Dansk forsvarspolitik styrer uden moralsk eller økonomisk kompas

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Megen politik i dag handler om – og har måske altid gjort – at have den rigtige timing og den rigtige indpakning. Politiske argumenter for statsstøtte til våbenproduktion har i mange årtier ikke været comme il faut. Nu på grund af krigen i Ukraine og en øget bevidsthed om europæisk sikkerhedspolitik er anledningen der.

Derfor støtter Danmark nu et europæisk støtteprogram på 1,5 mia. euro til forsvarsindustrien. Forslaget blev diskuteret i Folketingets Europaudvalg i fredags.

Programmet kunne give mening, hvis det handlede om at sikre dansk og europæisk forsvar. Men det er ikke betingelser, som er lagt ind i støtteprogrammet. Der er blot indlagt en nødretsparagraf, hvor EU og staterne til “en rimelig pris” kan købe de våbensystemer tilbage, som de selv har betalt for.

Det er i mine øjne hverken økonomisk eller sikkerhedspolitisk en god model. Virkemidlerne i forslaget er alene at øge industriens “konkurrenceevne”. Det betyder, at eksporten skal øges – uanset til hvad eller til hvilke lande.

Der er nemlig ikke i forslaget betingelser for, til hvad eller til hvem våbnene må eksporteres. Ud fra et sikkerhedspolitisk perspektiv er det meget bekymrende.

Forslaget er kun afgrænset af almindelig folkeret, samt af at systemer skal have en menneskelig komponent og ikke blot være en robot. Det er selvfølgelig fint. Men slet ikke nok for at have et stærkt moralsk og sikkerhedspolitisk kompas.

Det betyder, at pengene, Danmark støtter industrien med, kan bruges til at overvåge og undertrykke f.eks. befolkningen i Saudi-Arabien. De kan bruges til at bombe et hospital i Gaza. De kan bruges til at angribe Rusland fra Ukraines side.

Det her er et eksempel på, hvordan regeringens politik bider sig selv i halen.

Forslaget, som regeringen støtter uden et flertal i Folketinget imod sig, indeholder en anden problematisk økonomisk og sikkerhedspolitisk usikkerhed.

For at øge motivationen til at investere i våbensystemer åbner man for at lave en ordning, hvor to-tre medlemslande kan gå sammen i en international organisation om at købe våben sammen. En såkaldt SEAP. Det har den industripolitiske fordel, at den organisation er skattefri og opererer på andre mere lempelige vilkår. Men set fra borgernes og statens perspektiv er der tale om en meget ugunstig model.

Hvorfor laver man fra statens side en institutionel konstruktion, som direkte er til statens egen ulempe? Jeg spurgte ministeren om, hvorfor man ikke brugte eksisterende institutionelle rammer inden for det europæiske forsvarssamarbejde, men fik til europaudvalgsmødet ikke noget svar.

Dertil kommer, at denne nye organisation må »samarbejde« med ikke-europæiske lande om våbenkøb. Det åbner for en meget uklar situation, hvor forskellige europæiske lande kan gå sammen med f.eks. Saudi-Arabien eller andre lande.

Den eneste betingelse for dette samarbejde er, at det ikke må stride med Europas »sikkerhedspolitiske interesser«. Problemet er, at de interesser ikke er klart defineret og er under konstant forandring.

Politisk kunne jeg ikke drømme om at give et mandat til en så uklar og åben konstruktion. Det bekymrer mig, at regeringen kan give det til kommissionen, og at Folketingets partier (undtagen Enhedslisten og Danmarksdemokraterne) kan give regeringen mandat til at acceptere kommissionens forslag.

Hvis det blot var skoproduktion, som Danmark var med til at støtte med 1,5 mia. euro, kunne vi politisk diskutere, hvorvidt det blot var spild af borgernes penge.

Men når vi taler om statsstøtte til våben, bliver jeg grundlæggende urolig i forhold til konsekvenserne.

Spørgsmålet bliver, om Danmark vil være med til at skabe en mere urolig verden, hvor autokratiske lande med ønske om at styrke deres militære systemer bliver stærkere.