Europa skal stå på egne ben
Vi står nu i en situation, hvor vi er nødt til at gøre regnebrættet op: Vil vi være afhængige af, hvem der bebor Det Hvide Hus, eller vil vi selv tage en større del af ansvaret for vores egen sikkerhed?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Amerikanernes utvetydige genvalg af Donald Trump den 5. november indvarsler en ny periode for europæisk sikkerhedspolitik.
Trumps transaktionelle tilgang til amerikanske interesser kaster europæisk sikkerhed og Ukraines frihed og suverænitet ud i uvished. Men hvis vi har viljen, kan vi tage skæbnen i egen hånd.
Derfor er det nu på tide, at vi i Europa stopper med at være sikkerhedsklienter. Vi skal øge vores våbenstøtte til Ukraine markant og fjerne resterende restriktioner på brug af donerede våben. Og vi skal ikke bare leve op til vores allianceforpligtelser, men også blive en forsvarspolitisk og -industriel faktor i egen ret.
Trump har slået sig op på løftet om at fremtvinge en hurtig fredsaftale mellem Kyiv og Moskva. Den eneste måde, det kan ske på, er ved at give efter for Putins krav.
Det kan betyde, at de hårdt prøvede ukrainere bliver tvunget til at give territorielle indrømmelser, mens Putin vinder tid til at genopbygge kampkraft, konsolidere sit greb om de besatte områder og muligvis angribe igen efter få år. Imens risikerer Ukraine at blive hensat til en uvis skæbne uden Nato-medlemskab i gråzonen mellem Vesten og Rusland.
Sådan en aftale vil ikke bare være en katastrofe for Europa. Amerikanerne vil have udvist svaghed ved at give efter for Ruslands krav. Følger Trump-administrationen denne strategi, vil det skabe stor usikkerhed om den europæiske sikkerhedsarkitektur.
Udover Ukraine vil andre lande uden for vestlige alliancestrukturer som Georgien og Moldova være sårbare. Natos østlige medlemslande vil også blive sat i en uforudsigelig situation. Putin kan eksempelvis vælge at teste Natos artikel 5 ved at kopiere strategien fra Krim i 2014 og indsætte ”små grønne mænd”, der kan agere falske oprørere i en estisk provins. Hvis USA vælger ikke at forsvare Nato i en sådan situation, undergraver det hele alliancens troværdighed.
Forventningerne til Nato-landenes udgifter kan blive skruet yderligere i vejret, og lande, der ikke lever op til målene, risikerer at miste amerikanernes beskyttelse.
Det er ikke nogen ny holdning i Washington D.C. Skiftende republikanske og demokratiske præsidenter tilbage til George W. Bush har forsøgt at få europæerne til at bære en større del af den kollektive sikkerhedsbyrde. Det skulle oprindeligt frigøre amerikanske ressourcer til at fokusere på den sikkerhedspolitiske ”kerneopgave” Kina.
Men med Trump fylder det principielle argument mere end tidligere. Alliancen skal være en god ”deal” for USA. Som hans vicepræsident, J.D. Vance, har udtrykt det, må utilstrækkelige europæiske forsvarsudgifter ses som en implicit skat på amerikanerne for at finansiere europæernes sikkerhed. Hvis europæerne ikke kan forsvare sig selv, er de ikke allierede, men klienter.
Prisen for amerikanernes beskyttelse er dermed steget, samtidig med at USA’s nye præsident kun lader til at ville forsvare Europa, hvis Europa også er i stand til at forsvare sig selv. Af den årsag må vi i Europa indse, at vi er nødt til at kunne stå på egne ben.
Det er endnu uvist, hvad betingelserne vil være, hvis Trump-administrationen fremtvinger forhandlinger mellem Ukraine og Rusland. Men uanset hvad, så bør vi europæere gøre alt, hvad vi kan, for at sætte Ukraine i den bedst mulige position på slagmarken og ved forhandlingsbordet.
Det betyder flere og hurtigere leverancer af våben og ammunition samt fuldtonet opbakning til ukrainske forhandlingskrav. Ligeledes bør vestlige lande fjerne resterende restriktioner på brug af våben.
Når det kommer til donationer, sætter Danmark det gode eksempel som en af de største bilaterale donorer i absolutte og relative tal. Men andre lande som Belgien, Frankrig, Italien og Spanien giver fortsat alt for lidt.
Vi bør også forbedre vores evne til at omsætte militære støttetilsagn til reelle leverancer – altså levere de våben, vi lover ukrainerne. Som præsident Zelenskyj for nylig sagde under sit besøg i Reykjavik, går der alt for længe, fra militære donationer er annonceret, til materiellet ankommer i Ukraine.
Det er ikke et spørgsmål om penge, men om bureaukrati. Et sted at starte er derfor at simplificere lange anskaffelsesprocesser i de vestlige indkøbsorganisationer, som ikke er gearet til krigstid. Der er flere eksempler på, at disse kan trække ud i månedsvis.
Samtidig bør de europæiske lande bygge på ”den danske model” og købe materiel direkte fra den ukrainske forsvarsindustri med penge fra egne budgetter og renteindtægter fra indefrosne russiske aktiver. Man bør også se på hovedstolen af disse aktiver.
I øjeblikket bliver mindre end halvdelen af Ukraines produktionskapacitet udnyttet. De ukrainske virksomheder har kort leveringstid og lave produktionsomkostninger og sikrer dermed flere våben for pengene. Derudover reducerer det behovet for uddannelse af soldater og bringer tiltrængt kapital til landet.
De europæiske Nato-medlemmer er nødt til at tage langt større ansvar for egen sikkerhed. Selvom 23 lande, herunder Danmark, nu bruger mindst 2 pct. af bruttonationalproduktet på forsvar, bør Nato og dets medlemslande sigte mod 3 pct.
Det skal vi dels for at vise, at vi er troværdige alliancepartnere, der imødekommer USA’s ønske om, at Europa skal betale mere for egen sikkerhed. Dels skal vi gøre det for at reducere vores afhængighed af amerikanernes beskyttelse.
Som led i dette skal vi sikre en kraftig opbygning af den europæiske forsvarsindustri. Krigen i Ukraine viser, at vi har forsømt at vedligeholde vores produktionsevne. Eksempelvis har Ukraine alene brug for cirka 2,4 millioner artillerigranater om året. EU-Kommissionen estimerede tidligere i år den samlede europæiske kapacitet til 1,3 millioner, et tal, der sandsynligvis er endnu lavere.
Vi øger blandt andet kapaciteten ved at lægge så stor en andel af udgifterne hos vores egne producenter som muligt. EU-Kommissionen har i sin forsvarsindustrielle strategi sat et mål for, at mindst 50 pct. af medlemslandenes forsvarsindkøb skal foretages i EU i 2030, stigende til 60 pct. i 2035. Der, hvor vi kan, bør vi købe europæisk.
Ligeledes bør den nye EU-Kommission gøre alvor af forsvarskommissær Kubilius’ forslag om at pålægge medlemslandene at opbygge en minimumskapacitet af ammunition. Dette vil styrke landenes modstandskraft og skabe udgangspunkt for langsigtet efterspørgsel hos industrien.
Endelig bør vi styrke forsvarssektorens adgang til risikovillig kapital. Når mange ESG-indeks stadig udelukker sektorens virksomheder, begrænser det antallet af potentielle investorer. Det har konsekvenser for særligt små og mellemstore virksomheder, hvis finansieringsbehov ofte har kortere tidshorisont med cashflow-strukturer, der ikke er velegnet til lange, offentlige indkøbsprocesser.
Vi bør derfor, som Draghi-rapporten lægger op til, ændre EU’s ramme for bæredygtig finansiering. Eksempelvis ved tydeligt at inkludere forsvarsindustrien i EU’s taksonomi for bæredygtige investeringer. Ligeledes bør vi ændre lånevilkår hos Den Europæiske Investeringsbank til at omfatte våbeninvesteringer.
Fastholdelse af tætte transatlantiske bånd og europæisk evne til at forsvare sig selv kommer i sidste ende ud på ét. Vi må spørge os selv: Vil vi være klienter, der hvert fjerde år kastes ud i sikkerhedspolitisk uvished, når amerikanerne skal stemme? Eller vil vi kunne stå i egen ret?