Mon ikke jeg klarer et SU-lån med en startløn på 50.000 kr.?
SU er offentlig forsørgelse, ikke en ret til flere penge fra dem, der allerede har betalt uddannelsen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Er det ikke jer med de højeste lønninger?”
Det spørgsmål fik jeg konstant, da jeg tog min uddannelse i forsikringsmatematik. Og jo, det er os. Derfor er det absurd, at vi får SU.
Jeg har netop forsvaret mit speciale og kan se frem til en startløn på over 50.000 kr., der stiger med 35.000 kr. de næste 10 år. Til sammenligning tjener en ufaglært under 20.000 kr. om måneden. Hvorfor skal vi, der kan forvente de højeste livsindkomster, have andres penge?
SU er omfordeling fra lavtlønnede til privilegerede unge som mig. Mine tidligere klassekammerater fra Islev Skole, der gik direkte ud og fik et arbejde, tvinges til at betale for, at jeg kan øge min fremtidige løn.
SU-reformen fra 2024 er et lille skridt i den rigtige retning. Det sjette SU-år er fjernet. Men akademikeres tårnhøje lønninger bør motivere en større omlægning af SU’en til et lån. Social mobilitet sikres gennem gratis uddannelse. At give unge penge for at tage imod skattebetalt uddannelse er forkælelse på bekostning af unge uden uddannelse.
I fredagsbaren mødte jeg ofte en irrationel frygt for studiegæld. Men det er en investering i fremtiden. Gælden kan hurtigt betales af med en fuldtidsløn, og renten er lav. Alternativet er værre: at udskyde studiet et år for at arbejde ekstra eller spænde buen så hårdt, at man risikerer at brænde ud.
Modstanden mod lån handler ofte om frygt for gæld. Det kan være svært at overskue sin økonomi mange år frem i tiden. Men den frygt er irrationel og afspejler ikke virkeligheden. Lån er en investering i fremtiden for den flittige, når gælden optages med omtanke.
Uddannelse er hen over et liv en større investering end de boliglån, vi tigger bankerne om – og renterne vil tjene sig selv ind mange gange. Vil du købe dit drømmehus, kræver det et boliglån. Den socialt retfærdige vej til dit drømmejob er via studielån. Det er ikke socialt retfærdigt at lade ufaglærte betale for, at akademikere kan undgå gæld.
Og ja, SU-lån sætter akademikerne i en dårligere situation i morgen. Men er det virkelig bedre at sætte lavtlønnede i en dårligere situation i dag? Vi akademikere må tage ansvar for vores egen fremtid. Vi bør ikke kun spise frugten af vores uddannelse, men også betale regningen for æblet fra Kundskabens træ.
Du tænker måske, det er en nem holdning at være imod SU, når man er færdig med at studere. Jeg modtog ikke SU under mine studier. I stedet arbejdede jeg ved siden af og måtte derfor ikke modtage offentlig forsørgelse. Det vil Liberal Alliance lave om på ved at fjerne modregningen af lønindkomst i SU’en. LA’s kampråb ”Du kan godt!” er forvandlet til et klynkende ”Hvad med mig?”
SU er offentlig forsørgelse, ikke en ret til flere penge fra dem, der allerede har betalt uddannelsen.
Jeg tror ikke, at alle har mulighed for at arbejde ved siden af deres uddannelse. Derfor er lån ved siden af en skattebetalt uddannelse en fantastisk løsning. Det er en social retfærdig måde at sikre, at alle har råd til at uddanne sig uden at belaste dem med de lavest indkomster.
Det er dejligt at kunne svare ”ja” til de højeste lønninger. Men det er usmageligt, at dem med den laveste løn skal betale for den mulighed. Måske er det ikke et tilfælde, at social uretfærdighed begynder med et s og et u.