Så fik Aki-Matilda Høegh-Dam sin tolkning. Går statsministeren også i brechen for tolkning uden for Christiansborg?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I tirsdags forsøgte man sig i Folketinget med tolk fra grønlandsk til dansk. Nyskabelsen gav intens medieomtale, og et lydklip af tolkningen blev afspillet vidt og bredt. Oplevelsen blev af medlemmer i salen betegnet som alt fra »historisk« til »et værre cirkus«.

Statsministeren var stolt. Hun beskrev tolkning som naturligt i et »rigsfællesskab, som skal modernisere sig og følge med tiden og give plads til forskellighed«. Med forskellighed menes vores nordatlantiske folketingsmedlemmer og deres vælgere. De får nu adgang til tolkning mellem deres modersmål og dansk. På lyntid blev ret til en tolk pludselig det mest naturlige i verden for statsministeren.

I Tolkesamfundet hilser vi velviljen over for vores ellers ubeskyttede fag velkommen, nu fra højeste sted. Vi vil sikre kvalitet i et fag, hvor den langtfra er naturlig. For statsministerens ros af retten til at bruge tolk klinger hult. I hvert fald hvis hun mener kvalificerede tolke. I Danmark er det langtfra en naturlig ret at have adgang til kvalitetstolke.

Så længe enhver må kalde sig tolk, vil Folketinget – ligesom politifolk, dommere og resten af statens tolkebrugere – møde svingende kvalitet.

Tirsdagens hovedperson, den grønlandsk talende tolkebruger Aki-Matilda Høegh-Dam (MF), undrede sig i Radio4 over kvaliteten af tolkeforsøget. Modsat hvad hun oplever hjemme i Grønland. De få kvalificerede tolke mellem grønlandsk og dansk har rigeligt at se til i Grønland. Deroppe er tolkning højt efterspurgt, professionaliseret og sat i system.

Hernede i den sydlige del af rigsfællesskabet er manglen på professionalisering derimod velkendt. Gang på gang udføres tolkeopgaver med yderst tvivlsomme resultater til følge. Når enhver må kalde sig tolk, kan tolkebrugerne i det offentlige Danmark ikke føle sig trygge ved at hyre tolke ind, uanset sprog.

Det er ikke nyt, at beslutningstagere er længe om at få øjnene op for et konstateret behov. Nu banker det behov på egen dør, nemlig den til Christiansborg. Ud af den blå himmel falder pludselig besyngende ord om tolkningens rolle for demokrati og inklusion. Men i de årtier, hvor problemet med kvalitet har stået på, har tolkebrugerne derude ikke hørt meget i den dur fra politisk hold.

Manglen på statslig certificering af tolke er velkendt, men desværre også forbigået af beslutningstagerne i larmende tavshed.

Mange tolkebrugere og tolke vil håbe, at statsministeren tager sit budskab om tolkning med sig ud ad døren til Slotsholmen. Det kan være nyttigt, vigtigt og inkluderende at have tolk på i Folketinget.

Men dagligdagens mange tolkebrugere, førnævnte politifolk og dommere, men også læger, erhvervsdrivende og politikerne selv kan kun udføre vigtige dele af deres arbejde ordentligt, hvis de har professionelle og certificerede tolke til rådighed. Kvaliteten og niveauet vil fortsat svinge, så længe enhver må kalde sig tolk. Og så længe tolkeuddannelserne mangler.

Statsministeren og andre ministerier bør indføre certificering af tolke. Heldigvis er der ikke langt fra ord til handling. Efter en fiasko med udlicitering i 2019 nedsatte Folketinget et tværministerielt udvalg for at komme problemerne med tolkekvalitet til livs.

Tre et halvt år og 5 mio. skattekroner senere kom udvalget med ”Bedre fremmedsprogstolkning i den offentlige sektor”.

Anbefalingen i rapporten er klar: Indfør en certificeringsordning med tilhørende uddannelser af tolke. Med andre ord er det ikke kun os i tolkebranchen, der udtrykker behov for kvalitetssikring.

Det gør ministerierne selv. Eller det gjorde de i hvert fald, for rapporten er ikke blevet brugt. Så opfordringen til beslutningstagerne er klar: Hiv jeres egen rapport ned fra hylden.