Branners berøringsangst står i vejen for reel handling

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det var et af de interview, der havde været hysterisk morsomt, hvis emnet ikke var så tragisk.

I sidste uge bragte Jyllands-Posten et interview med LGBT+ Danmarks sekretariatschef, Susanne Branner, der sagt på godt dansk var noget for sig. Omdrejningspunktet var en opsigtsvækkende undersøgelse, der viste, at hele 59 pct. af danske muslimer ikke ville acceptere, hvis deres søn eller datter levede åbent som homoseksuel.

Eller rettere: Det skulle interviewet have handlet om. Sådan gik det bare ikke rigtigt, fordi Susanne Branner i et forsøg på at holde sig politisk korrekt gjorde alt for at danse langt uden om den varme grød.

Relevante spørgsmål om de åbenlyse problemer med homofobi i muslimske miljøer blev prompte spinnet til i stedet at handle om kristendom, Indre Mission, »højreorienterede frikirkemiljøer« og ja, faktisk alt andet end islam.

Strategien er lige så trist, om den er åbenlys. Det er det, der med et moderne udtryk kaldes ”whataboutisme”. Med sin konstante perspektivering og relativisering af problemet sørger Branner nemlig for, at hun ikke personligt kommer til at sige noget, der af den alleryderste, politisk korrekte venstrefløj kan tolkes som krænkende og racistisk.

For på venstrefløjen er al kritik af islam eller muslimske miljøer nemlig at se som rendyrket racisme – også selvom alle vi andre godt ved, at det selvfølgelig bare er berettiget kritik.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg synes, at LGBT+ Danmark gør rigtig meget godt arbejde. Organisationen har haft en positiv indflydelse på rigtig mange danskeres liv.

Men det gør så også kun Branners berøringsangst desto mere skuffende. For mens organisationen hjertens gerne bekæmper homofobien inden for kristendommen eller i det danske samfund generelt, så tør man ikke tage fat om nældens rod i det muligvis mest homofobiske miljø i Danmark – nemlig det muslimske.

Det har konsekvenser. Tilbage står der homoseksuelle muslimer, der ikke kommes til undsætning. Som ikke får samme hjælp, som deres medborgere af andre religiøse ophav får.

Branner indrømmer i interviewet, at LGBT+ Danmark ingen indsats gør for at bekæmpe homofobi i muslimske miljøer. Her bliver undskyldningen så, at det gør organisationen Sabaah allerede, og dem vil man ikke tage brød ud af munden på.

Undskyld, Susanne, men det argument holder jo slet ikke. Bare fordi én organisation kæmper en kamp, betyder det jo ikke, at en anden ikke også kan gøre det.

Skulle Folkekirkens Nødhjælp da nægte at hjælpe børn, bare fordi Red Barnet gør det? Nej vel? Vi kan vel hurtigt blive enige om, at når det handler om godtgørende arbejde, må vi handle efter princippet ”jo flere, jo bedre”.

Så kære Susanne og kære LGBT+ Danmark: Drop nu berøringsangsten. Lad nu være med at fokusere så meget på ikke at krænke nogen og fokusér i stedet på, hvordan I kan hjælpe flest mulige homoseksuelle i Danmark.