Kære Socialdemokratiet: Hvordan skal jeg som forsker og læge forstå Anders Kronborg?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Indfødsretsordfører Anders Kronborg har i et debatindlæg i Jyllands-Posten 4/1 kaldt mig for uvederhæftig, grundlæggende racist, kulturrelativist og storsnudet middelklasseakademiker.

Baggrunden er, at jeg 11/12 2024 havde en kronik i Jyllands-Posten om sindelagssamtalerne i Indfødsretsudvalget baseret på min erfaring fra samtaler med over 5.000 flygtninge henvist til Indvandrermedicinsk klinik, hvoraf kun en håndfuld har dansk statsborgerskab – flertallet har enten midlertidigt ophold, der skal fornys hvert andet år, og en mindre del af dem har permanent opholdstilladelse.

70 pct. af dem kan ikke tale dansk – ofte bl.a. af helbredsmæssige årsager. Kronikken bygger på erfaringer med patienternes mere og mere forgæves forsøg på at opnå enten permanent ophold eller dansk statsborgerskab.

Da vi startede klinikken i 2008, kunne der i starten spores et vist håb i sagsbehandlingen af sagerne, fordi styrelsens jurister vedvarende bad om nye oplysninger, hvilket skabte en forestilling om, at der var en mening med disse oplysninger – kun for at måtte erkende, at de nye oplysninger affødte nye dokumentationskrav. Der er oftest tale om fysisk og psykisk syge flygtninge med sparsom eller ingen skolegang, og som sjældent holder arkiv derhjemme med 10 år gamle lægejournaler (og lægerne sletter dem efter fem år).

Med tiden skærpedes kravene til statsborgerskab og permanent opholdstilladelse så meget, at de fleste af vores patienter måtte opgive at ansøge – derfor skrev jeg, at det er blevet stort set umuligt, for det er sandheden for den store gruppe af flygtninge, der har sparsom skolegang og høj forekomst af psykiske og fysiske mén af den krig, de er flygtet fra. Kravene til statsborgerskab er skruet sådan sammen, at man skal være velstillet og have adgang til erfarne advokater og særlige læger for, at det teoretisk kunne være en mulighed – men det har de ikke.

Anders Kronborg er sandsynligvis vidende om det, men tillader sig at lade, som om det er mig, der er uvederhæftig. I videnskabelige sammenhænge er det en meget, meget alvorlig anklage at fremkomme med, og der er derfor et udvalg for videnskabelig uredelighed, der tager stilling til det, fordi det handler om forskeres levebrød: troværdighed.

Jeg har de nødvendige erfaringer og den forskningsviden, der skal til, for at dække mit udsagn. Det har Anders Kronborg ikke. Anklagen er rystende og temmelig tvetydig. Hvordan skal jeg tolke ordførerens udsagn?

Anders Kronborg skriver, at det ikke er nogen hemmelighed, at der er alt for mange fra MENAPT-landene, der har fået dansk statsborgerskab, der ikke deler danske værdier. Dét har jeg ikke skrevet noget om og kender heller ikke til data, der skulle bevise påstanden.

Ordføreren mener, jeg har et grundlæggende racistisk syn, og mener, at jeg anlægger de lave forventningers racisme. Jeg er ikke bekendt med dette begreb – det er nyt for mig. Jeg er usikker på, hvilket racisme-begrebsapparat Anders Kronborg selv har, men det er igen et meget stærkt udtryk at anvende. Det bliver tilmed ikke begrundet – det står som en løsthængende anklage om, at jeg ikke forventer noget af flygtninge (det har jeg hverken skrevet eller mener), at jeg ikke stiller høje krav til flygtninge (det har jeg hverken skrevet eller mener), og at jeg skulle mangle respekt for etniske minoriteter (det har jeg hverken skrevet eller mener). Anklagen er temmelig rystende og tvetydig. Hvordan skal jeg tolke ordførerens udsagn?

Ordføreren anklager mig for at være kulturrelativist. Jeg er ikke sikker på, Anders Kronborg er klar over, hvor bizart og tomt begrebet er. Jeg ved, at værdier er kulturelle og historiske konstruktioner, for det er kernen i enhver læge-patient-samtale. Det betyder ikke, at man som læge skal acceptere enhver værdi, men det er og bliver det enkelte menneskes ret at have muligheden for at forsvare sine værdier. Men det sker altid gennem dialog.

Nogle gange truer værdierne helt konkret fællesskabet og må anses for at være uacceptable. Men disse samtaler kræver særlige kompetencer, og der er mange, rigtig mange faldgruber på tværs af sprog og samfund, som jeg er sikker på, politikerne i udvalget er lykkeligt uvidende om.

Det er bl.a. det, der gør samtalerne til spil for mediegalleriet, for politikere har hverken baggrund eller kompetencer til at udrede tværkulturelle værdier.

Værdier er altid til forhandling, fordi de har en historie, en betydning og en konsekvens, som kræver en samskabelsesproces – det er en kerneopgave i sundhedsvæsnet, og det er helt centralt i mødet med etniske minoritetspatienter. Hvis vi ikke forstår deres præmisser, så forstår vi ikke deres værdier og dermed deres handlinger.

Jeg kan sagtens tåle at blive kaldt »en storsnudet, øvre middelklasseakademiker fra 00’erne«, men nytten af den nedsættende betegnelse i en dialog om videnskab og holdning har jeg svært ved at se. Skal jeg forstå det sådan, at formidling af viden er storsnudet, at det er diskvalificerende at være akademiker og utroværdigt at tilhøre øvre middelklasse, når man refererer til ubekvem viden og erfaring?

Der er rigtig mange pointer i min kronik, som ordføreren ikke forholder sig til, men det er jo en politikers ret – vi forskere forholder os altid til hele billedet for at bevare gennemsigtighed og vederhæftighed.

Kronborg slutter med at skabe et billede af politikere, der bruger rigtig meget tid på at sagsbehandle ansøgningerne. Måske de skulle bruge mere tid på at tale om værdier. At anklage en professor i indvandrermedicin og erfaren læge på migrationsområdet for at være uvederhæftig og racist ligger meget langt uden for mit værdiunivers. Vores mangeårige erfaring med Indfødsretsudvalgets afgørelser er, at de ofte bygger på mavefornemmelser, dehumanisering, vilkårlighed og ikke mindst en enorm juridisk og social ulighed i den forudgående sagsbehandling.

Det er rigtigt, at der hvert år er mange, der får dansk statsborgerskab, men der er primært tale om velstillede migranter med lange uddannelser. Senest kan man se, at en del ukrainske flygtninge og arbejdsmigranter har opnået dansk statsborgerskab.

Jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal forholde mig til Anders Kronborgs anklager om storsnudethed, racisme og uvederhæftighed. De er langt væk fra mine værdier og praksis som menneske, læge og forsker.

Min forskning og erfaring er baseret på mit mangeårige arbejde med de mest skrøbelige og mindst velstillede flygtninge i Danmark. At ordføreren diskvalificerer min og andres viden og erfaring, er det samme som at diskvalificere flere hundredtusinder af flygtninge og betydningen af de politiske og juridiske vilkår, som de lever under i Danmark.

Min bekymring er desuden, hvordan andre forskere end mig opfatter de holdninger, der kommer til udtryk i Kronborgs indlæg. De bliver skræmt endnu længere væk fra medierne – så har I dem jo også helt for jer selv.