Midt i en usikker fremtid for dansk landbrug skal vi ikke glemme de unge landmænd
Som ung landmand i Danmark står vi som generation fanget i krydsilden mellem stigende usikkerhed, høje økonomiske krav og den konstante kamp for at bevare og udvikle landbruget.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det politiske fokus på CO2, miljø, kvælstof og klima presser unge landmænds muligheder for at fortsætte i erhvervet, hvilket skaber en enorm usikkerhed for mange af os, som har svært ved at se en fremtid i faget.
Unge landmænd er i dag mere motiverede end nogensinde til at være fremtidens landmænd. Vi er med til at fremme og innovere landbruget i den bæredygtige retning, som alle efterspørger. For vi bliver nødt til at forandre for at bevare det erhverv, vi elsker allermest: landbruget.
Det er derfor bekymrende, at Christiansborg overgår hinanden i grønne tiltag på bekostning af landbruget. Rigide regler som eksempelvis efterafgrødereglen ignorerer det landbrugsfaglige og praktiske aspekt.
Hvis den grønne trepart fortsætter med lange reglementer, dårlig implementering og langsom sagsbehandling, risikerer man at svække hele erhvervet – alt for at tiltrække vælgere.
For at bevare Danmark som en førende landbrugsnation er det afgørende at involvere og lytte til unge landmænd. Den kommende trepartsaftale skal også tage højde for vores reelle udfordringer.
Med en gennemsnitsalder på 53,6 år blandt landmænd står dansk landbrug over for et nødvendigt generationsskifte, men unge landmænd møder store økonomiske udfordringer, høje jordpriser, dyre maskiner og store lån skaber et betydeligt pres, hvilket gør det vanskeligt at komme i gang.
Usikkerheden om fremtiden gør det svært at investere og planlægge langsigtet i landbruget. Trepartsaftalen kræver store investeringer i bæredygtige teknologier som præcisionsudstyr, droner og moderne staldanlæg for at reducere klimaaftryk og forbedre dyrevelfærd. Disse investeringer er nødvendige, men kræver betydelige midler, som kan være vanskelige at finde.
Politikere bør støtte unge landmænd med bæredygtige incitamenter ved at reducere økonomiske byrder. Det kunne være forbedrede vilkår for generationsskifte, afskaffelse af arveafgiften, skattelettelser for ældre landmænd, der overdrager bedrifter, og fritagelse for moms og afgifter på grønne investeringer i maskiner og etableringer. Det vil lette opstart og drift i omstillingen mod et bæredygtigt landbrug.
Forholdene for nye landmænd er ikke optimalt understøttet af politikken. For en bæredygtig fremtid for dansk landbrug skal den nye trepartsaftale skabe stabile rammer, der muliggør udvikling og modernisering. Politikerne må forstå, at fremtidens landbrug afhænger af den unge generation.
Derfor opfordrer vi til, at den kommende trepartsaftale tager højde for vores unikke udfordringer og sikrer, at dansk landbrug kan leve videre, også når vores generation en dag skal tage over.