Grønlands fremtid er et spørgsmål om Europas troværdighed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

»Der er ikke tale om, at EU vil tillade andre nationer i verden – hvem de end måtte være – at angribe dets suveræne grænser.« Ordene fra Frankrigs udenrigsminister, Jean-Noël Barrot, er en klar og nødvendig udmelding i en tid, hvor stormagternes rivalisering truer stabiliteten i vores nærområder.

Men den type udtalelser forpligter. Hvis EU virkelig skal stå som garant for suverænitet og international lov, må vi have styrken til at bakke vores principper op. Grønland viser tydeligt, hvorfor Europa ikke længere kan nøjes med flotte erklæringer.

Når Donald Trump som USA’s kommende præsident genoptager sin tidligere interesse for Grønland og truer med økonomiske sanktioner og militær magt, er det ikke kun Grønland, men hele Europas troværdighed, der bliver testet.

Grønland er en del af Danmarks rigsfællesskab, men samtidig en strategisk nøgle til Arktis – en region, hvor ressourcer, sejlruter og militær dominans allerede gør området til en brik i stormagtsrivaliseringen. Rusland opruster, Kina investerer, og USA har gjort det klart, at Grønlands strategiske betydning ikke er til forhandling.

Danmark har øget sine forsvarsudgifter i Grønland, men sandheden er, at vi ikke kan stå alene. Grønlands sikkerhed er ikke kun et dansk ansvar. Det er Europas ansvar.

Grønland er et eksempel på, hvorfor EU har brug for en stærkere fælles forsvarskapacitet. Vi kan ikke længere stole blindt på, at Nato eller USA vil prioritere vores interesser, især ikke under en præsident som Trump. EU bliver nødt til at tage ansvar for sin egen sikkerhed, både for at beskytte vores nærområder og for at sikre, at vi ikke er afhængige af andres velvilje. Suverænitet kræver styrke. Og styrke kræver handling.

Grønland er også en lakmusprøve på, om Europa reelt kan leve op til sine værdier. Vi bryster os af at forsvare international lov og retsorden, men uden militær kapacitet til at håndhæve disse principper risikerer vi at fremstå som en union, der kun handler, når andre fører an.

En stærk europæisk forsvarskapacitet er ikke en erstatning for Nato, men en nødvendig forudsætning for, at Europa kan stå som en selvstændig global aktør.

Når Jean-Noël Barrot erklærer, at EU ikke vil lade andre nationer angribe vores suveræne grænser, så må det være et løfte, vi kan stå ved. Grønland viser, at det kræver mere end ord. Europas troværdighed og fremtidige rolle som global aktør afhænger af, om vi tør handle, når presset vokser. Europas sikkerhed er fælles – og derfor skal vi være stærke nok til at forsvare den.