Regeringen driver dannelsen ud af uddannelserne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når jeg som dansklærer har undervist gymnasieelever i litteratur, er jeg ofte blevet spurgt: »Hvad skal vi bruge det til?« Underforstået: Vi ved godt, vi skal kunne stoffet til eksamen, så vi kan få en god karakter. Men hvad er det dybere formål?

Jeg har svaret med et modspørgsmål: »Hvad er det vigtigste, I har oplevet i livet?« Så siger eleverne som regel noget i retning af forelskelse og kærlighedssorg, sorgen over et elsket familiemedlems død eller glæden ved at sidde sammen med gode venner på en strand og se Solen gå ned.

»Netop! Derfor skal I læse litteratur.« For litteratur handler om det vigtigste i livet. Om kærlighed og død, angst, skyld, tilgivelse, tro og skønhed. Litteraturen nærer din livsglæde og ruster dig til at håndtere tilværelsens hårde og ubarmhjertige sider.

Med andre ord: Litteratur danner. Men instrumentaliseringen af uddannelserne svækker dannelsen. Vi fokuserer mere på midler end på det, der har værdi i sig selv. Vi lærer eleverne, at det er vigtigt at gå til eksamen og få en god karakter. Men vi taler mindre om læring som et mål i sig selv. Om læsning som noget spændende, lystfuldt og personlighedsudviklende.

Regeringens nye udspil til en reform af uddannelserne er et markant opgør med dette klassiske dannelsesideal.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye ønsker at udvide begrebet om dannelse. Det skal ikke kun omfatte åndelig udvikling gennem litteratur, men også praktiske og fysiske færdigheder som madlavning og håndværk.

Men det er det berømte barn, regeringen risikerer at smide ud med badevandet. Andre tegn peger også i den retning.

Regeringen vil afskaffe Lektoratsordningen, der formidler dansk kultur og litteratur i udlandet. Samtidig fokuserer regeringens udspil til folkeskolereform meget på erhvervslivet, hvilket sker på bekostning af den bredere dannelse i humanistiske og kulturelle fag. Endelig foreslår regeringen at fjerne tilskuddet til græsk og latin i gymnasiet. Det vil ødelægge studiet af klassiske fag, som udgør centrale tråde i kulturarvens rige væv. Særligt vil det ramme sprogene og litteraturen.

Alt dette følger i kølvandet på tidligere reformer, der har nedprioriteret fag som dansk, religion, oldtidskundskab og historie.

Den fortsatte nedbrydning af den litterære dannelse skader vores samfund på flere måder.

I en tid, hvor underholdning og overfladiske informationer dominerer, udgør litteraturen en mulighed for dybere indsigt. Når vi læser Martin A. Hansens ”Løgneren”, lærer vi at se nuancerne i moral og selvbedrag. Når vi fordyber os i Karen Blixens ”Sorg-Agre”, opdager vi, hvordan en enkelt dags høstarbejde kan rumme et menneskes skæbne.

Litteraturen skærper vores evne til at se bag om det åbenlyse. Når elever lærer at afsløre den upålidelige fortæller i Blichers noveller, opdager de, hvordan mennesker lyver. Ikke bare for andre, men også for sig selv. Det kultiverer deres kritiske sans. Litteraturen er som en nøgle, der låser op for livets store mysterier. Den åbner døre, vi ellers ville gå forbi.

I vores samtid præget af nivellering af kvalitet og overfladisk forbrugerisme er det vigtigere end nogensinde at værne om litteraturen. Vi ser en bekymrende udvikling, hvor alt behandles ligeværdigt, hvor kultur reduceres til forbrug, og hvor det er blevet sværere at finde og værdsætte eksistentiel dybde.

I dag rangerer et ”genialt” computerspil på linje med ekstraordinær litteratur. Johannes V. Jensens mesterlige roman ”Kongens fald” anses for at være lige så meget værd som den nyeste amerikanske B-film. Det mest uforenelige sammensættes i en triviel hverdag uden dybde, hvor man på samme tid og ofte i samme undervisningstime zapper fra Facebook og ”Paradise Hotel” til Herman Bang.

Litteraturen står som en modvægt til disse tendenser. Litteratur er en kilde, man kan vende tilbage til igen og igen. Den taler til hele mennesket – vores fantasi, følelser og intellekt.

At nedprioritere dannelsen er som at skære rødderne over på et træ og forvente, at det stadig vil bære frugt. Det er at svigte vores fælles identitet og fremtid. Ved at fordybe os i Grundtvig og de store salmedigtere, i Homer og Bibelen får vi indsigt i, hvem vi er som kulturnation og som europæere. Dannelsens frodige frugter giver os et fælles referencepunkt i en stadig mere fragmenteret verden.

Der er gode takter i regeringens reform af uddannelserne. Men det er en stor fejl at fokusere for meget på praktiske færdigheder, det nyttige og det nutidige. Når dannelsesbegrebet udvides, indsnævres uddannelsernes horisont.