Treparten er en ommer: I har glemt naturlovene
Hvis treparten skal virke efter aftalens tekst, er man nødt til at ændre på et par naturlove. Nej vel? Så derfor: om igen!
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Så blev man enige om aftalen om grøn trepart og kan næsten ikke få armene ned af bar begejstring. Men man må i gang igen. Hvis man vil have det, man har vedtaget, til at virke, bliver man nødt til at lave om på et par naturlove. Først kvælstof. Siden 1934 har man vidst, at havvandet afbalancerer forholdet mellem kvælstof og fosfor syv til en.
Er der for meget kvælstof, fordamper det overskydende ud i atmosfæren. Er der for lidt, er det værre, da havet vil opretholde den førnævnte balance, og det sker ved, at blågrønalger, som kan optage kvælstof fra luften, overtager pladsen fra de alger, som fiskene skulle have levet af, men som ikke kan gro pga. for lidt kvælstof. Disse blågrønalger kan fiskene ikke bruge, så de synker til bunds og rådner der.
Den næste naturlov, man helt ser bort fra, når man mener, at man kan hjælpe atmosfæren ved at lægge CO2-afgift på køernes udladninger, er fotosyntesen, hvor planternes grønkorn eller klorofyl omdanner CO2 fra atmosfæren til kulstof til opbygning af planten og frigiver ilten til fri afbenyttelse. Så må man kunne forklare, hvor den CO2 køerne slipper ud, kommer fra, hvis det ikke kommer fra det foder, som koen æder, og hvor det kulstof, der er i foderet, kommer fra, hvis det ikke kommer fra atmosfæren gennem fotosyntesen.
Man skulle tro, at man mener, at køerne kører på fossilt brændstof. Det er måske også snart tilfældet, idet det fra den 1. januar 2025 er lovpligtigt at tilsætte et kemikalie, som det sikkert har kostet en del fossilt brændstof at fremstille, og som køerne vist for øvrigt får mavepine af, men det ser man stort på i klimaets hellige navn.
Alle snakker hinanden efter munden om kvælstof og CO2. Ingen stiller det mindste kritiske eller opklarende spørgsmål. Hvis man virkelig vil gøre noget, der reducerer CO2-indholdet i atmosfæren, bør man beplante eller tilså alle arealer, der ikke bruges til fødevareproduktion, med afgrøder, der kan bruges i biogasproduktion: græs, roer, majs eller elefantgræs. Afgrøder, som yder store mængder, når de gødes optimalt, og efter afbrænding af biogassen i elværker indfanges CO2 og lagres i undergrunden. Det vil give en gevinst her og nu og ikke som med skovplantning om årtier.
For at få fat på de arealer, man ønsker tilplantet med skov, lokker man med en meget lille gulerod i form af en helt utilstrækkelig kompensation eller med en meget stor pisk i form af at fratage eller afgiftsbelægge gødning i en sådan grad, at dyrkning bliver umuliggjort. Det må vist kaldes udsultning.
Denne metode lovprises især af et par damer, der har deres oprindelige politiske ståsted i SF og Enhedslisten. Begge partier har sin oprindelse i Danmarks Kommunistiske Parti, og det fornægter sig ikke. Udsultning var netop Stalins metode over for genstridige ukrainske bønder, som ikke ønskede at indordne sig under hans tvangskollektivisering af deres landbrug.