Du er nødt til at forstå, at det er sådan, det er, Anders Stjernholm: Kristendommen er en del af Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark har vi religionsfrihed. Men vi har ikke religionslighed. Dette fuldstændig ukontroversielle synspunkt har fået formanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholm, til her i avisen at kalde mig for en populistisk værdikriger, der splitter frem for at samle.

Men jeg siger det jo bare, som det er: I Danmark må man tro på, hvad man vil. Man har også friheden til slet ikke at tro på noget. Men kristendommen har særstatus. Derfor fejrer det officielle Danmark jul og ikke ramadan.

Det tror jeg egentlig, at de fleste danskere er ret glade for. Jeg oplever i hvert fald ikke stor opbakning til de politikere – som Anders Stjernholm selv – der stiller op til valg med løfte om at lave det om.

Jeg skal ikke blande mig i, hvordan Anders Stjernholms private livssyn er. Han har frihed til at tro eller til ikke at tro, præcis som han vil. Men jeg har som kirkeminister og som dansker en klar holdning til, at vores nation er bygget på et kristent fundament. Det står mejslet i grundloven, at den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten. Det er vigtigt for sammenhængskraften og vores nationale identitet, at vi tør være ærlige om vores historiske ophav. Også selvom de fleste danskere ikke har et dybt teologiske forhold til hverken kirken eller Gud. For korset i Dannebrog, de flotte gamle kirker og klokkerne, der ringer om søndagen, minder os om, hvem vi er som nation og folk.

Når Anders Stjernholm yderligere påstår, at julen for danskerne er mere knyttet til gaveudveksling, familie og ”Disneys juleshow” end det, han kalder løgnen om profetens fødselsdag, så banaliserer han julen og højtidens kulturelle værdi.

For ja, vi udveksler gaver, og ungerne ser ”Disneys juleshow”, men det er forkert at påstå, at det kristne budskab, evangeliet og den måde, den kristne arv er viklet ind i vores eksistens på, ingen rolle spiller til jul. Se bare på, hvordan kirkerne er fyldt juleaften, og hvor mange der gør en god gerning i juletiden. Det er noget, der binder os til hinanden på tværs af generationer. Det skal vi være stolte af. Vi har en meget fin balance mellem det verdslige og det guddommelige.

Vi kan sagtens være en nation formet af kristne værdier, men samtidig give plads til, at folk som Anders Stjernholm må nedgøre og kritisere dem. Det trækker vi på skuldrene af og lader dem komme til orde. Men han glemmer behændigt, at de eneste samfund i verden, der lader folk som ham blive udgivet i avisen, er samfund bygget på netop kristne værdier.

Det er det samme, der gør sig gældende, når Stjernholm andre steder har kritiseret kongen for at glemme kristendommens slagsider, som ifølge ham indeholder »en historie med undertrykkelse af kvinder, LGBT-personer og hele bondestanden«. Det har han jo ret i. Men der, hvor Stjernholm går galt i byen, er, når han forsøger at gøre det til noget særligt kristent. Der findes ikke en verdensdel, uanset religion eller ideologi, der ikke har behandlet disse grupper dårligt. Forskellen er, at det er i den kristne verden, vi har forbedret os.

Det er særligt i den lutherske del, at vi er nået længst væk fra fortidens synder. Andre steder hænger man stadig fast i dyndet. Der er for eksempel ikke plads til meget religionskritik i Saudi-Arabien eller gode forhold for LGBT-personer i Iran. Så måske er de kristne værdier ikke problemet her. Måske er de faktisk årsagen til, at vi har udviklet os til et af de samfund i verden med mest velstand, mest ligestilling og bedst beskyttelse af basale rettigheder? Men det er fair nok, hvis Stjernholm ikke mener det. Jeg vil altid forsvare hans rettigheder til ikke bare at være ateist, men til at være decideret antikristen.

Til gengæld vil jeg gøre mit for, at der ikke kommer folkelig opbakning til at lade hans synspunkter få indflydelse. Jeg mener, at det ville være den forkerte vej at gå, hvis Danmark lige pludselig skulle gemme vores kristne ophav væk. Det ville fjerne en væsentlig del af vores historie og vores identitet som danskere.

Jeg mener derfor ikke, at man skal blive krænket over, at kristendommen udgør noget særligt i Danmark. Man skal ikke til at aflyse julefesten for i stedet at holde vinterfest. Man skal ikke aflyse gudstjenesten før Folketingets åbning for i stedet at afholde en fredagsbøn. For her i landet fylder kristendommen mere end andre religioner, og sådan skal det blive ved med at være. Ikke fordi alle skal være troende kristne. Men fordi Danmark skal være Danmark.