Arbejdslivet er altså andet end en nedtælling til pensionen, hvis nogen skulle have glemt det
Det handler ikke om, hvor hurtigt vi kan slippe for at arbejde – men hvordan vi har det, mens vi arbejder.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er en falliterklæring kun at tale om, hvornår vi kan slippe for at arbejde. Det har også en værdi at yde en indsats. Både for samfundet og for dig selv.
Jeg går ikke på arbejde for at tælle ned til at slippe for det. Det tror jeg ærlig talt, de færreste gør. Et arbejdsliv må simpelthen ikke reduceres til én lang nedtælling til at slippe for det igen. Så man endelig kan få nogle ”gode år med børnebørnene”, som venstrefløjen siger.
Når vi i Danmark bruger langt de fleste af vores vågne timer på vores arbejdsplads og sammen med vores kolleger, er det ekstremt vigtigt at få et større fokus på indholdet af de timer. På det gode arbejdsliv.
Arbejdslivet har en værdi ud over den løn, man tjener, og den skat, man betaler til statskassen. Et arbejde handler også om, at du selv får mulighed for at bidrage med det, du kan. At du opnår den selvfølelse og meningsfuldhed, det giver at løfte en opgave og lykkes med den. At udvikle sig og udvikle samfundet i dit eget lille hjørne.
Det vil være en fejl at negligere, hvor meget du som menneske får ud af at gå på arbejde. Du får muligheden for at tjene en indtægt og opretholde din egen tilværelse. Det synes jeg faktisk er utroligt værdifuldt i sig selv.
Og måske vigtigst af alt: at være en del af et forpligtende fællesskab, som et arbejde også giver.
Det har en kæmpe værdi, at nogen regner med dig og forventer noget af dig, og at du selv læner dig ind i samarbejdet. Den slags fællesskab forpligter og skaber tilhørsforhold på en helt anden måde end det, man kan få påduttet gennem de offentlige institutioner. Du får mulighed for at høre til. Det fællesskab er vigtigt.
Skal man tro den offentlige debat, er det typisk dem med et presset arbejdsliv og dem, som lever i et højt tempo i hverdagen, der mærker stress.
Men lidt overset er det, at undersøgelser viser, at det i højere grad er dem, som står uden for arbejdsmarkedet, der bliver stressede. Mistrivsel følger ofte lediggang.
Det er derfor, vi gerne vil se på arbejdslivet i en større sammenhæng og inden for en samlet økonomisk ansvarlig ramme.
Igennem livets faser kan vi have meget forskellige behov og ønsker til at indrette vores arbejdsliv. I de år, hvor man får små børn, kan man eksempelvis have et særligt behov for fleksibilitet og for ekstra fritid til at prioritere familien, mens man inden børn, eller når børnene er blevet større, måske har et helt andet behov for at kunne give en ekstra skalle på sit arbejde og tage mere ansvar og flere opgaver.
Tiden til familien, sine fritidsinteresser og til sine børn eller børnebørn er ikke kun værdifuld, når man runder pensionsalderen. Det er også muligt at prioritere, når børnene er små, og ens ambitioner med sit arbejde er høje.
Derfor er det en forfladiget politisk debat, hvis vi kun henholder os til, at tiden til alt det uden for arbejdspladsen kun kan realiseres i ens otium.
Derfor giver det egentlig heller ikke så god mening, at vi anskuer arbejdslivet som nærmest én lang konstant med ensartet arbejdstid fra den dag, vi er færdige med at uddanne os, og indtil den dag, vi går på pension.
I Venstre vil vi have en arbejdslivskommission. Vi ser nemlig arbejdslivet som noget enormt værdifuldt i sig selv. Vi ønsker for alle, at de er en del af dét arbejdsliv, og at de har det godt undervejs og kan få deres liv til at hænge sammen – på netop den måde, der passer til dem. For mig at se vil fleksibilitet være et nøgleord i en sådan kommission. Ligesom økonomisk ansvarlig selvfølgelig skal være det.