Grønland kan måske lære noget af Færøerne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det knager i forholdet mellem Danmark og Grønland – et gammelt norsk skatland, som med det dansk-norske fællesmonarki i 1380 blev dansk interessesfære. Ved Kieler-freden i 1814, som afsluttede Napoleonskrigene, måtte vi afgive Norge, der ved bodelingen glemte at gøre krav på Grønland.

Med grundloven i 1953 blev Grønland gjort til en del af Danmark – uden at grønlænderne blev taget med på råd. Grønland blev et dansk amt med en landshøvding i amtmandens sted – et helt almindeligt amt var Grønland nok ikke. Grønland fik i 1979 hjemmestyre og i 2009 selvstyre.

Trump har skabt røre i rigsfællesskabet med sit ønske om at bemægtige sig Grønland. Men det er ikke blot Trump, der rokker båden. I Nuuk, fra tid til anden også på Færøerne, besværer man sig over rigsfællesskabet – en misvisende betegnelse, det må man medgive Høgni Hoydal. Danmark er en enhedsstat, ikke et fællesskab mellem tre stater. Danmark er dumpet i faget afkolonisering.

I lange perioder hører vi ikke meget til Grønland og Færøerne. Men pludselig hører vi næsten ikke om andet. Færøerne erobrede dagsordenen under regeringen Nyrup Rasmussen (1998-2001). Nu gentager forløbet sig under Frederiksens regering, men denne gang med Grønland som omdrejningspunkt.

I Grønland flirter man åbenlyst med tanken om selvstændighed. Det er nærliggende at skæve til forholdene på Færøerne, hvor det i 2000 kom til egentlige suverænitetsforhandlinger med den danske regering. Lad os se lidt på, hvilke kræfter der slippes løs, når parterne i rigsfællesskabet kaster handskerne.

I marts 1998 var der valg til Folketinget. Nyrups SR-regering bevarede netop flertallet, men det 90. mandat gik rigtignok til Færøerne – til Jóannes Eidesgaard fra Socialdemokratiets færøske søsterparti. Da tinget skulle vælge formand, undlod Eidesgaard at stemme; med 89 stemmer blev Ivar Hansen (V) ny formand efter lodtrækning. Regeringen havde fået en huskekage.

I april 1998 var der valg til det færøske Lagting. For blot anden gang siden hjemmestyret i 1948 fik løsrivelsespartierne flertal. Valgets store sejrherre var Hoydal fra det republikanske parti, der blev vicelagmand i et landsstyre ledet af Anfinn Kallsberg fra Folkepartiet – De Konservatives færøske søsterparti. En af Kallsbergs partifæller sad i øvrigt på det andet færøske folketingsmandat. Ved kritiske afstemninger kunne der fra færøsk side udøves en afgørende, en overnormal indflydelse i det danske Folketing – et forhold, der ikke var undgået Nyrup-regeringens opmærksomhed.

Den 26. juni skulle regeringen i Folketinget med en pinsepakke; tiden var inde til at få færingerne ombord. Til afholdelse den 10. juni indbød regeringen det færøske landsstyre til forligsforhandlinger i ”banksagen”, der siden 1992 havde martret det dansk-færøske forhold. Landsstyret fik, så hatten passede. Forliget var endog overordentlig fordelagtigt – for Færøerne. Pinsepakken var hjemme!

Landsstyret fik ikke blot en klækkelig erstatning. Regeringen, der havde noteret sig landsstyrets ønske om at oprette Færøerne som en suveræn stat, erklærede sig i forligsteksten indstillet på, at der på færøsk foranledning indledes forhandlinger om landsstyrets ønsker til et nyt grundlag for de bilaterale relationer parterne imellem. Regeringen stillede også forhandlinger om en økonomisk overgangsordning i udsigt.

Mens det færøske landsstyre beruset af overmod hastede hjem for at skrive en grundlov for øerne, synes den danske regering at være blevet grebet af bondeanger. Da en færøsk delegation i marts 2000 mødte op i Statsministeriet for at forhandle suverænitet, fandt den alt som forandret. Regeringen kunne ikke imødekomme de færøske ønsker – navnlig ønskerne om dobbelt statsborgerskab og en økonomisk overgangsperiode på 15 år. Det hele sluttede efter mindre end et år. I frustration – og ingenting.