Det er på høje tid, vi forbyder minkavl i Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter nytår blev vi gjort bekendt med, at 15 minkbesætninger er startet op igen, og at minkavl måske langsomt er ved at vende tilbage.

De fleste husker nok, da Mette Frederiksen valgte at lukke minkavlen pga. corona. Forløbet var ikke kønt, klarest illustreret ved den manglende hjemmel omkring aflivningen af mink. Hvad der imidlertid kan undre, er, at hun valgte at acceptere, at minkproduktionen igen kunne finde sted. Mink er territoriale og solitære rovdyr, som i naturen lever på store arealer. Disse naturlige behov, en mink har, er de uden mulighed for at udleve i små trådbure. Flere og flere lande har derfor også valgt at forbyde minkavl. Senest har Rumænien eksempelvis forbudt minkavl som et af mere end 20 lande i Europa.

Dyreetisk Råd skrev i 2022, at man burde afholde sig fra at genstarte minkerhvervet igen under samme forhold som tidligere, da dette ikke dyrevelfærdsmæssigt kan forsvares.

I P1 Debat 10/1 blev minkavl debatteret blandt tilhængere og modstandere af minkavl. Et argument for, at minkavl burde fortsætte, hørte vi fra Venstre-folketingsmedlem Erling Bonnesen. Han argumenterede i retning af, at minkproduktionen ville flytte til et andet land med dårligere dyrevelfærd, hvis ikke vi valgte at producere mink i Danmark.

Argumentet synes at være tvivlsomt. For det første er det blevet vanskeligere at flytte produktionen ud, nu hvor flere og flere lande vælger at forbyde pelsdyravl, og hvor flere lande måske er på vej til at forbyde pelsdyravl. For det andet kan der sættes spørgsmålstegn ved, i hvilken grad en udflytning vil forringe dyrevelfærden.

Uanset om man taler mink i Kina eller i Danmark eller andre lande, så foregår minkproduktionen stort set på samme måde, nemlig ved at mink lever i samme form for trådbure uden mulighed for at leve i overensstemmelse med deres natur.

Et andet argument for, at minkavl kan forsvares, er, at mink kun kan producere gode pelse, når dyrevelfærden er god. Denne sammenhæng er imidlertid tvivlsom. Vi behøver blot her tænke på et produkt som buræg, som i mange år blev solgt i de danske supermarkeder, på trods at dyrevelfærden her var ringe.

Et produkt som foie gras, som er at betegne som et luksusprodukt, og som er forbundet med tvangsfodring af gæs, er tilsvarende et produkt med ringe dyrevelfærd. Dette hindrer dog ikke, at produktet bliver solgt i dag.

Vi bør derfor gøre, som flere og flere og flere lande har gjort gennem de senere år, nemlig vælge at forbyde minkavl. Når det var muligt at forbyde ræveavl i 2009, og verden bevæger sig i denne retning, mangler det bare, at Danmark ikke også skulle tage skridtet til et forbud mod minkavl.