VU, vi kan ikke betale os fra homofobi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jens Paaske og Sofie Mosgaard fra Venstres Ungdom spørger her i Jyllands-Posten, om vi »tæver en minoritet med en anden når vi taler om homofobiske muslimer?« Jeg kan lige så godt lægge for med at sige nej. Det gør vi ikke.

Allerede i overskriften sættes den desværre ofte brugte præmis op om én minoritet mod en anden minoritet. De to VU’ere viderefører dermed, måske ubevidst, fortællingen om, at minoriteter er en samlet kategori af folk, der på en eller anden måde står uden for flertallet. Men der er ganske enkelt forskel på minoriteter.

Det ene er nemlig et valg, man selv træffer, mens det andet ikke er. Homoseksualitet er ufrivilligt og noget, man ikke selv vælger at være. At tilhøre en bestemt religion, eksempelvis islam, vælger man selv. At være homoseksuel gør dig til en minoritet i alle verdens lande. At være muslim gør dig til en del af majoriteten i adskillige lande.

Når du dermed har valgt at være muslim og valgt at bosætte dig i Danmark – eller ikke at flytte til et land, hvor islam er majoritetsreligionen – er du ganske rigtigt en minoritet, men det er på alle måder en selvvalgt status. Jeg har derimod ikke selv valgt at være homoseksuel, og jeg har bestemt heller ikke valgt, at det land, jeg bor i, skal tillade homofobiske muslimer at immigrere hertil.

Jeg har selv en gang troet på idéen om, at vi som forskellige minoritetsgrupper kunne og burde danne fælles front. At vores udfordringer var de samme, og at vores kamp skulle kæmpes sammen. Jeg har troet på, at fordi vi var minoriteter, havde vi noget til fælles. Men jeg har absolut ingenting til fælles med muslimer. Det er til gengæld heller ikke en kamp mellem minoriteter – for vi tæver ikke én minoritet med en anden.

Det er en kamp mellem idéer. Mellem værdier. Det er en kamp mellem en religion og en kultur, der anser homoseksuelle som andenrangsborgere – hvis borgere overhovedet – og som på en god dag mener, vi skal stilles ringere end andre. På de dårlige dage skal vi ganske enkelt bare slås ihjel. På den anden side står en kultur og nogle værdier, der vil forsvare min ret til at leve på lige fod med mine medborgere.

De to VU’ere undser sig, ikke overraskende, ikke muligheden for at sende en stikpille til Dansk Folkeparti, der netop forstår udfordringerne med homofobi blandt muslimer, men, som VU’erne beskriver det, pakker deres omtanke væk, »når de selv fører kampagne for, ”at det er okay at være normal”, og når der skal stemmes om homorettigheder i folketingssalen«. Her taler de desværre igen ind i venstrefløjens paroler og mister blikket for, hvad formålet er.

Jeg stiller mig også gerne op og siger, at det er okay at være normal. Vi skal nemlig ikke til at udskifte den homofobi, der tidligere har hersket i samfundet, med et had til heteroseksuelle. Og heteroseksualitet er ganske enkelt stadig normalen. Men for venstrefløjen er den heteroseksuelle, hvide mand blevet symbolet på ondskaben og et fjendebillede. Jeg synes, det er ærgerligt, at VU taler ind i samme fortælling.

Jeg synes også, det er ærgerligt, at VU taler ind i fortællingen om at sidestille homofobi med at have forskellige politiske holdninger til familieformer, som ligger i de føromtalte ”homorettigheder”, der en gang imellem er til debat i folketingssalen. Man kan godt ikke være homofob, men mene, at en familie bedst består af en mor og en far, og at ægteskabet er mellem en mand og en kvinde samtidig. Homofobi har intet med forskelligartede politiske holdninger at gøre, men bunder i et had til mennesker, der er anderledes, og et ønske om at nedgøre, undertrykke eller helt udrydde dem.

VU mener, at LGBT-miljøet har en »påstået berøringsangst« over for homofobi i muslimske miljøer, men jeg vil fastholde, at det ikke er en påstand. De er berøringsangste, fordi LGBT-miljøet netop er så inficeret af de venstreorienterede idéer om, at minoriteter har noget til fælles, fordi de er minoriteter, og det er lige synd for begge parter. Derfor tør de ikke kritisere de udfordringer, islams indtog i Danmark har medført. Derfor sker der ikke noget.

Der er og har i årtier hersket en udtalt berøringsangst over for de udfordringer, der følger med de muslimske miljøer. Vejen fra at rejse et legitimt kritikpunkt og til at blive kaldt racist eller islamofob er desværre utroligt kort, og det at bruge den slags ord har netop været et redskab til at lukke munden på dem, der har indset problemerne. Det er også en af grundene til, at jeg selv har været for længe om at indse problemerne.

Det har heldigvis ændret sig i den seneste tid. Hvorfor, tør jeg ikke spå om, men måske skyldes det, at det er blevet mere og mere tydeligt for enhver, at der er problemer. VU’erne skriver jo også selv, at »selv en blind kan se, at der er problemer med homofobi i det muslimske miljø i Danmark«.

De to fastholder dog også, at politikerne hellere vil tale om fjendebilleder end faktisk at hjælpe. De efterspørger, at kritikken bliver til omsorg og handling. Det er jo sådan set sympatisk nok, for det er da sandt, at kritik i sig selv ikke nødvendigvis fører til forandring. Slet ikke, når kritikken kommer fra politikerne, som jo bør være dem i samfundet, der har magten og midlerne til at skride til handling.

Det klinger dog også hult, når det kommer fra to personer, der nu begynder at overtage retorikken fra netop dem, der har forhindret handlingen. Dem, der har forsøgt at lukke munden på kritikerne og dermed stå i vejen for, at der kan findes løsninger. Dem, der har lukket øjnene og ladet stå til, mens problemerne har vokset sig større og større.

Ikke at VU er skyld i problemet. Den står for venstrefløjens regning. VU’s moderparti, Venstre, har gjort meget og godt arbejde for at hjælpe homoseksuelle i Danmark, men bestemt også for at komme problemerne i de muslimske miljøer til livs. Den ros skal de have, også selvom jeg ikke mener, at de har gjort nok på sidstnævnte.

Men det er netop på grund af den ros, at det kan bekymre mig, når VU’s retorik og tilgang begynder at læne sig op ad dem, der kontinuerligt har stået i vejen for de positive forandringer og har kritiseret Venstre for den politik, det har ført.

VU’s løsning på problemerne er flere statslige penge, der på finansloven skal prioriteres til nogle af disse organisationer, der netop er præget af det venstreorienterede tankegods. Men, VU, vi kan ikke betale os fra udfordringerne med homofobi. Vi kan ikke betale os fra udfordringerne med islam i samfundet.

Havde vi i stedet noget tidligere turdet lytte til dem, der har råbt op om problemerne, havde de slet ikke fået lov at vokse sig så store. Det kræver et paradigmeskifte i udlændingepolitikken – og ja, det kræver mere, end hvad vi turde gøre i 2019.

Vi tør stadig ikke i tilstrækkelig grad stille krav til dem, der kommer hertil. Når vi tillader, at folk importerer deres kulturelt og religiøst betingede homofobi til Danmark, blåstempler vi det på den måde også.

Når vi ikke tør hjemsende dem, der bidrager til had og fjendtlighed, fordi vi skal beskytte deres menneskerettigheder, går vi på kompromis med de homoseksuelles menneskerettigheder. Det kan virke som en gordisk knude, der er umulig at løse, men det kræver blot en prioritering.

I de seneste årtier har vi prioriteret muslimske udlændinges menneskerettigheder over danske homoseksuelles. Måske er det på tide, at vi prioriterer omvendt?