Neergaard tager fejl: Der er stadig uretfærdighed i danskernes tilbagetrækning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Socialdemokratiet mener vi, at danskerne skal have en mere retfærdig og realistisk pensionsalder. Der er stadig for store forskelle i vores pension og alderdom i Danmark. Derfor ønsker vi at genforhandle Velfærdsforliget og finde en ny model for fremtidens pensionsalder.

I Jyllands-Posten 24/9 afviser Jørn Neergaard Larsen, at der skulle være nogen uretfærdighed at løse.

Lad det være sagt fra start: Vi har som hhv. forhenværende og nuværende beskæftigelsesminister stor respekt for Neergaards mangeårige indsats. Både som beskæftigelsesminister og direktør i både en fagforening og i en arbejdsgiverorganisation.

Senest har Neergaard udført et godt og vigtigt stykke arbejde som formand for Pensionskommissionen, der bl.a. viser, at man inden for ansvarlige økonomiske rammer kan lempe på reglerne for den stigende pensionsalder.

Alligevel føler vi os kaldet til at svare på Neergaards udfald mod Socialdemokratiet og pure afvisning af, at der skulle eksistere nogle uretfærdigheder inden for en generation, »uanset hvordan man ser på det«.

For grundlæggende viser tallene ikke det, som han siger. Heller ikke Pensionskommissionens tal. Der er særligt to ting, som er afgørende for, at det ligner, at pensionsvilkårene for akademikere og ufaglærte er ens.

For det første indeholder de tal, som Neergaard i artiklen henviser til, også år på førtidspension. Men helt ærligt: Tåler en forhenværende advokats friske og rørige år på folkepension sammenligning med tilværelsen for en jord- og betonarbejder, der på grund af en arbejdsulykke er endt på førtidspension?

Det synes vi ikke, og vi mener, at det er en grundlæggende fordrejning af diskussionen at påstå, at det skulle være udtryk for retfærdighed. Vi er kommet noget af uretfærdigheden til livs med retten til tidlig pension, hvor vi giver mennesker, der ofte har lange, hårde arbejdsliv, en ret til tidligere at gå fra, som de kan planlægge deres liv efter. Men vi bilder os på ingen måde ind, at udfordringen dermed er løst.

For det andet underbygger Neergaard med sine tal – måske uforvarende – faktisk behovet for at sikre en større tryghed om lønmodtagernes pension. I de tal, Neergaard refererer, er antallet af år på pension nemlig ikke opgjort ud fra den gældende folkepensionsalder, men derimod på det faktiske antal år på hhv. pension og i arbejde.

Det kan lyde teknisk, men det betyder kort sagt, at en akademiker, der arbejder, til vedkommende er godt oppe i 70’erne, tælles med i opgørelsen over beskæftigede. Vel at mærke selvom akademikere har mulighed for at gå på pension. Dermed er en væsentlig del af akademikernes beskæftigelse udtryk for, at de har et så godt arbejdsliv, at de kan og har lyst til blive længere på arbejdsmarkedet end andre grupper.

Det er naturligvis godt for dem. For spørgsmålet om pensionsalder handler også om tryghed til selv at kunne planlægge og beslutte, hvornår arbejdslivet skal slutte. At mange akademikerne har den tryghed, er åbenlyst.

Det samme gør sig ikke gældende for ufaglærte og faglærte, som langt oftere er slidt ned, når de når folkepensionsalderen.

Det er netop denne ulighed i muligheder, der er relevant, når debatten handler om folkepensionsalder og tilbagetrækningsordninger. Det er, som om den pointe negligeres af Neergaard og andre borgerlige.

Vi har stor respekt for Neergaard og hans indsats for det danske arbejdsmarked igennem årtier. Netop derfor er vi endnu desto mere forundrede over, at han misrepræsenterer, hvad der er op og ned i lønmodtagernes pensionsvilkår.