Trumps valgsejr er en udfordring for sårbare venskaber
Det bliver en enorm udfordring at holde sammen på venskaber, der er truet af at splintres på grund af udfaldet af det amerikanske valg.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Man ved, at eliten er blevet ramt, når den begynder at analysere ord. Forleden i en e-mailudveksling med en tidligere kollega fra den amerikanske udenrigstjeneste fik jeg at vide, at et »mandat« bestemt ikke var noget, Donald Trump vandt. Jeg var lidt forbavset over hans svar, især fordi Trump vandt 312 valgmænd, flertallet af USA’s svingstater og omkring 50 pct. af stemmerne.
Bundlinjen er, at Demokraterne blev grundigt besejret af en mand, de med glæde kaldte en »dømt kriminel«. På en mærkelig måde føler jeg faktisk deres smerte, da jeg selv har oplevet otte år med Barack Hussein Obama som min præsident og derefter hans uinspirerede efterfølger, den vrede, gamle mand Joseph Robinette Biden, i yderligere fire år.
Men min smerte var anderledes end deres. Min var forbundet med, hvordan Barack Obama og Joe Biden ignorerede amerikanernes traditionsrige værdier. Kilden til de nuværende Demokraters smerte er et dybt rodfæstet og uforbeholdent had mod Trump. De kunne simpelthen ikke fatte, at en som ham, hvis ord væmmedes dem, og hvis succes de fordømte, faktisk kunne blive valgt til præsident for deres Forenede Stater. Med Obamas og Bidens sejre troede de, at de vandt det store spil, og at vejen var banet for en anden korsfarer, der ville forstærke de kulturelle ændringer, som begge demokrat-præsidenter havde gennemført.
For dem var der stadig én vigtig barriere at bryde. De skulle have en kvinde som præsident. De var sikre på, at på trods af den ideologiske splid, der har plaget USA i årtier, ville selv hærdede republikanere indse deres fejltagelser og afvise trumpismen og stemme på den ”glade kriger” Kamala Harris.
Deres chok over at have tabt hver eneste svingstat var dyb. Og mens de nu samler sig, begynder de at indse, at de måske har begået en eller to bemærkelsesværdige fejl.
Var årsagen til nederlaget deres konstante skingre beskeder om abort, eller glemte de at fortælle os, hvordan de præcist ville reducere inflationen eller stoppe den illegale immigrationsbølge? Måske lod de Kamala smile for meget, eller havde de ikke forberedt hende godt nok? Kunne det endda være muligt, at det var en kombination af to kardinalfejl: en virkelig dårlig kandidat og en virkelig mislykket ideologi, der blev tvunget ned i vælgernes hals? Eller måske havde de ikke sagt nok dårlige ting om Trump for at ændre stemmebalancen i deres hellige blå mur?
Der ligger mange udfordringer foran amerikanere, især når det kommer til at opretholde venskaber. I alle mine samtaler med mine venner har jeg bemærket en slags tøven og forsigtighed om at udtrykke glæde efter valget. Det virker, som om de ved, at en storm er på vej, og det er en, der vil forårsage stor skade på vores relationer med hinanden. Som om vi befinder os på en åben eng, hvor himlen bliver mørkere, og det tordner truende. Der er intet sted at søge dækning, ingen grøft at kaste sig i, ingen forhøjning at skjule sig bag, kun en flad slette, der ikke giver beskyttelse mod det, der kommer.
Storme kommer, og storme går, men nogle storme er farligere end andre og kan ændre landskabet radikalt – især politiske storme, der tit ødelægger venskaber.
Jeg voksede op i USA’s mejeriland blandt de klogeste mennesker i landet: landmænd. Hvis du virkelig vil mærke USA’s puls, så tag til Midtvesten, og spørg en landmand. De forstår naturen, kender deres medmennesker godt, og er dus med alle kreaturer. De er sjældent i tvivl, når man spørger dem om deres kerneværdier, fordi de praktiserer dem hver dag … med alle.
Frem for alt værdsætter de relationer med deres venner, familie og med Gud. De har en sund skepsis over for alle, der fortæller dem noget, der ikke lyder logisk eller realistisk, hvilket er grunden til, at de undgår politikere (især dem, der tror, de er bedrevidende).
De ved, hvordan frisk møg ser ud og lugter, og hvad det kan bruges til. Derfor er det nemt at tale med de fleste landmænd, fordi de er jordnære.
Men hvad med amerikanernes by- eller forstadsvenner – dem, der hader Trump? Hvordan kan amerikanerne håndtere dem? Jeg modtog for nylig en e-mail fra en broder i en religiøs orden. Han takkede mig for en artikel, jeg skrev til et nationalt blad om, hvordan man taler med liberale venner.
Han gav mig et godt tip. Han sagde, at for at bygge bro over den ideologiske eller smertefulde vennekløft stiller han simpelthen spørgsmål til de sørgende i håb om at igangsætte en dialog, hvor heling kan finde sted. Jeg formoder, det er en form for jungiansk psykoterapeutisk tilgang, han brugte til at få sine venner til at fokusere på forbindelsen mellem deres bevidste og underbevidste sind/følelser. Men uanset hvordan det skal beskrives, er han håbefuld, at det vil bære frugt.
Jeg er villig til at prøve det, simpelthen fordi vi skal finder en måde at skabe et mere neutralt ideologisk ståsted, hvor seriøse mennesker kan mødes og tale civiliseret med hinanden, ellers vil de næste fire år bare blive et kæmpe spild af tid for land og folk og ikke mindst amerikanernes sårbare venskaber.