Danmark skal forsvare sig på finsk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forsvarsfolk rejste i JP sidste søndag krav om omlægning af Forsvaret. De påpeger, at man ikke bør opfinde den dybe tallerken på ny, når man f.eks. kan lade sig inspirere af bedre totalforsvar i nabolandet Sverige.

For en ”skrivebordsgeneral” som mig virker finsk forsvar dog mere oplagt som forbillede. Befolkningsmæssigt er Danmark og Finland nemlig nogenlunde lige store, og forsvarsbudgettet har stort set samme størrelse. Ikke desto mindre har Finland heraf kunnet udrede udgiften til hele 64 superdyre F-35-fly, mens Danmark bare har kunnet betale for færre end halvt så mange, nemlig kun 27.

Skønt Danmark er rigere end Finland. I den forbindelse udgør det ikke rigtigt nogen rimelig undskyldning, at Finland desuden er frontlinjestat med over 1.300 km grænse direkte til den umiddelbare trussel fra Rusland; tværtimod. Danmark skal med sit flyvevåben ydermere ikke kun forsvare selve Danmark, men også Nordatlanten på Grønland, Færøerne og Island – der står uden noget selvstændigt flyvevåben.

I øvrigt kan Finland med kort varsel mobilisere hele 900.000 mand, mens styrken i Danmark – ifølge Peter Ernstved fra netavisen Olfi i sin nye bog ”Forsvarsløs” – vil bestå af sølle 4.000 mand. Oveni har civilforsvaret en helt anden slagstyrke i Finland end i Danmark.

Forskellen på Finlands kæmpestore og Danmarks langt ringere kampkraft for samme penge består ifølge Ernstved deri, at man i Danmark tankeløst har ladet Forsvaret djøficere.

Forvaltningens vækst på kampkraftens bekostning har efterhånden dræbt selve sjælen i dansk forsvar, nemlig den folkelige kampvilje, råstyrke, udholdenhed, modstandskraft og sejhed – eller hvad der sammenfattes i det finske slagord sisu!

I hele Norden og ikke mindst Danmark bør forsvaret omlægges efter finsk forbillede med hensyn til mål og midler, både organisatorisk og økonomisk. For et halvt år siden blev det sproglige og kulturelle nordiske fællesskab fra Kalmarunionens dage endelig gensamlet under Natos atomvåbenparaply. Rationaliseringer er derved gjort langt lettere.

Et samlet Norden vil langt rappere kunne forsvare sig selv i henhold til Natos artikel 3 om pligten til selvforsvar, der atter udgør forudsætningen for musketéreden om retten til hjælp udefra i artikel 5. Det nordiske forsvarssamarbejde Nordefco har allerede vist sig virksomt inden for Nato og henlagt nordiske flyvevåbens kommende hovedkvarter til Karup i Danmark.

For at modsvare truslerne samt de øvrige tre store nordiske landes kampkraft i luften bør Danmark i den forbindelse anskaffe sig op til 40 flere fly, der nu kan blive det billigere svenske Gripen, der efter Sveriges indtræden i Nato til nødvendig afskrækkelse af især Rusland og Kina nu også vil kunne frembære kernevåben.

Desuden vil Gripen taktisk set langt lettere kunne starte og lande på en tilfældig mindre vej i Grønland, Island eller på Færøerne end det mere strategisk krævende F-35.

Netop på grund af den lange frontlinje-grænse får nordiske hæres kommende hovedkvarter hjemsted i Finland. Som følge af fredsslutningen med Rusland i 1944 har landet ligesom Danmark siden 2004 ingen ubåde, skønt disse bl.a. også i hybridkrigstider med kabelsabotage af forskellig slags er afgørende at råde over. Hvilket Sverige til gengæld gør med sin Blekingeklasse af ubåde i absolut verdensklasse. Derfor bør den sydlige nordiske flåde, dvs. fortrinsvis Østersøflåden, få hovedkvarter i Sveriges ubådshavn Karlskrona, hvorfra den kan holde de russiske flådehavne i Kaliningrad og Skt. Petersborg i skak.

Tilsvarende bør den nordlige nordiske flådes hovedkvarter henlægges til Nordnorge, der herfra bedst kan vogte den russiske og kinesiske indsejling til Barentshavet, Grønlandshavet og Vesterhavet udover Norskehavet.

Sådan kan dansk og fælles nordisk forsvar lynhurtigt oprustes både forsvarligt og billigt.