Fra familiefar i Holte til 5.000 dage i fængsel for ytringsfriheden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I dag, den 16. december, har min far siddet fængslet i 5.000 dage for at kæmpe for en dansk mærkesag, nemlig ytringsfriheden. Hvis Danmark stadig kæmper for menneskerettigheder, er det vanskeligt at forstå, at vi ikke kan få vores egen statsborger løsladt fra et allieret land som Bahrain.

Da jeg voksede op i Holte, bad mine forældre mig og mine søstre om at spørge os selv, før vi faldt i søvn, hvad vi havde gjort den dag for at gøre verden til et lidt bedre sted.

Min far gjorde meget ud af, at det ikke behøvede at være grandiose ting – det kunne være at smile til nogen eller hjælpe nogen med deres indkøbsposer. Det var noget, som lå ham på sinde at opdrage os med, og det var også det, der drev hans eget livslange arbejde for demokrati og frihed, hvilket kulminerede i hans ledende rolle under det såkaldte Arabiske Forår. Nu skulle friheden også gælde for folket i Bahrain.

Men sådan skulle det ikke gå. Den 9. april 2011 blev han fængslet for at kæmpe for de rettigheder, vi i Danmark havde lært at tage for givet. Det var hans livsmission at bringe friheden ikke bare til sig selv, men til alle i verden – en mission, han burde blive hyldet for her i landet.

Men selvom han er dansk statsborger, er det endnu ikke lykkedes for den danske regering at lægge pres på Bahrain for at få ham frigivet. Alt imens driver store hæderkronede danske virksomheder som Mærsk og Arla forretning i Bahrain uden problemer, og den bahrainske konge kan sågar pryde sig med Storkorset af Dannebrog.

Kan det virkelig passe, at vi som land tilsyneladende står magtesløse over for det lille kongedømme i Golfen?

Det står klart, at Danmark må gøre noget anderledes, hvis min far skal have en chance for at komme ud. Bahrains konge har ikke gidet lyttet til det stille diplomati fra Udenrigsministeriet og dets diplomater, og derfor beder jeg om, at vores statsminister, Mette Frederiksen, går ind i sagen. Et personligt opkald fra Frederiksen til Bahrains premierminister eller konge er muligvis det lille skridt, der skal til.

I forbindelse med Det Udenrigspolitiske Selskabs 75-års jubilæum sagde statsministeren: »Vi er dem, vi siger, vi er. Vi taler ikke med to tunger. Vi er rodfæstede i et stærkt værdisæt. Det er vores styrke.«

Derfor bør det ikke være kontroversielt, at Danmark står fast på sit værdisæt og kræver sin egen statsborger – og eneste fængslede menneskerettighedsforkæmper – løsladt.

Min fars forbrydelse er, at han turde stå fast på et stærkt værdisæt og forlangte demokratiske forbedringer. Indtil videre har det kostet ham 5.000 dage som samvittighedsfange, 5.000 dage væk fra familien, 5.000 dage med tortur og ufrihed.

Intet menneske skal sidde fængslet for at kæmpe for grundlæggende frihedsrettigheder. Slet ikke en dansk statsborger. I sagen om min far bør Danmark undgå at tale med to tunger og sikre, at min far bliver løsladt omgående. Det mål ved jeg, at statsministeren kan opnå, hvis hun vil.