Sundhedsreformen er godt håndværk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er den største og mest omfattende reform i 20 år, sagde sundhedsminister Sophie Løhde, da hun præsenterede det politiske forlig om en sundhedsreform. Det har hun ret i. Ikke blot er reformen omfattende og dækker mange hjørner af sundhedsvæsenet, men vi har samtidig fået en god og perspektivrig sundhedsreform, der tjener politikerne og embedsværket til ære.

Det er godt håndværk og på nogle stræk nærmest kunsthåndværk, når man graver sig ned i detaljerne. Og der er naturligvis også hår i suppen. Afhængig af optikken er nogle af dem større end andre, men det må ikke skærme for de positive ting.

De politiske analytikere ved to af vores dagblade fandt det svært at forstå reformen – ja, hvad er en specialist i almen medicin, spurgte den ene. En anden fandt reformen ufolkelig, teknisk og svær at kommunikere. Det er korrekt, men en reform skal indeholde mange detaljer.

Hvad er f.eks. en standsningsret? Og hvorfor systematisk skrive almenmedicinske tilbud og ikke bare praktiserende læger, så der ikke er nogen, der er i tvivl? Jo, vil teknokratforklaringen lyde: Almen praksis kan jo drives på andre måder end den kendte, f.eks. også i form af regionsdrevne klinikker eller udbudsklinikker, som drives af en privat tredjepart. Men det medfører en fremmedgørende sproglig fremstilling.

Når man skal ind i maskinrummet for en reform af et i forvejen kompliceret sundhedsvæsen, er det ikke læs-let-materiale. På nogle områder bliver man ført dybt ind forvaltningsovervejelser, som kun få kan forholde sig til. Det er dræbende kedelig læsning, men nødvendig for at opbygge den infrastruktur, der skal bære sundhedsvæsenet efter reformen.

Set fra patientperspektivet er det positive ved reformen, at centraliseringen i sundhedsvæsenet sættes i bakgear med fokus på at skabe et nært sundhedsvæsen med flere praktiserende læger og speciallæger, at der flyttes opgaver fra sygehusene til de praktiserende læger, så vi undgår de lange ture til sygehusene, at nogle indlæggelser kan foretages i hjemmene, at der vil blive taget bedre hånd om personer med kroniske sygdomme med såkaldte kronikerpakker.

Det kommer bare ikke i morgen. Reformen træder i kraft i 2027 med 2026 som et overgangs- og planlægningsår. Nogle af forbedringerne vil strække sig over op til 10 år, bl.a. at der kommer 1.500 flere praktiserende læger.

Det var en sundhedsstrukturkommission, der lagde grunden til reformen. Fra nogle sider var det forventningen, at der skulle ske noget med de nuværende fem regioner.

Det blev nu ikke til meget. Det blev dannet en storregion på Sjælland, så vi nu er nede på fire. Region Østdanmark er desværre en gennemført dårlig idé. Den største strukturændring er oprettelsen af 17 sundhedsråd. Hvis reformen skal lykkes, skal sundhedsrådene ubetinget lykkes.

Struktur optager ikke mange. De fleste er optaget af, om vi har et velfungerende sundhedsvæsen, der er der, når jeg har brug for det. Men struktur skaber de rammer, som sundhedsvæsenet i dagligdagen fungerer og udvikles indenfor.

Geografisk bliver regionerne delt op i et antal sundhedsråd, f.eks. fem i Region Midtjylland og fire i Region Syddanmark. De består normalt af fire-seks kommuner, og alle har et akutsygehus i lokalområdet. Det er et forsøg på at skabe en grad af nærhed – og sundhedsrådene skal varetage så mange opgaver, at man næsten taber vejret, men viser, hvor vigtige sundhedsrådene bliver.

Sundhedsrådene varetager på regionsrådets vegne ansvaret for den umiddelbare forvaltning af regionernes sundhedsopgaver i lokalområdet. Med andre ord en decentralisering af ansvaret.

Sundhedsrådet får det umiddelbare politiske ansvar for strategi og planlægning af driften af sygehuse, lokal planlægning af almen praksis og praksissektoren i øvrigt samt de sundhedsopgaver, som flyttes fra kommunerne, bl.a. ca. 4.000 midlertidige kommunale sengepladser, som dækker over akutsenge, senge til borgere, der venter på en plejehjemsplads eller har behov for restitution efter en sygehusindlæggelse.

Disse pladser kommer fremover til at hedde regionale sundheds- og omsorgspladser og kommer under sundhedsloven og dermed uden brugerbetaling som i dag i kommunalt regi.

Man må ikke sammenblande politisk og administrativt ansvar. Ansvaret for den praktiske ledelse af sundhedstilbuddene, herunder sygehusene, varetages som i dag af det administrative ledelsesniveau.

Selv om det lyder teknokratisk og bureaukratisk, er det nødvendigt med planlægning for at sætte retning for udvikling af sundhedsvæsenet.

Det må ikke blive en papirtiger, men skal være en proaktiv strategisk udviklingsplan. Dette er formålet med den nærhedssundhedsplan, sundhedsrådet skal udarbejde og føre ud i livet.

Nærsundhedsplanen skal beskrive en omstillingsproces og udbygning af det nære sundhedsvæsen. Den omfatter også en plan for, hvordan sygehusene kan vendes udad ved f.eks. i langt højere grad at stille specialiseret rådgivning til rådighed for almen praksis og tage et ansvar før og især efter sygehusophold.

Sygehusene skal på en og samme gang levere specialiseret behandling, men samtidig være servicestation for almen praksis og kommunerne.

Det sidste er nyt, men vigtig for at styrke kompetencerne ved opgaveløsningen i det nære sundhedsvæsen. Planen skal også indeholde overvejelser om, hvordan sygehusene skal drive og understøtte behandlingen tæt på borgerne.

Sundhedsrådets medlemmer er udpeget af regionen og kommunerne i nærområdet. Sundhedsrådene udgør et vigtigt forum for sundhedssamarbejdet mellem kommuner og regioner. Det samlede antal medlemmer varierer fra 9-21 afhængig af geografisk udstrækning og antal indbyggere.

Antallet af kommunale repræsentanter afhænger af antal indbyggere i kommunen: Under 80.000 én repræsentant og over 300.000 tre repræsentanter. De kommunale repræsentanter vil normalt være formændene for kommunernes sundhedsudvalg, Regionen udpeger formand og næstformand.

Det har kommunerne været meget imod, men det er vigtigt med en klar ledelse, især når den sundhedsmæssigt dominerende part er regionen. I det, der var forgængeren for sundhedsrådene, sundhedsklynger, var der roterende formandskab mellem region og kommuner, som inviterede til handlingslammelse, og kommunerne var repræsenteret ved borgmesteren, som normalt ikke har sundhed som spidskompetence.

I forvaltningsjargon er sundhedsrådet et stående udvalg, hvor kun politikere kan være medlem. Det betyder f.eks., at en patientrepræsentant eller en praktiserende læge ikke kan være medlemmer. Det har patientorganisationerne naturligvis været utilfredse med. I hver region er der i stedet oprettet et patient- og pårørende udvalg med et noget uklart mandat.

Almen praksis er omdrejningspunktet i sundhedsvæsenet. 90 pct. af os er i kontakt med vores praktiserende læge i løbet af et år.

Det er de praktiserende læger, der udskriver vores recepter, henviser os til sygehusene osv. Almen praksis er næsten en reform i reformen.

For det første bliver der gradvist flere praktiserende læger frem mod 2035 – i alt 1.500. Det er tiltrængt og en forudsætning – sammen med sundhedsrådene – for at reformen lykkes. De praktiserende læger skal være med til at behandle det stigende antal ældre, som ofte har én eller flere kroniske sygdomme, og skal samtidig påtage sig opgaver, som flyttes fra sygehusene.

Der, hvor der er flest syge, er der i dag færrest praktiserende læger (og praktiserende speciallæger). For det andet skal de praktiserende læger derfor fordeles på en anden måde på danmarkskortet end i dag. Det sker ved en statslig styring af, hvor der skal/kan være almen praksis.

Og det bliver muligt at sænke patienttallene i de almen praksis, som har tunge patienter, og øge det i praksis med mindre behandlingskrævende patienter. Og skal de også have en gennemgribende forenkling af deres honorarstruktur – altså af den måde, regionerne betaler dem for deres arbejde.

For de praktiserende lægers vedkommende tages der allerede hul på reformen i 2025. I 2025 og 2026 får regionerne midler til at styrke almen praksis i disse områder. Midlerne skal udvide kapaciteten i almen praksis i form af flere lægekapaciteter og fastholdelse af flere praktiserende læger. Udvidelsen kan ske i form af både flere praktiserende læger, udbudsklinikker og regionsklinikker.

I sundhedsloven vil det blive fastlagt, at regionerne i 2025 og 2026 får mulighed for at give et midlertidigt tillæg til læger, som får mulighed for at sænke patienttallet, når en ny fordeling af ydernumre og læger træder i kraft.