Lad os få et oprør mod den forkvaklede folkeskole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efterhånden er vi vel så langt fremme i tiden, at få husker den bevægelse, der kaldtes 68-oprøret.

På mange områder er alt det, de unge dengang kæmpede for, da også efter en kort storhedstid rullet tilbage, så alt er som før. Der er ikke sket den store udligning mellem rig og fattig, vi er ikke blevet mere fornuftige med hensyn til forbrug, og ser vi på påklædningen hos de unge i dag, så ligger vi milevidt fra det, som dengang var in.

Men på et punkt har hippie-bevægelsen haft afgørende betydning, og det er inden for undervisning.

Det var de studerende på universiteterne, der sad og skreg ved Storkespringvandet, og det var en lærerstuderende, nemlig Mogens Amdi Petersen, der ville revolutionere folkeskolen og fik mange med sig.

Mange valgte da også lærergerningen for at få indflydelse på undervisningen, som var et oplagte sted, hvis man ville påvirke noget i samfundet. Alle disse venstreorienterede på vore uddannelsessteder gik deres sejrsgang til stor skade for hele systemet.

Man indførte begreber som tværfaglighed og gruppeundervisning som det eneste saliggørende og tvang disse undervisningsformer ind i alle skoler. Før havde det været således, at seminarieelever foruden at have praktik på seminariet også kom i praktik på almindelige folkeskoler. Her overværede de, hvorledes en almindelig lærer underviste, og bagefter prøvede de at gøre vedkommende kunsten efter.

Efterhånden blev praktikken udøvet således, at den almindelige lærer skulle på kursus på seminariet for at lære, hvorledes han skulle vejlede praktikanter, for at kunne være praktikvært på sin skole.

Det var på en måde at vende tingene på hovedet, at en dygtig praktiserende lærer skulle undervises i at undervise af en teoretiker på et seminarium for at fremme nogle idéer, der så viste sig ikke at give en bedre skole, men derimod det modsatte. Dertil kom, at lærerne i udseende afveg fra det almindelige, så det ikke var uden grund, at de mistede respekt hos forældrene.

Som det fremgår, er det i dag hverken eleverne, forældrene eller lærerne, der kan klandres for de dårlige forhold i folkeskolen, men derimod nogle forkerte metoder, der af nogle forvildede såkaldte ungdomsoprørere blev trukket ned over hovedet på et ellers velfungerende system

Når det nu så er gået så galt, så var det måske en nærliggende tanke, at man måske skulle prøve at vende tilbage til de tilstande, der var, før det gik galt. Lad os igen få en læreruddannelse, hvor man har mødepligt fra 8 til 14 alle ugens fem ugedage, og hvor der undervises i regulære fag som historie, dansk, matematik osv., og lad de lærerstuderende komme i praktik hos erfarne lærere, der har vist, at de kan undervise.

Vend tilbage til ordentlig undervisning i folkeskolen, hvor eleverne sidder pænt ved pulte og oplever læreren undervise i de regulære fag. Lad være med at betragte det som odiøst, at eleverne står op, når læreren kommer ind i klassen, og først sætter sig ned, når læreren giver lov dertil.

Indfør igen almindelig høflig omgangstone i skolen, så der siges De til læreren, som selvfølgelig skal tiltales ved efternavn. Lad forældremøder igen blive et forum, hvor læreren har det afgørende ord som den, der orienterer forældrene om barnets skolegang, og ikke et foretagende, hvor lærerens undervisning skal mistænkeliggøres. På ét område er der allerede sket en del, idet vi faktisk ikke i dag på lang afstand kan identificere en lærer på sit ydre.

Mon ikke vi snart er nået dertil, hvor mine tanker kan opfattes som noget nyt og progressivt? Der er ikke meget af det gamle såkaldte ungdomsoprør tilbage i nutidens lærerstab, og det er heller ikke tankegods fra dengang, der præger nutidens forældre, så lad os få et oprør mod det nuværende, lad os stå sammen, om jeg så må sige det, om et nyt oprør.