verdensordenen og Vestens fremtid.

Det klarsyn og den retorik, der følger med, kan virke bombastisk – ja, grænseoverskridende. For den er forpligtende, og den kalder os ud af den tornerosesøvn, der har hersket, siden Muren faldt.

Vi skylder J.D. Vance og Trump en stor tak. Ikke fordi de bringer noget nyt til bordet, men fordi de minder os om en gammel sandhed: at normaltilstanden i menneskers verden ikke er fred. Lige siden syndefaldet og uddrivelsen fra Paradiset har det været sådan. Og lige siden har vi længtes tilbage. Der har blot været en årrække, hvor vi lullede os selv og hinanden ind i forestillingen om, at vi helt selv kunne skabe Paradis på jord. Vi troede, at vi bare skulle udvikle os. At alt hele tiden ville blive bedre.

Vores iboende længsel tolker vi således, at vi tror, nutiden blot er en bleg afglans af fremtiden, og at vi må jage den, indtil vi har skabt Paradiset selv. Men den forestilling er blevet punkteret, og vi er tvunget til at indse, at sandt fremskridt nogle gange ikke er at fortsætte fremad, men at gå tilbage – fordi den vej, vi var på, var den forkerte.

»Det er en ny verdensorden,« sagde seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel i Berlingske den 16. februar. Nej. Der er intet nyt. Det, vi ser, er en tilbagevenden til en gammel verdensorden, og vi er nødt til at tage alvorligt, hvad det kræver af os som nation og som folk.

Vel skorter det ikke på støtte til Ukraine, både moralsk og økonomisk, men spørgsmålet er, om vi virkelig er villige til at yde de ofre, det vil kræve, hvis Ukraines grænser skal føres tilbage til 2014 – dengang hvor vi også sov i timen og ikke rigtig troede på, at det var så slemt. Det var jo også langt væk. Hverken krigsskat, sofistikerede våbensystemer eller moralsk opbakning kommer til at ændre på den realitet.

Der er kun ét europæisk offer, der virkelig vil nytte. Det offer er vore sønner og døtre. Krige vindes nu engang med fødder på jorden. Og det vil kræve mange fødder, mange unge mænd. Derfor må vi spørge os selv: Er det virkelig det, vi vil? Vil du sende din søn til slagmarken?

Er vi parate til det – eller er det mere realistisk at lade Trump indgå en fredsaftale med Putin, der indebærer, at Ukraine giver afkald på territorium?

Er det i virkeligheden ikke meget bekvemt, at kaffen er steget, og at smørret kun er til at købe for menneskepenge til jul?

En krigsskat går såmænd nok også – vi har det jo godt og kan bekvemt hvile i selvforestillingen om den evige fred, der har varet, lige siden Muren faldt. At den tid kun er en parentes i historien, er nemmere at lukke øjnene for – og så betale aflad i supermarkedet, når kaffedåsen er tom.

Det er den sandhed, Vance og Trump sætter fingeren på: Nok har vi fornemmet, at freden er forbi – men vi tror stadig ikke rigtig på det.