Kritikken af international arbejdskraft på sundhedsområdet er forfejlet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund har i løbet af det seneste års tid lagt meget arbejde i at skaffe mere og kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Regeringen er derfor nu på vej med konkrete planer for et samarbejde med Indien og Filippinerne om at uddanne sundhedspersonale, herunder sygeplejersker og sosu-medarbejdere, som kan være med til at løfte vores velfærd og sundhedsvæsen fremover. Det er rettidig omhu, da vi kommer til at mangle arbejdskraft på sundhedsområdet, herunder 8.200 sygeplejersker i 2030.

Alligevel kan vi være ret sikre på, at det nye udspil vil blive mødt med en forudsigelig, men også forfejlet, kritik.

På den politiske højrefløj kan vi forvente, at Dansk Folkeparti vil gentage devisen om, at vi ikke skal have flere udlændinge som sygeplejersker og sosu-medarbejdere, men i stedet ansætte danskere, herunder seniorer og pensionister. Fint nok. Men det er helt urealistisk. Der er ganske enkelt ikke en stor pulje af seniorer eller pensionister med f.eks. en sygeplejerskeuddannelse, som vil kunne træde til og afhjælpe manglen på arbejdskraft på området om fem til ti år. Med til det regnestykke hører, at vi fremover bliver flere ældre, og derfor vil behovet for sundheds- og omsorgsydelser stige.

Fra anden kant, herunder Dansk Sygeplejeråd og nogle forskere i universitetsverdenen, går kritikken på, at vi med samarbejdet med Indien og Filippinerne om sundhedspersonale vil ”stjæle” f.eks. sygeplejersker fra landene og forårsage et ”brain drain”.

Til det er der flere ting at sige. Allerførst, det samarbejde, som vi vil etablere med Indien og Filippinerne, er moduleret på en afprøvet ordning, som både Tyskland, Storbritannien og Japan har haft med lande som Indien, Filippinerne og Nigeria til fælles glæde.

Den aftale, Lars Løkke Rasmussen og Christine Egelund har åbnet døren for, baserer sig derfor på et princip om recirkulær migration for både Indien og Filippinerne. Landene får uddannet f.eks. sygeplejersker, som for en periode er med til at løfte velfærdsopgaverne i Danmark, hvorefter de så skal kunne vende hjem igen og være deres hjemlande til gavn.

Vi kommer ikke til at dræne nogle lande for arbejdskraft, som de selv har behov for. Rent faktisk viser forskning, at sådanne samarbejder om f.eks. sygeplejersker kan indrettes så de bliver et win-win for begge parter, og at et land som Filippinerne i øvrigt har fået 10 nye sygeplejersker for hver, der rejste ud.

Men lad os da blive ved ”brain drain”-bekymringen et øjeblik.

Det er mig ubegribeligt, at man på den måde anskuer mennesker som slaver af deres stater, bare fordi de kommer fra syd eller øst. Vi ville aldrig kalde det ”brain drain”, hvis en dansker tog til et andet land og arbejdede. Det gør vi danskere, fordi vi er eventyrlystne, fordi vi får det optimale ud af vores kompetencer, fordi vi er efterspurgte i udlandet og kan tjene flere penge.

Men når det handler om asiatiske eller afrikanske lande, så forsvinder individet, og så stjæler vi i Danmark i stedet en kompetent arbejdsstyrke. Bag argumentet ligger en forestilling om, at f.eks. indere eller filippinere ikke er selvstændige individer, som kunne have lyst til at arbejde i Danmark. De bliver sendt hertil af deres stater eller organisationer for at honorere en aftale med os. Men tag nu de mennesker seriøst og se dem som individer. Og lad os også tage de enkelte stater seriøst. Selvfølgelig laver de ikke rekrutteringsaftaler, som udsætter deres eget land for risiko for arbejdsmangel.

Drop derfor de bekymrede miner, find smilet frem, og lad os være imødekommende over for dem, der gerne vil bidrage til det danske samfund og sikre sig selv en højere indkomst.