Den uddannelsesreform lugter af DDR: Regeringen tror, de kan styre de unge derhen, hvor de vil have dem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I perioden mellem 1949 og 1961 valgte godt 2,7 millioner mennesker at flygte fra det tidligere DDR over til Vesten. Mulighederne for at udleve et selvvalgt liv var meget større der, end hvis man forblev i et kollektivistisk samfund, hvor det regerende statsparti, SED, bestemte over borgerens liv.

SED betragtede borgerne som statister i et planøkonomisk samfund, hvor partiet styrede borgernes valgmuligheder med henblik på at indsætte dem i de funktioner, det mente, der var behov for i samfundet.

Derfor flygtede frem for alt unge, veluddannede forskere, læger og advokater til Vesten. Og da SED desuden indførte tvangskollektivisering af landbrugssektoren i perioden mellem 1952 til 1960, flygtede tilmed 15.500 landmænd til Vesten.

For at stoppe den massive videnflugt valgte SED i 1961 at bygge en mur, der adskilte Østberlin fra Vestberlin og omringede Vestberlin. Borgerne blev spærret inde, da flugten af den faglærte og unge befolkning truede med at underminere stabiliteten i det østtyske samfund og dets økonomi.

Som bekendt viste historien, at man ikke kunne undertrykke det østtyske folk.

Derfor er det naivt og dybt arrogant, når regeringen i sit uddannelsesudspil tror, den kan bestemme, hvilken uddannelse unge danskere skal tage. Fejlagtigt tror SVM-regeringen som DDR-styret, at den kan dirigere ungdommen i den retning, den lige nu anser for gavnlig for samfundet.

For det første er de unge mennesker ikke bare statister i en stat, som man kan rykke rundt på i et planøkonomisk uddannelsessystem. Hvis nu de unge ikke har lyst til at tage en erhvervsuddannelse, fordi regeringen mener, der mangler sosu-medhjælpere, så kan man heller ikke tvinge dem til det.

For det andet nytter et højere karakterkrav ikke noget. I al den tid, jeg har været gymnasielærer, har vi gennemført optagelsesprøver for de elever, der ikke har haft karaktergennemsnit til at komme ind. Lad mig sige det, som det er: Alle kommer ind. Optagelsesprøverne er ren proforma, da eleverne er penge. Derfor skal de ind, og derfor gør man alt for at fastholde dem i deres uddannelsesforløb. Og mange af eleverne lykkes med at gennemføre uddannelsen, om end med massiv hjælp. Men de kommer igennem.

Den liberale tænketank Cepos offentliggjorde for nylig sin analyse af, hvilke konsekvenser skærpede adgangskrav til det almene gymnasie vil efterlade. Og jeg blev faktisk overrasket. Selv har jeg længe været fortaler for et karakterkrav til kommende elever som den bedste måde at værne og styrke det faglige niveau på uddannelsen, da elevernes faglighed er så pivringe, når de begynder på gymnasiet. Men analysen viste, at det ikke nødvendigvis er en god idé at indføre skærpede krav til gymnasierne.

Forskningschefen i Cepos, Karsten Bo Larsen, sagde, at et øget karakterkrav skaber et nyt problem, når man udelukker nogen, som kunne have fået en videregående uddannelse senere. Derfor må det være en politisk afvejning, om man vil bruge denne model med den bagside, der er ved det, siger han.

For det tredje har jeg som tidligere hf-lærer selv oplevet, hvilken enorm succes hf-uddannelsen på VUC er. Elever, som ikke havde mod på at tage en treårig ungdomsuddannelse, kunne tage enkeltfag på hf og derigennem få en studentereksamen, der gav dem adgang til at tage en professionsbachelor eller en lang videregående uddannelse.

Den nye epx-uddannelse vil ikke være attraktiv for de elever, som vælger hf. Dermed skubber man enten unge ud i uddannelser, de mistrives i, eller i en tilværelse, hvor de slet ikke får en uddannelse.

Afskaffelsen af hf-uddannelsen er derfor med til at forstærke de fem grundlæggende udfordringer inden for dansk økonomi, som Reformkommissionen omtaler i rapporten ”Erkendt, forsøgt løst, uløst” fra 2021. Første udfordring kaldes »unge med uforløst potentiale«. Knap 20 pct. af en ungdomsårgang står som 25-årige uden anden uddannelse end grundskolen. Af dem anslår kommissionen, at en tredjedel har »komplekse« udfordringer som psykiatriske diagnoser, kriminalitetshistorik eller misbrug.

En anden tredjedel har umiddelbart kun en enkelt udfordring som manglende afgangsprøve fra 9. klasse eller en lettere psykisk diagnose, mens den sidste gruppes udfordring tilsyneladende blot er mangel på uddannelse. Ifølge rapporten er det realistisk at løfte særligt de to sidste grupper.

Beslutningen om at sløjfe hf-uddannelsen er forfejlet, da uddannelsen faktisk får fat i nogle elever, som ellers ikke ville gennemføre en uddannelse. Det samme gør sig gældende for VUC, som næsten udelukkende udbyder hf-uddannelsen. For hvad skal de lave i fremtiden?

Det grundlæggende problem er, at regeringens uddannelsesreform afspejler en arbejderistisk uddannelsespolitik, der blev formuleret af den tidligere socialdemokratiske undervisningsminister Ritt Bjerregaard. Selvom hun aldrig sagde de berømte ord, var hendes politik formet af en ideologi om, hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære.

Derfor taler regeringen det almene gymnasium ned igen og igen. Og derfor fjernes de forskellige tilskud til det almene gymnasium i forbindelse med det nye taxameter- og tilskudssystem. Udstyrstunge fag som fysik, kemi, biologi og biotek, men også musik mister sine livsnødvendige tilskud.

Derfor bliver det svært at gøre a-fagene attraktiv, hvilket fjerner elevernes incitamentet for at vælge dem. Og når vi ikke længere kan gøre især de naturvidenskabelige fag attraktive, så siger det sig selv, at det bliver svært at motivere ungdommen til at forstå mulighederne i, hvorfor man skal uddanne sig til f.eks. ingeniør, læge eller inden for molekylær biomedicin.

Den helt store knast i regeringens uddannelsesreform er, at man ikke vil erkende, at nogle elever bare er dygtigere end andre, og at de dermed skal fodres fagligt. Regeringen er sådan set heller ikke interesseret i gøre nogle elever dygtigere end andre, da det for staten er nemmere at rykke rundt på det, man tror er dumme borgere. Men det tør den ikke sige.

Danmarks fremtid bliver ødelagt, fordi SVM-regeringen på samme måde som SED i det tidligere DDR slår ned på viden og borgernes frie valg til at vælge den uddannelse, som de har lyst til. Konsekvensen er ikke i første omgang, at borgerne flygter til andre europæiske lande på samme måde, som borgerne flygtede fra DDR. Regeringens uddannelsesreform bliver i stedet, at vi ikke dygtiggør vores borgere til at kunne bidrage til Danmark som vidensamfund.

Hvis der er en ting, jeg som gymnasielærer har lært, så er det, at eleverne kommer, og de bliver ved med at komme på det almene gymnasium. Det kan vi slet ikke styre. Uanset hvilket tiltag regeringen laver.