Springsteen og Swift hjalp ikke
Til trods for at det amerikanske demokrati næppe er blevet, som Leonard Cohen forudså i 1992, fungerer det – netop som et demokrati.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ifølge Leonard Cohens sang ”Democracy” fra 1992 kom demokratiet nu omsider til USA – lidt forsinket, da demokrati har været en del af landets forfatning siden afslutningen af 1700-tallet, men bedre sent end aldrig …
Der er imidlertid meget, der tyder på, at Cohen har været lidt for optimistisk i sine betragtninger. F.eks. er det jo blevet politisk korrekt børnelærdom, at Donald Trump er en trussel mod demokratiet, og til trods for dette endte det med, at han blev USA’s præsident – igen! For at fuldbyrde tragedien indtraf katastrofen ovenikøbet ved et demokratisk valg.
Ligesom i 2016 forsøgte adskillige gode kræfter at forhindre skrækscenariet. Men lige meget hvor meget retskafne mennesker såsom Bruce Springsteen, Taylor Swift, Beyoncé Knowles og Barack Obama belærte den amerikanske befolkning om at sætte krydset det rigtige sted – så ville amerikanerne stadig selv bestemme, hvem de vil stemme på!
Alt, hvad der kunne krybe og gå af politisk korrekte succesmennesker, som har skabt sig en karriere ved at missionere tidsåndens bud, engagerede sig i massiv folkeopdragelse. Men enhver velment pædagogik prellede tilsyneladende af på store dele af populationen.
Her i Vesteuropa følger vi via medierne tragedien på afstand og ikke uden angst og bæven. Igen og igen må hæren af velmenende journalister, politikere og eksperter undskylde på den amerikanske befolknings vegne. De stakkels mennesker ved jo ikke deres eget bedste, når de stemmer på en kandidat, der ser det som sin vigtigste opgave at skabe tryghed og velstand i USA i stedet for at ville redde hele verden.
Hvordan kan han mene, at Nato-landene burde bruge minimum 2 pct. af deres bruttonationalprodukt på at styrke alliancens sammenhængskraft, når det vitterligt er USA, der skal redde verden, og ikke Nato-landene, der i fællesskab skal forsvare dem selv?
Kommer man tilstrækkeligt langt ud på det amerikanske bøhland, må gamle, dårligt uddannede hvide mænd ovenikøbet antages at ligge under for den famøse, omsiggribende ”desinformation”.
Denne forsvarer vi andre os heldigvis effektivt mod ved at få sandheden, hver gang nyhederne i tv blotlægger afviklingen af det amerikanske demokrati.
Der er bare lige det, at i et demokrati tæller en enfoldig mands stemme lige så meget som en intelligent, universitetsuddannet kvindes, så hvordan skal vi hjælpe amerikanerne med at få styr på folkestyret inden for det selvsamme folkestyres egne rammer?
På grund af alle disse til tider dobbelttydige problematikker må vi nok være tålmodige i forhold til Cohens vision om et amerikansk demokrati, vi alle sammen kan være stolte af – ikke mindst os, der ikke kender det amerikanske samfund lige så godt som amerikanerne selv.
Så længe pøblen går sine egne vegne i forhold til elitens formaninger, er det nemlig meget vanskeligt at stille noget op med ”det fucking demokrati” – for så fungerer det jo i store træk netop, som det skal …