Det er pinligt at opleve, hvor svært DR har ved at indrømme, at man ikke er ufejlbarlig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

TV 2 har et søndagsprogram – ”Presselogen” – hvor kritisk-kærlige kollegaer ser på eksempler på journalistik med mangler. Det er bemærkelsesværdigt, hvor sjældent redaktører og journalister lægger sig fladt ned og siger: ”I har (fuldstændig) ret.” De forsvarer sig normalt med ret dårlige argumenter og dumstædighed, men hvornår bliver forsvaret en halsløs gerning?

Seeren sidder og siger til sig selv: Er de da ufejlbarlige? Naturligvis ikke, men udadtil virker det sådan – vel også fordi en indrømmelse måske svækker deres troværdighed – et af mediets største aktiver. Det kan diskuteres, om det bedste forsvar er at ty til ”hvis det er fakta, benægter jeg fakta” Hudløs ærlighed er en bedre mulighed – hvis det ikke sker for tit.

Det er svært ikke at få en fornemmelse af ufejlbarlighed, når DR forsvarer dokumentaren ”Grønlands hvide guld”: Der er ikke påvist fejl ved beregningen af de herostratisk berømte 400 mia.-omsætningstal for kryolitten– så der er ikke grund til ”de-publicering”, som DR’s nyhedsdirektør udtrykte det.

En dokumentar kan jo godt stykvis være faktuel korrekt, uden at summen bliver det, fordi det er først, når man ser summen i kontekst og brugen af de fremlagte tal, at man ser, at der kan være problemer. Tal taler ikke for sig selv. Det gør de kun, når man udlægger dem – også i en dokumentar.

DR fremhæver igen og igen, at det kun er et omsætningstal, og at man aldrig har sagt andet, men det gjorde den gennemgående figur i dokumentaren, Naja Graugaard – og hun er jo en integreret del af dokumentarens kontekst. Hun talte om en følelse af dyb uretfærdighed og noget alle burde vide – vel ikke et intetsigende omsætningstal?

DR’s chefredaktør Thomas Falbe tyede i sin mangel på argumenter for dokumentaren til at tale om, at den pågældende hovedperson jo mere var at opfatte som en privatperson – men tilsyneladende ikke som ekspert?

Og vi kan så nådigt se bort fra, at han i mangel på argumenter talte om, at han fornemmede en vis racisme ved, at en indisk økonom blev nævnt af nogle af de danske økonomer. Hvor lavt kan man falde? Heldigvis undgik vi småracister da i det mindste at blive woke-omtalt som ”(ældre) hvide økonomer”.

Dokumentaren drejer sig jo om, at ”Grønland altid kun har været en udgift for Danmark”.Det lykkes det ikke at vise, fordi økonomer heldigvis bestrider, at omsætningstallene kan anskues som indtægter/værditilvækst for det danske samfund, som er den reelle påstand i dokumentaren, og at statens udgifter i den undersøgte periode har været på 685 mia. kr., som også nævnes i dokumentaren og, at disse to tal ikke kan sammenlignes, som fremhævet af professor Torben M. Andersen. Derfor mislykkes dokumentaren i sin grundlæggende mission.

Og der er også ”fejl” andre steder i dokumentaren. F.eks. at Marmorkirken blev finansieret af kryolitpenge. Det vil svare til at sige, at operaen på den anden ende af aksen over Københavns Havn var finansieret af oliepenge fra Nordsøen.

Ja, Marmorkirken blev finansieret af C.F.Tietgen, men hans formue stammede også fra mange andre selskaber, han grundlagde eller var medejer af. Og ja, Mærsk McKinney-Møller forærede operaen til København - uden at vi kan spore de tre mia. til bestemte (olie)kilder.

Der gøres meget ud af de danske selskaber, som blev startet med afsæt i Kryolitselskaber Øresund. Som altid er det vigtigt at notere, hvad der ikke blev nævnt, bl.a. at Kryolitselskabet Øresund bidrog med 50 pct. af indskuddet til, at Grønlandsfly A/S kunne etableres i 1960. SAS stod for den anden halvdel. Det var den første direkte flyforbindelse mellem Danmark og Grønland.

I DR’s dokument om dokumentaren nævnes, at redaktionen bag filmen har været eksterne og bestod af journalist/instruktør Claus Pilehave og researcher Marie-Louise Skov Jensen. Sidstnævnte har en bachelor i historie, hvilket interessant nok ikke nævnes i dokumentet. Da rigtig meget af debatten om dokumentaren utilsigtet – og desværre - har drejet sig om økonomi, er det rimeligt at notere, at redaktionen ikke har det som spidskompetence.

Redaktionen har truffet helt centrale beslutninger undervejs – beslutninger om valg af eksperter. F.eks. hedder det, at man 2022 havde talt med en række økonomer og koloniforskere - både danske og udenlandske.

”I denne research blev det tydeligt, at der var forskellige tilgange til, hvordan man bedst kunne undersøge kryolitminens økonomi, når der var tale om et kolonialt forhold”. Vi kender desværre ikke hovedparten af disse kilder, som har medvirket til baggrund, fordi de er beskyttes af presseetiske retningslinjer i DR.

Der står videre, at det undervejs blev mere og mere tydeligt for redaktionen – altså de to nævnte – at der var et klart skel mellem økonomer, der beskæftiger sig med klassisk økonomisk teori og økonomer, der konkret arbejder med kolonialisme, som mener, at man er nødt til at tage til de særlige forhold under kolonialismen med i betragtning – uden at fortælle præcist hvad.

Derfor besluttede redaktionen at vise, at der internationalt er uenighed mellem økonomer om, hvordan man egentlig skal opgøre økonomiske forhold. Det gjorde man så ved at inddrage en indisk økonom – tilsyneladende med en marxistisk forståelse af problemstillingen.

Det er tankevækkende ikke denne tilgang, man finder hos nogle af de førende økonomer, som har behandlet kolonialismen bl.a. nobelprismodtagerne Daron Acemoglu og James Robinson - eller for den sags skyld nu afdøde Amartya Sen.

De kan næppe opfattes som mainstream-økonomer, men læses og forstås af andre mere traditionelle økonomer – inklusive denne kronikør. Torben M. Andersens bemærkning om, at man ikke kan sætte lighedstegn mellem omsætning og værditilvækst er så grundlæggende – også i den marxistiske merværdilære – at den ikke bare kan forkastes. Men nej, redaktionen mente noget andet.

DR’s navn dukker op: Redaktionen og DR besluttede at lade begge synspunkter fremgå af filmen og lade de tre hovedkilder repræsentere synspunkterne står det i dokumentet. Økonomfagligt er dette ikke tilfredsstillende. Synspunkterne er jo ikke fagligt ligeværdige, men fremgangsmåden tror journalister er i orden og fritager dem for at forholde sig til den angivelige ligeværdighed.

Det er ubestrideligt, at dokumentarens gennemgående karakter havde en dagsorden – og i øvrigt tilsyneladende har den særlige kvalitet at have en grønlandsk baggrund. Men er hun med som ekspert - og i hvad?

Eksperters baggrund og vigtigste bagage er viden om substansen og evnen, viljen og tiden til at formidle denne viden. Eksperter har også dagsordener, nemlig at tilføre debatter en faglig-saglig dimension – med fare for at få det til at lyde mere idealiseret, end det måske er. Ofte går eksperter i rette med forskellige politiske aktuelle forslag – ikke som part, men ud fra deres faglige viden. Ingen ser dem umiddelbart som aktivister.

Men hvad er kravet i DR til den centrale medvirkende og hendes baggrund? Det var den mytiske redaktion, der besluttede at inddrage den gennemgående karakter i dokumentaren. I DR’s beskrivelse af hende synes den grønlandske baggrund at være det centrale. Og hun ingen særlig viden om det økonomiske, men det var netop det, der interesserede hende i dokumentaren – kryolit var vist heller ikke hendes ekspertområde.

For nogle år siden deltog jeg i et bogprojekt om eksperters rolle ved skrivning af betænkninger. Bogens titel var ”De store kommissioner – vise mænd, smagsdommere eller nyttige idioter?” I en dokumentar som denne kan eksperter utvivlsomt let få en fornemmelse af at være Lenins nyttige idioter eller være marionetter for instruktørernes selektive brug af deres udsagn. Derfor er det også vigtigt, at eksperter siger fra, hvis de følger sig mistolket og misbrugt. Det er heldigvis også tilfældet her.

Det er interessant at bemærke, hvordan forsvarerne af dokumentaren har ændret sig: Indledningsvis var det journalist/instruktør Claus Pilehave, der trådte frem, så overtog DR-chefredaktør Thomas Falbe jobbet for så at blive skubbet til side af DR’s nyhedsdirektør Sandy French i takt med, at kritikken tog til – uden at forsvaret af den grund blev bedre – dog med begyndende indrømmelser.

Det er op til DR at afgøre om og hvornår, der måtte ske ændringer i dokumentaren. Her må hensynet til DR’s troværdighed utvivlsomt spille en stor rolle. Dokumentet om processen løfter ikke ret meget af sløret om de interne processer i DR, herunder beslutningen om at købe dokumentaren og bringe den.

I lyset af, at der er tale om en ekstern produceret dokumentar, giver det ikke mening at kræve, at det får personalemæssige konsekvenser – ikke så meget af hensyn til armslængdeprincippet som til, at de hovedansvarlige ikke er DR-ansatte. Det må dog antages, at ledelsens tillid til de internt involveredes dømmekraft er svækket, sådan som det ville være i andre medier.

Og nej – spekulationer over gustne DR-motiver til at bringe dokumentaren netop nu er urimelige – men derfor kan det godt have været tankeløst og til stor skade i Grønland.